Trump-regeringens opslag på sociale medier afslører skjult nazi-symbolik

Mathias Hee Pedersen
Uafhængig researcher og forfatter
Hvad er det for et USA, vi har med at gøre? Og hvilken sti er det, som Danmarks gamle allierede, er på vej ned ad?
Det er nogle af de spørgsmål, som mange i den offentlige debat lige nu stiller sig selv i forbindelse med det diplomatiske drama om Grønland.
Et oplagt sted at kigge efter svar er i Trump-regeringens kommunikation. Under Trumps anden regeringsperiode har administrationens opslag på sociale medier nemlig bevæget sig væk fra den formelle tone, som plejer at karakterisere de amerikanske myndigheders officielle udmeldinger.
Et godt eksempel er, dengang Det Hvide Hus' officielle X-profil i februar 2025 lagde en video op med overskriften "ASMR: Illegal Alien Deportation Flight".
ASMR henviser til en genre af internetvideoer, som ved hjælp af behagelige lydeffekter har til formål at få seeren til at slappe af. I dette tilfælde er lydene, som skal tilvejebringe denne følelse af velvære, lyden af lænker, der rasler, mens mennesker i håndjern deporteres ud af USA.
Opslaget viser, hvordan de amerikanske myndigheder nu kommunikerer deres politik ud ved hjælp af en form for grov humor, som ligner den, man finder hos unge højreorienterede tastaturkrigere.
Højreradikal indflydelse
Et andet eksempel er det tweet, som Det Hvide Hus' officielle profil lagde op på det sociale medie X, mens repræsentanterne for Danmark, Grønland og USA forhandlede.
I opslaget ses to hold slædehunde, der skal symbolisere Grønland, stå ved en skillevej: De kan enten vælge en strålende fremtid som en del af USA eller gå et mareridtsscenarie i møde, hvor de bliver underlagt Kina eller Rusland. Billedteksten lyder, "Which way, Greenland Man?". Dette er en variation af en meme-skabelon kendt som "two paths".
Det kan virke opsigtsvækkende, at et lands myndigheder anvender memes og grov humor til at kommunikere politik ud til offentligheden. Nybruddet handler dog ikke blot om form, men også om indhold, hvilket bliver tydeligt, når man dykker ned i Grønland-memets oprindelse.
X-opslaget trækker nemlig ikke blot på én meme-skabelon, men på to. Overskriften "Which Way Greenland Man?" er således en reference til memet "Which Way, Western Man?", som er inspireret af den nynazistiske William Gayley Simpsons bog fra 1978 af samme navn. Memet anvendes hyppigt i højreradikale kredse på internettet.
Mathias Hee Pedersen er uafhængig researcher og forfatter.
Han har blandt andet skrevet fagbogen 'Fascister i Fåreklæder? – den identitære bevægelse, Det Nye Højre og højreradikalismen i det 21. århundrede' (2021) og udgivet podcasten 'Paradigmeskiftet'.
Heidi Beirich, som er medstifter af Global Project Against Hate and Extremism – en organisation som observerer den radikale højrefløjs udvikling og indflydelse – har været ude i medierne og fortælle om memets højreradikale konnotationer: "Det er fuldstændig chokerende at se sådan nogle billeder blive taget i brug af denne administration".
Anklagen, om at højreradikale yder indflydelse på Trumps regering, er ikke ny. I 2019 afslørede en række lækkede e-mails for eksempel, at Trumps politiske rådgiver, Stephen Miller, havde anbefalet artikler fra de højreradikale medier American Renaissance og VDARE til en redaktør på Breitbart News, i tiden før han blev ansat af Trump under sin første periode.
Da Trump to år forinden havde sagt, at der var "meget fine folk på begge sider" under optøjerne ved den berygtede højreradikale "Unite the Right"-demonstration i Charlottesville, Virginia, blev det ligeledes udlagt af mange som en slet skjult blåstempling af den radikale højrefløj.
I dag baserer anklagerne sig dog ikke længere på såkaldte "hundefløjtebudskaber" i Trumps taler rettet mod højreradikale, eller i hvad folk i Trump-administrationen måtte have udtalt før deres ansættelse. Nu henvises der i stigende grad til regeringens officielle udmeldinger.
Deportation af en tredjedel af befolkningen
Nytårsaften lagde USA's ministerium for indenlandsk sikkerhed, Homeland Security, et billede op på de sociale medier med teksten: "Amerika efter 100 millioner deportationer".
Billedet, som er anvendt uden tilladelse fra dets ophavsmand, den japanske kunstner Hiroshi Nagai, forestiller en bil, som står parkeret ud til vandet på en varm sommerdag. Dette solbeskinnede snapshot skal symbolisere "freden, der har lagt sig over en nation, som ikke længere er belejret af den tredje verden".
Dagen efter lagde Det Hvide Hus' SoMe-kontoer et billede op af Trump med et enkelt ord som billedtekst: "remigration". Begrebet, som er blevet opfundet og udbredt af den højreradikale identitære bevægelse, har været heftigt debatteret i en række vestlige lande på det seneste, herunder Danmark.
Læses disse to SoMe-opslag i forlængelse af hinanden virker budskabet til at være, at Trump står for en remigrationspolitik, hvor 100 millioner mennesker skal tvangsdeporteres ud af USA.
Det kan virke opsigtsvækkende, at et lands myndigheder anvender memes og grov humor til at kommunikere politik ud til offentligheden. Nybruddet handler dog ikke blot om form, men også om indhold.
Mathias Hee Pedersen
Uafhængig researcher og forfatter
Det er værd at bide mærke i tallet 100 millioner. Antallet af udokumenterede migranter i USA talte nemlig kun 14 millioner i 2023 ifølge analyseinstituttet Pew Research Center. Selv hvis man tæller hele latino-befolkningen i De Forenede Stater med, hvoraf størstedelen er amerikanske statsborgere, så når man kun op på 68 millioner. 100 millioner er knap en tredjedel af De Forenede Staters befolkning.
Tager man denne udmelding som udtryk for et reelt politisk ønske fra Trump-regeringens side – hvilket man normalt gør, når de bliver kommunikeret ud via officielle kanaler – ja, så er der tale om den mest omfattende etniske udrensning i verdenshistorien. Alligevel blev opslaget overset i de fleste danske og udenlandske medier. Måske skyldes det den mediestrategi, som Trumps forhenværende chefstrateg Steve Bannon kaldte "flood the zone": fyld offentligheden med så meget information, at de bliver overvældede og mister fokus.
To dage senere bombede USA Venezuela og bortførte landets præsident Nicolás Maduro, hvilket rykkede debatten væk fra den kontroversielle udmelding. Et par dage senere havde diskussionen igen rykket sig videre til Trumps ambition om at overtage Grønland.
Republikanerne "har et naziproblem"
Kursskiftet i de amerikanske myndigheders SoMe-kommunikation skal læses i konteksten af en radikaliseret amerikansk offentlighed, hvor MAGA-positionens fremmeste talspersoner i stadigt højere grad omfavner en kristen-fundamentalistisk, antidemokratisk og til tider decideret fascistisk verdensanskuelse.
Her er et par eksempler.
Ifølge den politiske kommentator fra det indflydelsesrige konservative medie The Daily Wire, Matt Walsh, står højrefløjen midt i en "eksistentiel" kamp om USA's fremtid, som trues af "dæmoniske kræfter fra helvedes dyb". Selvsamme Walsh har i forbindelse med militæroperationen i Venezuela udtrykt støtte til en politik, der "forvandler andre lande i vores hemisfære til underordnede vasalstater tilhørende De Forenede Stater" og argumenteret for, at det er "totalt legitimt" at "gå i krig for at sikre vitale ressourcer til dit eget folk" – navnlig olie.
Kursskiftet i de amerikanske myndigheders SoMe-kommunikation skal læses i konteksten af en radikaliseret amerikansk offentlighed.
Mathias Hee Pedersen
Uafhængig researcher og forfatter
Den måske mest indflydelsesrige journalist blandt MAGA-tilhængere, tidligere Fox News-vært Tucker Carlson, er ligeledes begyndt at give taletid til nogle ekstremt yderligtgående stemmer.
I den seneste tid har han således inviteret en række gæster ind i sit talkshow, som anklages for at hvidvaske nazismen. I efteråret 2024 inviterede han for eksempel amatørhistoriker Darryl Cooper ind til et interview, hvor Cooper spredte holocaustrevisionistiske synspunkter og udpegede Churchill som Anden Verdenskrigs primære skurk.
Senest har Carlson lagt platform til den højreradikale influencer Nick Fuentes, som gentagne gange har kaldt Hitler "fucking cool", og som i en tale for sin politiske bevægelse har talt for nødvendigheden af at igangsætte en "hellig krig", hvor jøderne skal slås ihjel.
Normaliseringen af folk som Fuentes i MAGA-lejren i løbet af det seneste halve år har været så åbenlys, at selv en trumpistisk hardlinere såsom Laura Loomer har advaret mod en udvikling, hvor Det Republikanske Parti "vælger at tillade, at Anden Verdenskrigsrevisionister kan knytte sig til institutioner i GOP (red. Grand Old Party)". I hendes øjne har partiet i dag "et naziproblem".
Et nyt USA
En anden indflydelsesrig stemme i MAGA-bevægelsen, som er drejet i en mere autoritær retning, er Elon Musk, der spillede en central rolle i at få Trump tilbage til magten ved valget i 2024, og som nu igen er inde i varmen hos præsidenten.
Musk har for nyligt skrevet et tweet, hvori han argumenterer for, at personer, der "lærer folk at hade Amerika" ved for eksempel at lære skoleelever, at USA er "systemisk racistisk", "patriarkalsk" eller "bygget på stjålet land", bør dømmes for "landsforræderi" og "fængsles".
Den selvbeskrevne "ytringsfrihedsabsolutist", som ejer et af verdens største og mest indflydelsesrige sociale medier, X.com, har endda sat navn på den første, som han gerne ser blive sat foran en dommer i en rigsret.
Det demokratiske medlem af Kongressen Ilhan Omars nylige omtale af USA som "U.S. Goddamn States" er nemlig så respektløs ifølge Musk, at hun bør straffes med, "hvad end straffen er for landsforræderi". Dette er i klar strid med den amerikanske forfatning, som sikrer amerikanske borgeres ytringsfrihed.
Trump-administrationens nye kommunikationsstrategi, der ikke alene trækker på nyfascistiske memes og anvender nyfascistiske begreber, men tilmed taler åbent for en omfattende etnisk udrensning, lægger sig med andre ord i fin forlængelse af et større antidemokratiske skred i MAGA-bevægelsen.
Det vidner om et nyt USA. Et land, hvis regering fra officiel hold nu abonnerer på et højreradikalt verdenssyn og advokerer for højreradikale politiske tiltag, som står i direkte modsætning til det liberale demokrati.
Det er dette USA, Europa i dag står overfor.
Artiklen var skrevet af
Mathias Hee Pedersen
Uafhængig researcher og forfatter
Omtalte personer
- Socialdemokratiet fik ekstra mandat i EU ved at købe stemmer fra Alternativet
- S, R og M kan begå det største vælgerbedrag i nyere tid
- Vraget ordfører sår tvivl om stor aftale: "Den er på kanten af lovgivningen"
- Blå partier klar til forbud efter afsløring af Socialdemokratiets køb af stemmer
- Nato er brudt sammen, og EU er lammet. Nu må vi genoplive idé fra den kolde krig







































