Debat

Tv-valgets stjerner og vandbærere

ANMELDELSE: De store nyhedsudsendelser er valgkampens vandbærere, hvis korte indslag vel ikke når berømmelsens tinder, men til gengæld former valget, skriver Rasmus Nielsen om døgnets tv-valg.
DR-værten Lilian Gjerulf Kretz er seernes advokat, der live bringer os tættere på de scenevante toppolitikere, end når vi møder dem i færdigklippede indslag, mener Altinget.dks Rasmus Nielsen.
DR-værten Lilian Gjerulf Kretz er seernes advokat, der live bringer os tættere på de scenevante toppolitikere, end når vi møder dem i færdigklippede indslag, mener Altinget.dks Rasmus Nielsen.Foto: DR
Rasmus Nielsen

Udgiver af Altinget.dk.
Født 7. oktober 1960 i København.

Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole juni 1983.

Redaktør af EF-Kommissionens nordiske blade 1983-85. Freelance Danmarks Radio 1984-89 (interviewprogrammet Hvorfor nu det?), TV 2/Lorry 1989-93: studievært, redaktør af Set & Sket og ansvarlig for Kommunevalg 1993. Studievært Kommunevalg 2001.

1994-99: Etableret og drevet folketingsredaktion for TV 2-regionerne. Forfatter til Folketingets rapport "Grundlovsdebatten 1999-2003", august 2003
Januar 2000- Startet og udgivet Altinget.dk.

2004: Journalisthøjskolens eJour-pris
2007: Den danske Publicistklubs Jubilæumspris
2010: Bordings Mediepris fra Danske Specialmedier
2015: Den danske Publicistklubs nystiftede Public Service-pris
2017: Bordings Særpris
2018: Den Berlingske Fonds Journalistpris

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
TV-valgkampen har fundet sin form, hér snart en tredjedel igennem samfundets tour de force. Medierne var tordnende klar med deres valgbibler og vagtplaner, da Løkke omsider udskrev valget. Hér bagefter kan man sige, at timingen vel ikke var så tosset?

Der blev lavet udspil på det gamle vælgermandat fra 2007 helt frem til sensommeren 2011, og nu kommer valgdatoen i respekt for Folketingets arbejdssæson, så parlamentet kan åbne i nogenlunde ro og orden den 4. oktober med et ministerhold, et regeringsprogram og et lovkatalog.

TV-stationerne får et stort antal seerklager over, at det hele kun er valg. Hvor er Disney Sjov blevet af osv.

Selv om valg 2011 i den grad er et valg mellem Løkke og hans udfordrer Thorning, er det lykkedes de andre partier at få medierne ud over den præsidentvalgkamp, tv ellers elsker, fordi den er nem at iscenesætte og formidle. Da K og R forlovede sig først i valgkampen, havde de samtidig spillet sig ind på banen, hvor SF og DF i forvejen var i gang. Hvor vi i 2007 så to ansigter, ser vi i år ni. Godt for folkeoplysningen.

Navnlig i DRs "Kandidaterne" er det tydeligt, at vi skal vælge mellem ni tilbud og ikke kun dem fra V og S. Ask-O-Metret, personificeret ved det lange spørgsmålstegn Ask Rostrup, flytter ustandseligt rundt og hen over midten på liste B, så De Radikale må være både blå og røde i hovedet af al den opmærksomhed.

Fakta
Rasmus Nielsen, chefredaktør for og udgiver af Altinget.dk siden 2000. Redaktør af politik.tv2.dk 2004-2008. Redaktør TV 2-regionernes Christiansborg-redaktion 1994-1999. Studievært TV 2/Lorry 1990-1993 og valgaften 2001. Selvstændig tv-producent siden 1988.

Kilde: Altinget.dk

I "Kandidaterne" får vi billeder fra De Nis vælgerturnéer. Løkke kan ikke trykke en elev i hånden, træde ud af sin bil eller ind i en lufthavn, uden at linserne glinser. Det er underholdende tv, mere end det måske giver vælgeren ny viden om, hvor man skal sætte sit kryds den 15. ds.

Nyheder og personer
TV-valgets seneste døgn bar præg af nye tal og af en overraskende personnyhed.

Løkke kan ikke trykke en elev i hånden, træde ud af sin bil eller ind i en lufthavn, uden at linserne glinser.

Rasmus Nielsen
Chefredaktør, Altinget.dk

Danmarks Statistik meddelte belejligt for regeringen, at dansk økonomi voksede én procent i 2. kvartal 2011, og tallet fra 1. kvartal blev justeret op, så Danmark nu ikke længere er i recession. Det er der megen psykologi i.

Op til valg er det nok godt for en politiker et komme i et valgprogram, men toppen nås, hvis man kan få sit eget indslag i en tv-avis. De to store af slagsen, TV 2 Nyhederne kl. 19 og TV-avisen kl. 21, vægtede de nye væksttal på hver deres karakteristiske måde. TV 2 med casen MAN Diesel. Vært-ikonet Jes Dorph-Petersen udråber til anslagets fanfarer:

"Hér hos MAN Diesel går det godt med økonomien. Og det er faktisk også billedet for Danmark som helhed - væksten i landet er steget. (...) Vi ligger i den europæiske sugerliga nu, når det gælder om at skabe nye værdier i samfundet."

Overskrifterne garneres med jublende børn med dannebrogsflag og en glad Løkke, der skridter af med håndtryk til alle. Lige dér nød han nok, at han engang valgte politikkens trædebane.

I en liveomstilling til Århus taler professor Nina Smith godt nok tallene ned, fordi det private forbrug ikke går med op - tværtom falder.

"Jeg er tilfreds med, at regeringens krisestyring har virket," triumferer Løkke og tager et stik hjem, når TV 2 klipper tilbage til Thorning i fredags, da valget blev udskrevet: "Grækenland har højere vækst end Danmark". Det var dengang.

Nej for pokker
Sådan giver hver dag nye fakta, kombattanterne kan vende og dreje efter interesser. Nu kæmper de to statsministerkandidater virkelig på skærmen, sekund-for-sekund, for at vinde troværdighed hos vælgerne i lyset af de kolde fakta fra Danmarks Statistik.

Da Helle Thorning-Schmidt i aftes så bliver spurgt, om hun egentlig ikke er lidt ærgerlig over det, kommunikerer S-formanden til maks. med ord og kropssprog, som hun som bekendt mestrer suverænt:

"Nej, for pokker, det er et lyspunkt, og det er selvfølgelig godt for Danmark. Men det er desværre heller ikke godt nok, fordi det viser også, at vi ikke er inde i et selvbærende opsving, som regeringen ellers har hævdet."

TV-avisen åbner til billeder fra gravemaskiner og "en længe ventet lyd - lyden af vækst". Stadig under fanfarer kører friske citater med Løkke i et radiostudie, der glæder sig over fremgangen, mens Thorning et andet sted i landet taler tallene ned. Fart over feltet.

Live uden filter
I et flot splitscreen omkranses værten Lilian Gjerulf Kretz af SFs formand Villy Søvndal og statsminister Lars Løkke Rasmussen. Dét virker. I forhold til journalistklippede indslag fra marken er vi som seere lige et filter tættere på, når vi sammen med vores advokat, værten, kan afprøve, om oppositionen eller regeringen nu har den mest troværdige fortolkning af de nye væksttal.

Og Villy og Lars mestrer som scenekunstnere timing og sceneskift. De leverer varen, så DR ikke havet behøvet at klippe ud, om det hele havde været båndet og direkte. Det lever. De ni, der bærer tv-valget, er ikke blevet toppolitikere for ingenting.

En statsminister har stort set ingen åndehuller eller 100 % sikre allierede. Han havde en personlig rådgiver, som han sikkert har grædt ud hos og drukket en sjus med mange aftener i Statsministeriet. Men nu står hun - Søs Marie Serup - i DR-studiet og fortolker, hvad han tænker. Væksttallene gør ham glad, ok, hvad bliver det næste? Jo tættere Serup udspreder sin fortrolige indsigt i Statsministeriet, des mere falder hendes troværdighed. Er hun negativ, er hun illoyal over for sin arbejdergiver gennem otte år indtil fornylig. Er hun positiv, er det skjult reklame for Socialdemokraternes hovedmodstander, som DR som public service institution beklikkes af at videresende.

Stakkels Christmas
Senere i samme tv-avis har Christian Gundtoft live på Christiansborg fat i løsgængeren, 50-årige Pia Christmas-Møller, der i tolvte time, både i forhold til valget og sine personlige forhåbninger om en karrieremæssig fremtid, er vendt tilbage til Konservative. Hvorfor? Hvorfor søger hun sig ikke et job?

Sådan en begivenhed er valgkampens ugeblad, som selve den gamle partiavis Berlingske til morgen slår stort op på forsiden. Faktum er, at Christmas trods sit historiske efternavn i en alder, hvor karrieren for længst skulle køre på snorlige skinner, vakler rundt, og dagen derpå vil se sig slået i København af Per Stig og kometen Rasmus Jarlov.

Det var dét tv-døgn i hæsblæsende tempo, som oppe i knolden har gjort os alle en uge ældre. Det er stjernerne - de programsatte udsendelser som partilederrunderne og de store vælgermøder osv. - der tager berømmelsen, men det er vandbærerne - de snesevis af daglige nyhedsindslag - der tilsammen udvikler valgkampen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Nina Smith

Professor, Institut for Økonomi, Aarhus Universitet, bestyrelsesformand, VIVE, formand, Kommission for 2. generationsreformer, formand, Nykredit
cand.oecon. (Aarhus Uni. 1981)

Lillian Gjerulf Kretz

Vært, TV Avisen, DR
journalist (DJH 2004)

Søs Marie Serup Laybourn

Politisk kommentator, B.T., direktør, kommunikationsrådgiver, By Serup
cand.phil. i engelsk (SDU 2000)

0:000:00