Køb abonnement
Annonce

Tyskland og Danmark lander aftale om finansiering af Energiø Bornholm

Landene nåede til enighed om aftalen på mandagens Nordsøtopmøde i Hamburg, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) og den tyske kansler Friedrich Merz også var til stede.
Landene nåede til enighed om aftalen på mandagens Nordsøtopmøde i Hamburg, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) og den tyske kansler Friedrich Merz også var til stede.Foto: Ronny Hartmann/AFP/Ritzau Scanpix
26. januar 2026 kl. 18.05

Efter flere år med solid modvind til de politiske drømme om at etablere danske energiøer er der nu gode nyheder for et af Danmarks helt store grønne prestigeprojekter.

Danmark og Tyskland er således blevet enige om finansieringen af planerne om en energiø i Østersøen ved Bornholm.

Det oplyser de to regeringer i en fælles pressemeddelelse.

"Det er et vigtigt skridt i retning af et energiuafhængigt Europa med lavere energipriser, som er en hjørnesten for den europæiske industris konkurrencedygtighed. Man skal heller ikke være i tvivl om, at det er en fornuftig aftale for de danske forbrugere. Nu vil jeg hurtigst muligt indkalde partierne bag tidligere aftaler om Energiø Bornholm for at søge deres opbakning," siger klima- og energiminister Lars Aagaard (M).

Den tyske regering har tidligere kaldt energiøen for et potentielt ”fyrtårnsprojekt”, der kan være et ”forbillede for grænseoverskridende samarbejde i EU”.

Energiminister Katherina Reiche er derfor også glad for aftalen.

”Energiø Bornholm er et flagskib for europæisk samarbejde og et strategisk projekt for vores fælles sikkerhed. Grænseoverskridende projekter som dette reducerer kritisk afhængiged, styrker vores strategiske autonomi og gøre os mere robust over for politisk og økonomisk pres udefra,” siger hun i pressemeddelelsen.

Energikommissær Dan Jørgensen roser også aftalen.

"Det vil øge markedsintegration, styrke EU's overordnede forsyningssikkerhed og komme ikke kun Danmark og Tyskland, men også andre lande i regionen til gavn. I en tid med turbulent geopolitik er det den type lederskab, Europa må levere," siger han i en skriftlig udtalelse. 

Landene nåede til enighed om aftalen på mandagens Nordsøtopmøde i Hamburg, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) og den tyske kansler Friedrich Merz også var til stede.

Læs også
 

Uklar fordeling

Hvordan prisen på det store projekt så konkret fordeles mellem de to lande, melder regeringerne dog ikke noget om.

Det fremgår således alene af pressemeddelelsen, at "Danmark og Tyskland er blevet enige om at dele omkostningerne til støttebehovet til havvinden". 

"Fordelingen af omkostningerne afspejler en god balance mellem gevinsterne ved projektet og den forventede fordeling af grøn strøm," lyder det videre.

Altinget har spurgt Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, hvad det konkret indebærer, og hvor meget henholdsvis de danske og tyske skatteborgere dermed forventes at skulle betale af projektets samlede omkostninger.

Fra ministeriet lyder det dog, at regeringen ikke har noget yderligere at tilføje på nuværende tidspunkt.

Læs også
 

Et turbulent forløb

Planerne om danske energiøer blev lanceret af tidligere klimaminister Dan Jørgensen (S) i 2021, men har siden været præget af et turbulent forløb.

I 2023 blev regeringen nødt til at sætte den planlagte energiø i Nordsøen på pause, da beregninger viste en regning til staten på over 50 milliarder kroner. Samme år blev partierne bag aftalen om energiøen ved Bornholm også enige om et ”støtteløft” på 17,6 milliarder kroner til projektet.

En stor del af de penge skulle komme fra indtægterne fra det historisk store havvindsudbud, der dog som bekendt endte uden bydere sidste år.

Tilbage i august viste tal fra Energinet desuden, at prisen på Energiø Bornholm bliver flere milliarder kroner højere end ventet, og at projektet desuden forventes at blive fire år forsinket.  

Projektet har omvendt fået stor opbakning fra EU-systemet.

Tilbage i januar sidste år fik energiøen en håndsrækning i milliardklassen af sin egen fader, energikommissær Dan Jørgensen, da EU-Kommissionen gav tilsagn om at støtte Energiø Bornholm med cirka fire milliarder kroner.

Kommissionen og Dan Jørgensen har siden også udpeget energiøen som én af i alt otte ”energimotorveje”, der skal bidrage til at løse de mest presserende problemer med flaskehalse i det europæiske elnet.  

Læs også

Annonce
Annonce
IconNyeste job
Vis alle

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026