Uddrag fra ny Løkke-bog: "Jeg har fulgt Paludan længe"

TÅREGAS

Denne bog har handlet om en proces – om Lars Løkke Rasmussens tanker op til det afgørende valg for ham og hans parti. At beskrive den proces inden for så stram en deadline er krævende, og fordi ‘vi alle er med fejl i’, som Klaus Rifbjerg sagde, finder jeg naturligvis manglende præciseringer i et par af de emner, vi har valgt at fokusere på.

Jeg har derfor inviteret mig selv på aftensmad den 14. april, palmesøndag, på Marienborg. Det er igen en solfyldt aften, dog nu med en snert af kulde i luften.

PET-folkene åbner smedejernsporten og hilser venligt. Nikolaj kommer ud og serverer kaffe på det hvide havebord udenfor. Her er helt fredeligt, hundene går frit omkring, og alle er afslappet klædt.

Jeg har fulgt Paludan længe i stilhed, observeret ham og det, han har gang i af totalt meningsløse og gentagne provokationer, der kun tjener ét formål – nemlig at så splid mellem mennesker.

Lars Løkke Rasmussen
Statsminister

I det centrale København har en for mig ukendt racismedømt advokat, Rasmus Paludan, leder af et parti med det charmerende navn Stram Kurs, fået sine 15 minutters berømmelse ved at kaste med Koranen og sætte ild til den på Blågårds Plads på Nørrebro. Gader i stor afstand fra åstedet er afspærret, trafikken gået i stå.

En modreaktion er hurtigt sat i aktion, først på det indre Nørrebro, senere breder den sig til andre kvarterer i hovedstaden: stenkast, trusler, brændende containere og biler, hvilket afføder endnu flere politifolk, tåregas og snurrende helikoptere i luften.

Lars Løkke Rasmussen kommer gående hen over gårdspladsen foran Marienborg i shorts, sætter sig ved havebordet, tænder en Kings og ryster svagt på hovedet.

Dagen har været fyldt med aktiviteter med henblik på den kommende valgkamp, og nu er der balladen i København.

“Skal vi gå indenfor?” spørger han.

Han har sat en lammesteg dækket med rosmarinkviste i ovnen. Jeg glemmer helt at spørge, om lammet er et af de færøske, for reportager fra konfrontationen, med røg og damp på Nørrebro, fylder tv-skærmen og samtalen i køkkenet.

Løkke kigger skiftevis på sin telefon, hvor det vælter ind med beskeder, og på TV 2 News. Dansk Folkepartis Søren Espersen har allerede sendt et tweet ud, der udelukkende fokuserer på de stenkastende og ildspåsættende.

Igen ryster Løkke svagt på hovedet.

“Jeg er nok nødt til at mene noget om det meget snart,” siger han. Fingrene bevæger sig hurtigt på telefonens skærm, han trykker send, og få sekunder senere ser jeg hans tweet, gengivet oppe på tv-skærmen:

Tager kraftig afstand fra Paludans meningsløse provokationer, der ikke har andet formål end at så splid. Mød ham med argumenter - ikke med vold. Værn om demokratiet og ytringsfriheden. Lad ikke nedsættende handlinger rettet mod bestemte grupper i DK ødelægge vores sammenhold.

— Lars Løkke Rasmussen (@larsloekke) April 14, 2019

“Se, de bruger et billede af dig fra sidste valgkamp,” siger Sólrun.

“Da ruder konge var knægt, havde du stået statsmandsagtigt på trappen til Marienborg og afleveret en live-udtalelse på tv,” siger jeg.

“De har skam afprøvet den mulighed; men det har vi ikke tid til, for vi skal jo lave denne her bog. Og så skulle jeg også have klædt om og taget slips på ...” svarer Løkke.

Han vender sig mod ovnen, tjekker temperaturen og beder Sólrun passe stegen, mens vi går ind i stuen med de hvide sofaer.

PROVOKATIONER

“Løkke, vi har lige stået og set stenkast, brand og tåregas i gaden flere steder i København og en tilfreds Rasmus Paludan forsvare sin provokation. Hvad mener du om det, altså mere end dit korte tweet?”

“Tja, jeg er enormt trist over, at der nu er nogle, der er hoppet på hans vogn. Jeg er ked af, at de ikke lige trak vejret og talte til ti først, men mødte provokation med provokation. Rasmus Paludan har lov til at stå der, for vi har en grundlovssikret ytringsfrihed. Man må gerne sige tåbelige ting i Danmark. Det bliver de ikke rigtigere af, men det må man. Det er vi nødt til at værne om, og vi har fjernet blasfemiparagraffen af samme grund, for vi kan ikke lovgive os til tolerance.

Vi kan ikke sidde i Folketinget og beslutte, at vi skal være tolerante over for hinanden og leve i fredelig sameksistens. Det skal selv vokse op blandt og inde i mennesker, og derfor er det trist – dét, der er sket i dag.”

“Har du en opsang til Rasmus Paludan og de grupper på Nørrebro, der reagerer på hans provokation?”

“Jeg har fulgt Paludan længe i stilhed, observeret ham og det, han har gang i af totalt meningsløse og gentagne provokationer, der kun tjener ét formål – nemlig at så splid mellem mennesker.

Jeg har sådan set været meget tilfreds med, at ingen i befolkningen har bidt på, men set igennem ham weekend efter weekend, når han har rejst Danmark rundt og smurt Koranen ind i leverpostej og efter mange forsøg også taget mod til at få den brændt af. Danskerne har set, at det er provokation for provokationens skyld, og mødt ham med nærmest hånlatter, og ingen er mødt op for at demonstrere mod ham.

Men jeg har ikke undervurderet alvoren, for jeg ved godt, at én tosse med en brændende Koran i en videosløjfe vist ude i verden på den forkerte måde kan skabe et forkert billede af, hvad Danmark er for et land. Den risiko er der, og vi er ikke sådan et land.

Derfor har jeg virkelig fulgt det og været orienteret tæt om, at nu er det i Skive, nu er det Vollsmose, nu har han taget en havegrill frem ... Jeg har glad registreret, hvor få der mødte op, at der ingen gennemslagskraft var i det.

Jeg har hele tiden overvejet, hvornår jeg skal sige, hvad jeg mener om ham. Men det er et balancepunkt mellem på den ene side at tage afstand fra hans synspunkter, hvilket jeg gør, og bevidstheden om, at lige så snart jeg tager afstand officielt, begynder det at fylde mere.”

VOLD

“Du har længe haft et tweet om ham liggende parat?”

“Ja, det har jeg.”

“Hvad står der i det?”

“Ja, nu skrev jeg det om, mens vi stod ude i køkkenet, og sendte det af sted. Det er ikke det oprindelige, for efter modreaktionen må det blive dobbelt: en klar afstandtagen fra en meningsløs provokation fra hans side og en opfordring til, at han skal mødes med argumenter, ikke med den vold og brand, vi ser i gaderne lige nu.”

“Du har virkelig haft lyst til at reagere på ham før?”

“Ja, men når jeg ikke trykkede på knappen med mit gamle tweet, var det som sagt, fordi der ingen grund var til at booste ham. Jeg vidste, at hvis jeg engagerede mig i ham, risikerede jeg at løfte ham. Rasmus Paludan vil provokere, men en provokation er ikke noget værd, medmindre nogen lader sig provokere. Og grundlæggende er der ingen grund til at lade sig provokere af ham. Det er for primitivt at kaste med Koranen!”

Uddrag fra 'Befrielsens øjeblik - samtaler med Lars Løkke Rasmussen' side 188 til 193. 
Skrevet af Kirsten Jacobsen.
Udgivet af Politikens Forlag.
Vejledende udsalgspris: 250 kroner.