Her er den svenske kur mod landsbydød: Asylansøgere og aktiesalg

LANDSBYLIV: Følg med Altinget til den skånske landsby Röstånga. Her har indbyggerne dannet et aktieselskab, der opkøber gamle, forfaldne huse og sætter dem i stand med hjælp fra flygtninge fra de to nærliggende asylcentre. Og meget tyder på, at det vil lykkes dem at holde landsbydøden på afstand.  

Prognoserne sagde det hele: Over de kommende tre år ville skolen i Röstånga miste 50 af sine 115 elever. Og selvom myndighederne ikke sagde det højt, vidste alle, at det var ensbetydende med skolens lukning. Og uden skole ingen landsby.

Men de 800 indbyggere i Röstånga, 60 kilometer nord for Malmø, nægtede at rulle om på ryggen. I stedet indkaldte de til et mobiliseringsmøde.

”Vi besluttede os for at tage initiativet. Hvis alle taler om, at skolen lukker, så vil det ske. Det bliver  en selvopfyldende profeti,” siger Nils Phillips, frivillig, ulønnet formand for aktieselskabet Röstånga Utvecklings A/B.

”Skolen blev omdrejningspunktet. Vi besluttede os for at sige, at vi altid skal have en skole. At skabe nogle positive profetier, som kan bære samfundet. Ellers er der ingen, der flytter hertil,” siger han.

Det var i 2007.

Faldende elevtal på Midgårdsskolen var det, der skulle til for at få indbyggerne i Röstånga til at tage affære. [Foto: Lars Helsinghof]

 

Flygtning: ”Jeg vil arbejde”
Röstånga, marts 2016.

Rami Hussin Almarzouki strækker sin krop ud i fuld længde og presser den aflange gipsplade op mod bjælkerne, så hans kompis med skruemaskinen kan gøre den fast.

Der lugter hengemt her i den gule trævilla, hvor rockwoolen i væggene er blottet, og gulvene flere steder er revet op.

”Huset var i så dårlig stand, at vi måtte rive alt ud – vægge, gulv, lofter – og lægge nye rør ind,” fortæller Nils Phillips.

Træhuset er det ene af tre, som indtil for ganske nylig har været beboet af folk med ganske få ressourcer og nærmest uoverstigelige sociale problemer.

Nu arbejder Rami Almarzouki to dage om ugen side om side med lokale håndværkere og frivillige på at forvandle den forfaldne rønne til et hus med tre selvstændige lejligheder.

”Jeg vil ikke bare være på asylcentret, hvor jeg ikke kan lave andet end at sove og spise og sidde i sofaen. Jeg vil arbejde,” siger Rami Almarzouki.

 

For halvandet år siden flygtede Rami Almarzouki fra sin hjemby Daraa i det sydlige Syrien, gennem Libyen, over vandet til Italien for så til sidst at ende i Sverige.

I juli sidste år fik han permanent opholdstilladelse. Men han har endnu ikke fået anvist en bolig og bor stadig sammen med tre andre flygtninge i et værelse på 12 kvadratmeter på Odengården.

Det tidligere hotel- og konferencecenter er det ene af to asylcentre, som Migrantverket med en uges varsel placerede i landsbyen. En interimistisk hvid barak, der stikker helt af fra Odengårdens røde mursten og flaskegrønne træværk, er netop blevet opført for at kunne huse strømmen af gæster. En barak mere skal stå færdig om en måned. 

Lige nu bor 145 flygtninge fra primært Syrien, Irak, Somalia og Afghanistan på Odengården. På det andet asylcenter, Blinkarpsgården, bor yderligere 120. Det høje antal fremmede i en landsby med kun 800 beboere skabte i starten bekymring. De lokale politikere slog fortvivlet ud med armene over den korte reaktionstid. Nu er debatten forstummet. 

Forudsætningen for liv
Det var ikke kun en skolelukning, der truede Röstånga, da Nils Phillips flyttede til landsbyen for 11 år siden.

Banken var lukket, plejehjemmet ligeså. Og busforbindelserne blev gradvist ringere. Det var som en sæk, der blev snøret mere og mere til. Noget måtte gøres, og mobiliseringsmødet blev starten.

Borgerne stiftede en frivillig forening. Röstånga Tillsammans skulle skabe forudsætningen for, at der altid ville være børn nok på skolen. Og forudsætningen var, for at sige det kort, at der var liv nok i byen til at holde på beboerne og trække nye til. Det krævede, at alle byens ressourcer blev sat ind.

”Vores udfordring var: 'Hvordan gør vi det her sammen?'” siger Nils Phillips.

Det første projekt, Röstånga Tillsammans kastede sig over, var måske nok småt, men det havde stor symbolsk værdi.

En lille sti med stor betydning
400 meter cykelsti, eller mere præcist 400 meter mangel på cykelsti, havde i henved 20 år skabt splid. Ikke bare i Röstånga, men sågar mellem kommunen Svalöv og nabokommunen Klippan.

”Cykelstien var et meget konkret projekt, som vi kunne få de forskellige foreninger i byen til at samles om,” siger Nils Phillips.

Med sin fod har Nils Phillips optrukket grænsen mellem Svalövs og Klippans kommuner. Den streg blokerede i årevis for anlæggelsen af en cykelsti. [Foto: Lars Helsinghof]

 

Röstånga ligger klos op ad Söderåsen, en højderyg, som store næver for 150 millioner år siden har klemt sammen til et stykke helt unik natur. På sit højeste punkt rager Söderåsen 212 meter op over havet. Og på sit laveste punkt gemmer den Odensjön, et glitrende, kuglerundt vandspejl, der omkranses af 30 meter høje, lodrette klippesider.

For at nå frem til denne skjulte juvel måtte Röstångaboerne og deres børn forcere en befærdet landevej. Derfor stod en cykelsti, der kunne bringe dem sikkert frem til nationalparken, højt på borgernes ønskeliste.

Men en sådan sti ville krydse kommunegrænsen. Og de to kommuner, der huser Söderåsen, var ude af stand til at finde fælles fodslag. Der var altid højere prioriteter andre steder. Og desuden var de tre lodsejere, der ejede markerne, stivnakkede og umulige at have med at gøre, var opfattelsen. Og med tiden blev cykelstien symbolet på ting, der ikke kunne lade sig gøre.

Indtil Röstånga Tillsammans tog sagen i egen hånd.

Med en termokande under armen vandrede Nils Phillips ud til lodsejerne – som på det kraftigste havde frabedt sig flere besøg af kommunale embedsmænd – og snakkede med dem om, hvordan sådan en sti kunne anlægges med mindst mulig gene.

Med en plantegning på plads søgte foreningen EU-midler og penge fra begge kommuner. Arbejdet tog tre år. Men nu ligger stien der. Grus og ikke asfalt, som kommunerne ellers havde tænkt sig. Og uden gadebelysning.

”Men for os er det fint. Vi har ikke brug for mere,” siger Nils Phillips.

Nu er symbolikken vendt på hovedet.

Det almennyttige aktieselskab
Andre projekter for donerede midler fulgte: Foreningen købte en kulturbus og etablerede erhvervs- og julemarkeder. Og i maj 2011 gik Röstånga Tillsammans et skridt videre.

”Når man søger penge, er det andre, der beslutter, hvad der skal blive til virkelighed. Vi ville have vores egne midler, så vi kunne lave det, vi synes, er vigtigt,” fortæller Nils Phillips.

Foreningen stiftede Röstånga Utvecklings A/B – et aktieselskab med 400 aktionærer.

Og det er ikke noget almindeligt aktieselskab. Det er oprettet som en selskabsform med begrænset mulighed for at udlodde overskud til aktionærerne. Selskabet har da heller ingen ingen ambitioner om at forgylde sine investorer. Tværtimod er formålet at gavne byen – bare med andre redskaber end den frivillige forening benytter, fortæller bestyrelsesformanden. 

”Det smukke er jo, at begge dele arbejder for at opnå det samme mål,” siger Nils Phillips:

”I aktieselskabet arbejder vi med kommercielle værktøjer og motiver, men profitten bliver i firmaet. Så økonomisk er det ikke nogen god ide at investere i os. Gevinsten får man, hvis man bor her i byen.”

49 procent af aktierne blev straks sat til salg. Og med den knap en million kroner i hånden, som aktiesalget indbragte, kunne selskabet gå videre til bankerne og rejse kapital til at købe indtil videre syv huse, som professionelle håndværkere, frivillige og flygtninge er i færd med at sætte i stand sammen. 

Det forladte frysehus blev en kunsthal
Selskabets første nyerhvervelse var et gammelt andelsfrysehus, som tiden havde gjort herreløst.

Oprindelig havde landsbyens beboere opbevaret kød på gamle træreoler i det lille hus, der står på kommunens grund, lige op ad Röstångas gadekær. Men med de private køleskabes og fryseres indtog forsvandt behovet for frysehuset. Og da kommunen ikke fandt det betimeligt at betale for at rydde andres hus, fik frysehuset lov at stå og forvitre, mens graffitien bredte sig.

”Når et problem ikke har nogen ejer, ender det med at være alles problem,” siger Nils Phillips:

”Vi skulle jo se på det her grimme hus, hver gang vi gik forbi.”

I 2011 købte Röstånga Utvecklings A/B frysehuset for et symbolsk beløb på 2.000 kroner til den sidste formand for den forlængst aflivede andelsforening og genoprettede det med frivillig arbejdskraft. I dag er det Sveriges næstmindste kunsthal og lejes ud til den lokale kunstforening, Freon.

Kælderen under Röstånga Konsthall står tom lige nu. Udviklingsselskabet overvejer, om den skal bruges som studie til en lokal musik, eller om der skal dyrkes spiselige svampe. [Foto: Lars Helsinghof]

 

Det Vita Huset, hvor Röstånga Utvecklings A/B holder til, er et andet af selskabets nyrestaurerede huse.  Det ligger lige over for Röstånga Begravningsbyrå – måske for at byde døden trods eller for at have en nærliggende påmindelse om, hvad der venter byen, hvis udviklingen udebliver.

Ud over aktieselskabet rummer huset et mikrobryggeri, som leverer lokalt brygget øl til den ICA-butik, der blomstrer om sommeren og ligger slumrende hen i vinterhalvåret.

Og ovenpå, på førstesalen, bor Aboessa, en syrisk flygtning, som selv var med til at renovere huset, mens han ventede på sin opholdstilladelse.

Nu har han fået fast arbejde i køkkenet på Odengården og lejer sig ind i Det Vita Huset sammen med sin datter, som er begyndt i Midgårdsskolan i Röstånga.

Kursus i praktisk svensk
Den samme belønning venter forude for de asylansøgere, som er kommet i dag for at renovere den faldefærdige, gule rønne. Fællesskabet skal være til gavn for dem, der bidrager til det. Derfor skal de have tilbud om at flytte ind, når de tre lejligheder står færdige, bedyrer Nils Phillips. Om de benytter sig af det, er en anden sag.

”Jag vill till Köpenhamn och dansa,” siger Mohammad, en anden syrisk flygtning, og latteren bobler frem i lokalet.

Nogle vælger at etablere sig i Helsingborg, Malmø eller Lund, når de har fået deres opholdstilladelse. Andre, som Rami Almarzouki, vil gerne blive i Röstånga.

”Jeg kan lide livet her. Der er ikke de samme problemer som i de store byer,” siger han. 

Fire asylsøgere fra Odengården er her for at få svenskundervisning i praksis i dag. På asylcentret får de to timers tavleundervisning om ugen. Her får de gratis sprogundervisning af frivillige tre af ugens hverdage. De to sidste hverdage bruger de sproget i praksis, mens de arbejder.

 

 

Når flygtningene en dag rykker videre fra Röstånga, har de fået en bid af det svenske fagsprog med sig – foruden en anbefaling fra et lokalt håndværkerfirma, som bekræfter, at de er ordentlige mennesker, som kan finde ud af at stå op og møde på arbejde.

”Så er de et skridt nærmere integration,” som Nils Phillips udtrykker det.

Men er der ikke nogen, der kritiserer jer for at bruge flygtninge som gratis arbejdskraft?

”Nej, for de er ikke ansat som gratis arbejdskraft,” siger Nils Phillips og fortsætter:

”De er her på et kursus i praktisk svensk fem dage om ugen. Vi lærer dem, hvad skrue, mejsel og hammer hedder. Det er sekundært, at de renoverer huse.”

Han tilføjer, at Röstånga Utvecklings A/B bruger uddannede håndværkere til de opgaver, der kræver autorisation.

”Asylsøgerne tager ikke arbejde fra professionelle håndværkere,” understreger han.

Upcycling & Recycling
”Det værste er ventetiden,” sukker Kisse Lindén:

”Og hvis de har familie derhjemme, bliver ventetiden endnu værre.”

På førstesalen i bygningen ved siden af Det Vita Huset har hun sit firma, der laver grafisk arbejde. Nedenunder har hun og en kollega indrettet en lille systue, som ombetrækker møbler og designer og syr puder, hynder og duge ud af stofrester. Produkterne sælger de via nettet. ”Recycling & Upcycling”, kalder Kisse Lindén det.

Basema Abbas er en af kvinderne på systuen. Hjemme i Homs i Syrien har hun en mand og to børn, som hun håber at få til Sverige, når hun engang får opholdstilladelse.

"Jeg kommer for at lære svensk – og så fordi jeg elsker Kisse," siger syriske Basema Abbas. [Foto: Lars Helsinghof]

 

Den venter hun stadig på. Efter et år og to måneder på Odengården i et lille værelse, som hun deler med tre andre kvinder. Det er ikke altid let, fortæller hun og trækker op i sit ærme og viser et rødt kradsemærke.

”Det fik jeg i morges af en af de andre,” siger Basema Abbas.

”Det er den slags, der opstår, når de ikke har noget at foretage sig,” siger Kisse Lindén.

I systuen får kvinderne, ud over det svenske fagsprog og en anbefaling, en forståelse af skandinavisk design, noget håndværksmæssig kunnen og samtidig en viden om, hvordan man starter virksomhed, fortæller hun.

”Vi har kun været i gang siden efteråret, men ideen er, at vi kan drive en virksomhed, der kan bære sig selv økonomisk og skabe flere arbejdspladser i vores lokalsamfund,” fortæller Kisse Lindén.

”Dette er ikke et integrationsprojekt”
Hvis det ligner et integrationsprojekt og lyder som et integrationsprojekt, så er det nok et integrationsprojekt. Eller …

”Nej,” siger Nils Phillips med eftertryk:

”Siden 2007 har vi arbejdet med at gøre denne by levende og bæredygtig. Og det projekt er åbent for alle, der bor i byen – uanset om de har boet her i to år eller to generationer. Det er ikke et integrationsprojekt. Det er et udviklingsprojekt.”

 

Når det er ham så magtpåliggende, er det, fordi han ikke ønsker, at projektet får en politisk undertone.

”Vi vil ikke skabe unødvendige barrierer. Dette handler om at bygge et fællesskab, som alle kan tage del i, og som alle føler et medejerskab af,” siger Nils Phillips.

Omkring 400 af Röstångas borgere har købt aktier i udviklingsselskabet. Men selv om alle er velkomne, behøver alle ikke at være med, understreger Nils Phillips.

”Rigtig mange kan lide det, vi gør – uden at de selv deltager aktivt. Det er der ikke en modsætning i,” siger bestyrelsesformanden for Röstånga Utvecklings A/B og tilføjer, at det er muligt at bakke op på andre måder.

To øl for Röstånga
Der er for eksempel Stationen.

Den gamle stationsbygning, som mistede sin oprindelige funktion i 1961, da det sidste tog fra Eslöv stoppede i Röstånga, fungerede i årevis som restaurant, kulturhus og mødested. Men for nogle år siden lukkede fødevaremyndighederne køkkenet. Det kom spisestedet aldrig over.

I to år stod bygningen tom. Og så, i november 2012, købte Röstånga Utvecklings A/B den for en million kroner, restaurerede den og satte nyt – godkendt – køkken ind og fandt en forpagter.

Det fiffige ved konstruktionen er, at kroværten betaler ti procent af sin omsætning i leje. Det vil altså sige, at lejen er højere i gode tider end i dårlige.

”Og når jeg så går derover og får et måltid mad og en øl for 200 kroner, så ved jeg, at de 20 kroner går tilbage til byen. Det skaber medejerskab,” siger Nils Phillips og tilføjer:

”Og så får jeg jo lyst til at drikke en øl mere.”

I to år stod stationen tom. Nu forpagtes den ud for tre år ad gangen og har netop skiftet køkkenchef. [Foto: Lars Helsinghof]

 

En udvikling af velfærdsstaten
Foretagsomheden i Röstånga er ikke en entydig glædesfortælling. Den har sine indbyggede paradokser og konflikter, fortæller Nils Phillips.

”Vi er en frivillig forening, som ejer et kommercielt privat selskab, der arbejder med områder, som normalt hører ind under det offentlige. Det kan godt være lidt svært at håndtere – ikke bare for kommunen, men også for os selv,” siger han.

Det handler meget om det skandinaviske mindset, mener han. Forventningen om, at visse opgaver ligger naturligt og varetages bedst i offentligt regi.

“Vi er ikke borgere. Vi er kunder i et offentligt system. Vi køber en vuggestueplads,” siger Nils Phillips.

Systemet kan ganske enkelt ikke rumme, at borgerne selv tager initiativ og ansvar, mener han.

”Når vi bygger en cykelsti; hvad kan det så ikke ende med? Vi undergraver hele velfærdssystemet,” siger Nils Phillips og fortsætter:

”Men hvis vi tager ansvaret for noget, så er det, fordi der er nogen, som havde ansvaret, der ikke har løftet det.”

Er det ikke en kritik af den skandinaviske velfærdsstat?

”Nej, ikke en kritik. En udvikling af velfærdsstaten.”

Röstånga kan ikke kopieres
På rådhuset i Svalöv føler ordförande i kommunstyrelsen (det højeste politiske embede i det kommunale demokrati, red.) Birgitta Jönsson (S) sig da heller ikke kritiseret. Tværtimod ser hun meget positivt på virketrangen i Röstånga, siger hun.

”Jeg oplever, at vi har et godt samarbejde,” siger Birgitta Jönsson og tilføjer:

”Jeg tror meget på det frivillige. Jeg synes, det er jättepositivt, at man hjælpes ad med at løfte opgaver sammen.” 

 

 

Hun mener, der er læring at hente i Röstånga, men ikke i forholdet en-til-en.

”Man værner om sin by på en helt unik måde i Röstånga. Og det, tror jeg, skyldes kombinationen af nye personligheder i byen og dem, som har været der længe. Nils Phillips kom fra Malmø og så potentialet i byen. Og der var ingen, som havde boet der længe, der sagde: 'Vi ved bedst.' I stedet vælger man at se fremad,” siger Birgitta Jönsson.

Turisme kan ikke redde provinsen
Nils Phillips er enig.

”Hver by skal finde sin egen måde at være bæredygtig på. Man kan ikke lave copy paste,” siger han:

”Men man kan godt kopiere processen. Den handler om at finde de forudsætninger, den enkelte by har, og få folk til at arbejde sammen om dem.”

For eksempel mener han, at Röstånga er begunstiget af dels at ligge i Skåne, der i modsætning til Norrland oplever tilflytning; dels af den turisme, som Söderåsen trækker til.

”Men turisme alene kan ikke redde provinsen. Vi er nødt til at finde de lokale ressourcer og arbejde aktivt med dem. Turister vil jo heller ikke have en kulisse. De vil have et samfund, der bærer sig selv,” siger Nils Phillips.

Men han er fuld af håb – både på Röstångas og på udkantens vegne.

”Den mest interessante byudvikling sker herude i provinsen. For her er der ingen, der gør tingene for os.”

I dag har Midgårdsskolan i Röstånga 170 elever.

Forrige artikel Borgmester til Ellemann: Jo, kontanthjælpsloft gør skade Borgmester til Ellemann: Jo, kontanthjælpsloft gør skade Næste artikel Ny måling: Venstre går frem efter regeringskrise Ny måling: Venstre går frem efter regeringskrise
Magnus Heunicke trækker omstridt lovforslag efter kritik

Magnus Heunicke trækker omstridt lovforslag efter kritik

PERSONLIGE DATA: Sundhedsministeren har fået kritik for at "snige" et forslag om at give myndighederne adgang til hemmelige telefonnumre på coronasmittede og deres kontakter ind i behandlingen af et andet lovforslag. Nu trækker han det tilbage.