Udviklingsminister vil fastholde hjælp til Sydafrika: “Der er virkelig noget at komme efter her”

I over ti år har Sydafrika været et mellemindkomstland. Alligevel giver Danmark stadig ulandsbistand til landet. Ifølge udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S) er det et “velvalgt land”, som spiller en nøglerolle i forhold til at sikre stabilitet i Afrika.

Udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S) har besøgt Sydafrika, hvor han blandt andet har set nogle af de forskellige myndighedssamarbejder, der er mellem Danmark og Sydafrika. Et af dem handler om  at finde lækager fra rørene i vandforsyningen i byen Pretoria West. 
Udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S) har besøgt Sydafrika, hvor han blandt andet har set nogle af de forskellige myndighedssamarbejder, der er mellem Danmark og Sydafrika. Et af dem handler om  at finde lækager fra rørene i vandforsyningen i byen Pretoria West.  Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Christina Houlind

CAPE TOWN: Selvom Sydafrika siden 2010 har været kategoriseret som et mellemindkomstland, sender Danmark stadig millioner af kroner til landet hver år.

Og det vil regeringen fortsætte med – selv om udviklingsbistanden i dag er under et stort pres som følge af stigende inflation, et rekordhøjt antal mennesker på flygt og krig i Europa.

Men ifølge udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S) er de “relativt få millioner” til Sydafrika godt givet ud. 

I dag har Danmark ikke et landeprogram i Sydafrika, men det der bliver kaldt et målrettet partnerskab, der for omkring 20 millioner kroner om året arbejder  fokuseret med myndighedssamarbejde inden for grøn omstilling.

Så længe vi har stigende arbejdsløshed, udgør det en fare – ikke kun for Sydafrika, men for hele den sydlige region af Afrika.

Alvin Botes, Viceudenrigsminister, Sydafrika

“Vi skal prioritere udviklingsbistanden der, hvor gevinsten er størst, og Sydafrika er en af verdens største CO2-udledere. Hvis vi kan hjælpe dem på vej, er det godt for både Sydafrika og resten af verden,” siger han.

De seneste dage har ministeren besøgt Sydafrika – blandt andet for at markere det grønne partnerskab, som statsminister Mette Frederiksen (S) og Sydafrikas præsident, Cyril Ramaphosa, indgik tilbage i februar.

Arbejdsløshed er det største problem 

Besøget blev blandt andet brugt til at markere partnerskabet med en reception på den danske residens i Sydafrika. Opgaven er nu at lave en fælles handlingsplan, der skal sætte rammerne for det fremtidige samarbejde.

Fra dansk side er der særligt fokus på omstilling af energisektoren, der i dag primært forsynes af kul, og sikre mindre vandspild, da det også er en knap ressource i landet, som senest i 2018 var ramt af en omfattende tørke.

Ved receptionen var den sydafrikanske regeringen repræsenteret af Alvin Botes, der er viceudenrigsminister. Og selvom han udtrykte glæde for partnerskabet, understregede han, at udfordringerne med klimaforandringer og den grønne omstilling bliver overskygget af et langt større problem: Arbejdsløshed. 

Udviklingssamarbejdet i Sydafrika
  • Med en Gini-koefficient på 0,63 er Sydafrika ifølge World Population Review det mest ulige samfund i verden. 
  • Arbejdsløsheden er på 35,3 procent. 
  • 20 procent af befolkningen lever i ekstrem fattigdom. 
  • Cirka 80 procent af Sydafrikas elproduktion stammer i dag fra kulkraftværker. Landet er verdens femte største eksportør af kul, od landet er den 13. største CO2-udleder. 
  • I perioden 1996-2010 ydede DK omkring 2,5 milliarder kroner i udviklingsbistand til Sydafrika inden for menneskerettigheder, uddannelse, miljø, vand, udvikling af privatsektor og bekæmpelse af hiv/aids. 
  • Fra 2010 overgik samarbejdet med Sydafrika til at fokusere mere på handel og økonomisk diplomati. Over de seneste år er opbygget sektorsamarbejde inden for vand, bæredygtige byer og vedvarende energi med udsendte vækstrådgivere. Senest er der udsendt en investeringsrådgiver til ambassaden for at tiltrække danske og internationale investeringer til grønne projekter.

Kilde: Udenrigsministeriet
 

“Så længe vi har stigende arbejdsløshed, udgør det en fare – ikke kun for Sydafrika, men for hele den sydlige region af Afrika,” sagde han. 

Cirka 35,3 procent af Sydafrikas befolkning er arbejdsløse, omkring 20 procent lever i ekstrem fattigdom og derudover er det verdens mest ulige land. Og det er et stort problem anerkender Flemming Møller Mortensen.  

“Det er et af de mørkeste kapitler i mit besøg,” siger han.

Under besøget er den store ulighed sprunget i øjnene flere gange. Mens store Mercedeser fylder på vejene, ligger der hjemløse og sover i vejkanten, og folk står med skilte langs motorvejene som et analogt LinkedIn-opslag i et forsøg på at få et arbejde. 

Ifølge den danske minister skal arbejdsløsheden netop løses gennem grøn omstilling, da det er her fremtidens jobmuligheder ligger.  

“Hvis ikke energiproduktionen bliver omstillet, får vi aldrig knækket arbejdsløshedskurven,” siger han.  

Med partnerskabet vil Danmark og Sydafrika blandt andet:
  • Udvikle rammebetingelser til fordel for udbygning og integration af vedvarende energi i el-nettet 
  • Mobilisere investeringer og finansiering til at understøtte landets grønne omstilling 
  • Udveksle viden og erfaring inden for udvikling af bæredygtige byer 
  • Styrke dansk-sydafrikansk samarbejde og jobskabelse i fødevaresektoren blandt andet ved at udvikle et træningsforløb for unge landmænd 
  • Promovere menneskerettigheder i multilaterale fora 

Kilde: Udenrigsministeriet

Erhvervsstøtte eller ulandsbistand 

Ligesom den sydafrikanske minister er Flemming Møller Mortensen meget interesseret i at sikre stabilitet i Sydafrika. Det sidste år har i høj grad været prægende af en stigende ustabilitet på det afrikansk kontinent med militærkup i Sahel og en borgerkrig i Etiopien. Alle steder der har været højt prioriterede lande i det danske udviklingssamarbejde.  

“Der er mange ustabile regioner i Afrika. Hvis ikke der er vand og energi nok, er det grobund og krise og konflikter. Derfor er det vigtigt at den danske udviklings-, udenrigs- og sikkerhedspolitik går hånd i hånd. Med partnerskabet kan vi være med til at sikre adgang til vand og grøn energi,” siger han.

Samtidig håber ministeren at partnerskabet kan åbne verdens øjne for danske teknologier.  

Er det ikke mere erhvervsstøtte, end det er udviklingsbistand?  

“Det her er i højeste grad klimabistand, som skal løse Sydafrikas problemer og verdens problemer. Vi har brug for en verden med mere energi, og det skal være ren energi. Der er virkelig noget at komme efter her. Men det er en helhedsorienteret indsats, og det har det altid været. Det er et spørgsmål om klima, verdens sikkerhed og naturligvis også danske interesser,” siger han. 

Politisk løftestang 

Det danske myndighedssamarbejde i Sydafrika arbejder blandt andet med at forbedre administrationen af vand og lave et vindatlas så man kan se, hvor det giver mening at opsætte vindmøller.  

Den danske ambassadør i Sydafrika, Tobias Elling Rehfeld, kalder partnerskabsaftalen “en politisk løftestang” for det arbejde, som ambassaden laver. De nuværende programmer arbejder nemlig allerede målrettet med grøn energi, bæredygtige byer og vand. 

“Men nu har vi en politisk blåstempling på højeste politiske niveau af, at det er noget, begge regeringer vil, og det hjælper vores arbejde,” siger han.  

Handlingsplanen forventes præsenteret til efteråret.

Bag om artiklen

Altinget har rejst til Sydafrika fra 2. til 5. maj 2022 med en delegation fra det danske udenrigsministerium, der blandt andet talte minister for udviklingssamarbejde Flemming Møller Mortensen (S). 

Al transport er betalt af ministeriet gennem et rejsestipendium. Ministeriet har også betalt for dele af forplejning. Altinget har selv betalt for hotelophold. 

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Flemming Møller Mortensen

MF (S), fhv. minister for udviklingssamarbejde og for nordisk samarbejde
sygeplejerske (Sygeplejeskolen i Aalborg 1988), salgsuddannet (AstraZeneca 2004)

Tobias Elling Rehfeld

Ambassadør til Sydafrika, Angola, Botswana, Eswatini, Mozambique, Namibia, Lesotho, Zambia og Zimbabwe
cand.jur. (Københavns Uni.)