Uffe Elbæk har meldt sig ud af Radikale

Kære facebook-venner (I må meget gerne dele dette opslag)

Jeg synes, at I skal vide, at jeg har besluttet fra i dag at træde ud af den radikale gruppe og dermed også træde ud af det parti, jeg har været medlem af gennem så mange år. For at blive politisk løsgænger, eller mere præcist: At blive et partipolitisk uafhængigt medlem af Folketinget.

Der er ikke tale om en hovsa-beslutning, men derimod om et velovervejet og gennemtænkt valg, som har været umådeligt svært at træffe. For, som jeg altid har sagt, er Det Radikale Venstre det mindst ringe parti. Det sagde jeg, da jeg repræsenterede partiet i Aarhus Byråd og det siger jeg stadig, hvor jeg indtil i dag har været en del af den radikale gruppe i Folketinget.

Det Radikale Venstre har været mit politiske omdrejningspunkt gennem små 15 år, hvor jeg har haft det privilegium at arbejde sammen med rigtig mange gode radikale. I Aarhus fra 2001 til 2007, hvor Peter Thyssen og jeg udgjorde det radikale team i Aarhus Byråd. Og i dag hvor jeg gennem de sidste to år har været en del af et dygtigt og seriøst hold af radikale folketingsmedlemmer. Mennesker jeg har respekt for, både fagligt som personligt. Alle har de en nuanceret og konstruktiv tilgang til det politiske arbejde.

Når jeg efter lang tids overvejelse alligevel er nået frem til den beslutning, at det er bedst for både Det Radikale Venstre og undertegnede at vores veje skilles, skyldes det en række politiske beslutninger og prioriteringer både i partiet og i regeringen, som jeg har det meget svært med.

Længe har jeg befundet mig i et dilemma mellem på den ene side min loyalitet overfor mit parti og min regering og på den anden side min loyalitet overfor den kontrakt jeg har til de vælgere der har stemt på mig.

Jeg har i den radikale gruppe argumenteret for, hvor vigtigt det er, at vi som parti og regering formulerer en progressiv centrum-venstre-strategi for Danmark. Derfor vil jeg også fremover pege på Helle Thorning-Schmidt som statsminister. Også selvom det er den selvsamme centrum-venstre-regerings politik og prioriteringer, der er årsagen til min beslutning om at træde ud af den radikale gruppe. Det kan lyde som et paradoks, men det er det ikke. For jeg ved, hvad alternativet er til den nuværende regering. Og det er på ingen måder ønskværdigt.

Jeg vil en centrum-venstre-retning for Danmark. Men jeg har samtidig behov for som folkevalgt at kunne ytre mig - frit og uden strategisk filter - i den offentlige debat, når min regering ikke lever op til de krav og forventninger, jeg har til den politik den fører. Det har jeg ikke kunnet, hvis jeg samtidig skulle indordne mig under de grupperegler for god kollegial politisk opførelse vi har i den radikale gruppe.

Sådan har jeg også selv argumenteret overfor mine nærmeste, når de ikke kunne forstå, hvorfor jeg med mine holdninger til presse og ytringsfrihed og gennemsigtighed i offentlig forvaltning, alligevel bakkede eksempelvis beslutningen om at tage sendetilladelsen til Roj-TV, eller da jeg stemte for offentlighedsloven. Alle, der er tæt på mig ved jo, at jeg har haft mere end svært ved netop disse beslutninger. Ja, at jeg var direkte imod dem. Men hver gang jeg har fået disse undrende spørgsmål, har jeg sagt - også offentligt - at min kritik har jeg rejst indadtil. Men når først den radikale gruppe har taget stilling, så bakker jeg gruppens beslutning op.

Gennem de sidste tre-fire måneder har jeg haft sværere og sværere ved at kunne stå indenfor den måde at være politiker på. Det har været en dyb personlig frustration ikke at kunne kalde en skovl for en skovl og en spade en for spade. Og hvis jeg så alligevel gjorde det, som eksempelvis i sagen om Edward Snowden, eller da jeg kritiserede først Bjarne Corydon og bagefter Henrik Sass Larsens lovprisning af konkurrencesamfundet, har det naturligt nok skabt irritation i den radikale gruppe. Så meget, at min gruppeformand flere gange har måtte markere overfor mig, at mine solo-udmeldinger ikke var særligt politisk smarte og at de skabte en voksende irritation hos mine radikale kollegaer.

Jeg ønsker hverken at være illoyal over for partiet eller for den sags skyld være en belastning for mine radikale kollegaer. På den anden side ser jeg i de nævnte sager et politisk mønster, der sætter mine social-liberale værdier under et principielt pres.

Roj-TV-sagen og offentlighedsloven strider grundlæggende mod det, jeg opfatter som kernen i det danske demokrati. Nemlig ytringsfriheden og muligheden for at se magten over skuldrene - uagtet hvem regeringen er. Og udtalelserne om, at konkurrencestaten skulle være den nye velfærdsstat, tegner et helt andet Danmarks-billede end det, jeg personligt gik på valg på. Grunden til at jeg overhovedet stillede op ved sidste valg, var jo netop at få et langt mere solidarisk, fællesskabsorienteret, empatisk og kreativt Danmark. Absolut ikke en konkurrencestat.
Som sommermånederne gik, blev det mere og mere tydeligt for mig, at der ikke længere bare var tale om enkeltsager, jeg var uenig i. Nej, der er tale om en egentlig politisk retning og strategi for Danmark, som jeg har svært ved at stå på mål for.

Ovenstående holdninger har jeg på forskellig vis og på forskellige tidspunkter luftet både i gruppen og overfor min gruppeformand. Så konkret, at jeg for nogle uger siden fortalte Sofie Carsten Nielsen, at jeg frem til 1. januar ville overveje min politiske fremtid. Hermed ment, at jeg ville bruge tiden på at vurdere, om jeg skabte nok politisk værdi i min rolle som radikalt folketingsmedlem.

Så min plan var egentlig først at tage en beslutning om min potentielle politiske fremtid ved årsskiftet. Men så skete der to ting. Den første var, at jeg fik endnu en irettesættelse pga. af min kritik af Henrik Sass Larsens udtalelser i Information. Det andet var regeringens beslutning om at droppe den øremærkede barselsorlov til mænd. Det var de to begivenheder, der fik det berømte bæger til at flyde over.

Derfor har jeg nu i ti dage tænkt, tænkt og atter tænkt. Jeg har gennemgået alle mulige og umulige fremtids-scenarier. Hvad var fordele og ulemper ved at blive i gruppen? Hvad var fordele og ulemper ved at forlade gruppen?
Jeg har ligget søvnløs op til flere nætter. Fordi jeg selvfølgelig befandt mig i et stort dilemma både følelsesmæssigt og politisk. Mellem på den ene side min loyalitet overfor regeringen og ikke mindst mit parti og på den anden side min loyalitet overfor mine grundværdier, samfundssyn og den politiske kultur, jeg tror på.

Det var det sidste der vandt. Derfor har jeg besluttet at blive løsgænger. Det har som sagt på ingen måde været et let valg. Men til gengæld et nødvendigt valg.
Jeg ved, at jeg kommer til at savne det politiske fællesskab, jeg har haft med mine radikale kollegaer og min respekt for den radikale gruppe er intakt. Jeg vil bare noget andet. Jeg vil en anden politisk vej - en anden politisk kultur.

Så nu skilles mine og Det Radikale Venstres veje altså og jeg tager de første skridt ud af en politisk sti, som jeg endnu ikke ved, hvor ender. Dog ved jeg, at jeg ikke kommer til at melde mig ind i et af de andre centrum-venstre-partier i Folketinget. Jeg er jo stadig social-liberal. Jeg tror på vigtigheden af det sociale fællesskabs forpligtigende nødvendighed, men samtidig også på det enkelte menneskes ukrænkelige frihed, entreprenante skaberevne og dermed ansvar for eget liv.

Hvordan rammerne for mit nye politiske liv skal se ud, ved jeg som sagt endnu ikke. Det vil jeg bruge de næste par måneder til at afsøge. Men jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg har lyst til at skabe en ny politisk platform. Så jeg er ikke færdig med politik.

De bedste hilsener

Uffe