Køb abonnement
Annonce

Myndigheder taler nu om et "droneangreb": "Det hidtil mest alvorlige anslag," siger Mette Frederiksen

Foto: Steven Knap/Ritzau Scanpix
23. september 2025 kl. 06.50, opdateret 23. september 2025 kl. 15.45

Luftrummet over Københavns Lufthavn måtte omkring klokken 20.30 lukke, efter at to-tre ukendte droner var observeret i luften i nærheden af lufthavnen.

Det betød, at al flytrafik blev indstillet i fire timer. 

Politiet oplyste natten til tirsdag, at dronerne ikke blev taget ned af de danske myndigheder, men at de forsvandt af sig selv. 

Københavns Politi har tirsdag morgen klokken 07.00 afholdt et pressemøde, hvor de har opdateret om situationen.

Det er en aktør, der har nogle kapaciteter, vilje og redskaber

Jens Jespersen
Ledende politiinspektør, Københavns Politi

Her fortalte ledende politiinspektør Jens Jespersen, at man lige nu mener, at det er en "kapabel aktør", der står bag droneaktiviteten. 

"Intet indikerer, at dem, der står bag de her droner, har til hensigt at skade nogen," sagde politiinspektøren. 

"Man er ude på at vise sig frem og måske øve sig."

På et opfølgende pressemøde tirsdag morgen har Anne Tønnes, politidirektør i Københavns Politi, og Flemming Drejer, operativ chef i PET, opdateret yderligere om situationen, som nu betragtes som "et droneangreb".

"Det er vores kritiske infrastruktur, og derfor kalder jeg det dét, jeg gør. Jeg synes, det er en meget alvorlig situation," sagde politidirektøren.

"Fra PET's side ser vi selvfølgelig også det her som ekstremt alvorligt," supplerede Flemming Drejer. 

Læs også

Københavns Lufthavn var de første til at observere dronerne, som ifølge myndighederne fløj ind fra forskellige retninger, mens de blinkede med projektørerne. Dronerne var "store droner", lød det på pressemødet.

Det er uvist, hvor de fløj hen, da de forlod lufthavnsområdet.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har tirsdag formiddag kommenteret hændelsen i et skrifteligt svar til flere medier.

"Det, vi har set i går aftes, er det hidtil mest alvorlige anslag mod dansk kritisk infrastruktur," lyder det til blandt andet TV 2.

Stod russerne bag?

Ifølge statsministeren siger hændelsen noget om, hvad vi som samfund "skal være klar til at kunne håndtere", skriver TV 2.

"Politiet vurderer, at der er tale om en kapabel aktør, og Københavns Politi arbejder tæt sammen med PET, Forsvaret og internationale samarbejdspartnere om efterforskningen, der altså er i fuld gang," udtaler hun.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har på det sociale medie X antydet, at russerne står bag de ukendte droner. 

Læs også

Den teori er hverken blevet be- eller afkræftet på dagens pressemøder, men ledende politiinspektør Jens Jespersen uddybede fra morgenstunden, hvad der ligger i begrebet "kapabel aktør".

"Det er en aktør, der har nogle kapaciteter, vilje og redskaber til at vise sig frem på den her måde," sagde han og tilføjede:

"Det siger jeg i forhold til antallet af og størrelsen på dronerne, deres flyvemønster, og det at i de lang tid kunne operere inde over lufthavnen, altså i fire timer."

I et interview med TV 2 efter morgenens første pressemøde, ville den ledende politiinspektør ikke udelukke, at droneaktiviteten kunne være en del af et russisk hybridangreb.

"Det vil være fjollet ikke at gøre. Jeg kan ikke udelukke, at det er det, der tale om," sagde han.

Samme toner lyder fra statsministeren.

"Vi udelukker selvsagt ikke nogen optioner, i forhold til hvem der står bag," udtaler hun.

PET-chefen kom på det seneste pressemøde også ind på, om der er tale om et hybridangreb.

"Jeg kalder det en hybrid hændelse, hvis det er en statslig aktør. Der behøver man ikke lave et angreb, der siger bum. Så er det nok at forstyrre vores lufttrafik og gøre os usikre," sagde Flemming Dreyer.

Rusland: Grundløse beskyldninger

Russerne selv har tirsdag ved middagstid afvist, at dronerne skulle være deres værk.

Ifølge DR skriver det russiske nyhedsbureau Interfax, at Vladimir Putins talsmand Dmitrij Peskov kalder beskyldningerne er ubegrundede. 

"Vi hører grundløse beskyldninger derfra hver gang," siger han.

"Måske burde en part, der indtager en alvorlig, ansvarlig holdning, ikke komme med den slags grundløse beskyldninger."

Et dilemma at skyde droner ned

Myndighederne har flere gange understreget i løbet af dagen, at de ikke vurderer, at dronerne havde til hensigt at angribe.

"Vi ved ikke, hvad baggrunden er, men vi er ikke vidne om, at der har været konkrete faresituationer for nogle personer," sagde ledende politiinspektør Jens Jespersen blandt andet på morgenens første pressemøde.

Her blev der også spurgt ind til, hvorfor myndighederne ikke skød dronerne ned i løbet af de fire timer, de blev observeret i området nær lufthavnen.

"Det er et dilemma for os, om vi skal få ting til at falde ned over himlen, for det er en skidt kombination over en lufthavn med fly og mennesker," sagde Jens Jespersen.

"Man skal tænke sig rigtig godt om, før man gør det."

Luftrummet er igen åbnet over Københavns Lufthavn, hvor der stadig er forsinkelser i trafikken.

31 fly, der skulle have landet i København, måtte i nat omdirigeres til andre lufthavne. Forsinkelser og aflysninger vil fortsætte i løbet af dagen, oplyste myndighederne på pressemødet. 

Læs også

Annonce
Annonce
IconNyeste job
Vis alle

Annonce

Nyhedsoverblik




Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026