Ungarn, Polen eller EU: Hvem vinder kampen om de europæiske værdier?

Pigtrådshegn ved grænsen. Angreb på demokratiske institutioner og ytrings-, forsknings- og pressefriheden. Tvangspensionering af dommere, forfølgelse af ngo’er, antisemitisme og en lemfældig omgang med retsstatsprincipper.

Det har ikke ligefrem skortet på negative overskrifter om de centraleuropæiske lande i de senere år. Specielt Ungarn under Viktor Orbán og Polen under det nationalkonservative parti Lov og Retfærdighed har været leveringsdygtige.

Selvom det i år er 30 år siden, Muren faldt, er der stadig – eller rettere igen – grund til stor bekymring, når det kommer til den politiske udvikling i de to tidligere kommunistiske lande, lyder det fra vestlige medier, forskere, intellektuelle og politikere, der advarer mod halvdiktatoriske tilstande.

Vibe Termansens bog kan anbefales til enhver, der ønsker at blive klogere på de centraleuropæiske landes historie og den politiske situation i specielt Ungarn og Polen i dag.

Kristian Andersen
Debatredaktør, Altinget

Men hvad er historien bag Centraleuropas udvikling, og kan den være med til at forklare Ungarn og Polens ageren i dag? Og hvad tænker landene selv om den politiske situation – og om forholdet til EU? Det forsøger journalist og historiker Vibe Termansen at gøre os klogere på i sin nye bog ’Kampen om Centraleuropa’.  

Det lykkes langt hen ad vejen. Hun har skrevet en ganske nuanceret og oplysende bog om de centraleuropæiske lande og deres mildt sagt blodige historie. En historie, der er gået fra at være en kamp om landegrænser, til i dag at være en kamp om europæiske værdier. Men bogen har også sine svagheder, som vi vender tilbage til senere.

Såkaldt stærke mænd af Hitler- og Stalin-kaliber ville tisse i bukserne af grin og iværksætte et mindre folkedrab, før EU kunne få taget sig sammen til så meget som at indkalde til en høring.

Vibe Termansen
Journalist og historiker

Første del tager læseren 100 år tilbage til Første Verdenskrig og tiden derefter, hvor grundridset til grænserne i Centraleuropa, som vi kender dem i dag, blev tegnet. Termansen præsenterer os for ikke mindre end tre konkurrerende centraleuropa-begreber, der kæmpede om at definere de fremtidige grænser; ”det tjekkoslovakiske, der vandt, det tyske, der tabte fuldstændig, og det polske, der blev delvis gennemført”.

Det var dermed langtfra alle, der fik deres ønske om national selvbestemmelse opfyldt. Ungarn mistede for eksempel godt og vel to tredjedele af sit territorium og sin befolkning.

Kampen om værdierne
I dag er Europa ikke ved at rejse sig efter en udmattende verdenskrig, og grænserne er ikke til diskussion. Som Termansen påpeger i anden del af bogen – der er klart den stærkeste – handler diskussionen nu om, hvem der har de ”rigtige” værdier, den sande kultur, historie og religion. Politikere i specielt Polen og Ungarn bruger selektivt udvalgte dele af historien til at skabe narrativer, der kan give medvind i befolkningen:

Sat på spidsen står på den ene side EU og de vestlige medlemslande, der ifølge regeringerne i Ungarn og Polen ikke forstår Centraleuropas særlige historie. På den anden side står regeringerne i Ungarn og Polen, der blot forsøger at forsvare deres befolkninger mod "det dekadente, homoseksuelle, sekulære Vesteuropa" og de udefrakommende farer. Blandt andet muslimsk indvandring. Som Polens udenrigsminister Witold Waszczykowski formulerede det i 2016, da han skulle forklare, hvad der i hvert fald ikke var traditionelle polske værdier: ”(…) en verden af cyklister og vegetarer, der udelukkende er afhængige af vedvarende energi og bekæmper enhver form for religion.”

Når man har læst Termansens bog og dermed kender til både Ungarn og Polens historie, der indbefatter død og ødelæggelse under Første og Anden Verdenskrig og efterfølgende kommunistisk styre, kan det ikke undre, at man i disse lande er på vagt over for mulige imperialistiske tendenser fra EU’s side, som Termansen også påpeger.

Det er dog ingen undskyldning for at overtræde EU’s fælles værdisæt om demokrati, retsstat og menneskerettigheder.

Det fodslæbende EU
”En stat kan ikke skrive under på en unions værdisæt, modtage alle fordelene, derunder kontante og sikkerhedsmæssige, og så forbryde sig mod selvsamme værdier”, skriver Termansen og opfordrer derfor til, at EU lukker pengekassen i.

Hvad reaktionerne i henholdvis Ungarn og Polen i så fald ville være, kommer Termansen desværre ikke ind på. Man kunne for eksempel forestille sig, at det ville give endnu mere medvind til fortællingen om EU og de vestlige medlemslande som "fjenden" og dermed give endnu større vælgeropbakning til regeringerne i Ungarn og Polen. 

Hun udstiller herefter ret så morsomt EU’s manglende evner – eller vilje – til at reagere over for Ungarn og Polens overtrædelser af EU-traktaten:

”Såkaldt stærke mænd af Hitler- og Stalin-kaliber ville tisse i bukserne af grin og iværksætte et mindre folkedrab, før EU kunne få taget sig sammen til så meget som at indkalde til en høring”. Så er det sagt.

Og hvad bliver konsekvensen, hvis EU ikke handler? Det har Termansen også svaret på: ”Hvis man ikke sætter foden ned, når medlemsstater overtræder ”grundloven”, EU-traktaten, men blot lader stå til, fordi man ikke helt kan overskue, hvad de besværlige stater vil gøre, hvis de ikke får deres vilje – så ender man med et EU, som ikke ved, hvad det selv betyder. Hvad det skal. Hvad det må og ikke må.”

Termansen gør desuden klogeligt læseren opmærksom på, at man ikke kan beskylde ”Polen” eller ”Ungarn” for at være illiberale og autokratiske. Det er regeringerne i Ungarn og Polen, man skal rette sin kritik imod. Og selvom regeringerne har stor vælgeropbakning, er der stadig mange af borgerne, der ønsker en anden retning. Ligesom der er mennesker i Vesteuropa, der ønsker en illiberal retning. En pointe, mange vestlige medier glemmer i dækningen af Ungarn og Polen.

Regeringskritikerne i Ungarn og Polen får desværre kun meget lidt plads i ’Kampen om Centraleuropa’, hvilket er ærgerligt. Specielt når man tænker på, at dele af bogens første halvdel kunne have været skåret væk.  

For mange sidespor
Der er nemlig for mange sidespor i fortællingen, der gør, at den røde tråd til tider går tabt.  

Kapitlet om Tjekkoslovakiets centraleuropabegreb forvandler sig for eksempel pludselig til et større portræt af Tomáš Masaryk, Tjekkoslovakiets første præsident og ”nationens fader”. Bevares, han har da haft et interessant liv. Endog ”spændende som en spionroman”, som Termansen skriver. Men er det - i denne bogs sammenhæng - relevant at vide, hvad han ynder at spise til morgenmad, frokost og aftensmad? Nej, det er det ikke.

Bogens første del er i det hele taget lidt for usammenhængende og har for mange unødvendige oplysninger og historier med, der ikke er afgørende for bogens centrale pointer.

Det ændrer dog ikke på, at Vibe Termansens bog kan anbefales til enhver, der ønsker at blive klogere på de centraleuropæiske landes historie og den politiske situation i specielt Ungarn og Polen i dag.

Vibe Termansen: ’Kampen om Centraleuropa’, 216 sider, Gads Forlag