Ungdomspolitikere leger voksne, men deres analyser emmer af indbildt omnipotens 

Fra børn og fulde folk skal man høre sandheden, siger mundheldet. Fra danske ungdomspolitikere, der vel undertiden falder i begge kategorier, hører man dog mere hyppigt nogle af tidens mindst velfunderede samfundsanalyser – i reglen fremført med en frembrusende selvsikkerhed, der på én gang emmer af begæret efter at lyde voksen og umiskendeligt ligner spædbarnets indbildte omnipotens.

Til trods for at jeg gennem tiden har haft meget stor eksponering for ungdomspolitikere, ikke mindst da jeg var statskundskabsstuderende ved Københavns Universitet, er det aldrig lykkedes mig at udvikle immunitet over for den sydende irritation, som disse analyser vækker hos mig.

Af samme grund lytter og læser jeg meget sjældent medieindhold, hvor ungdomspolitikere udfolder deres halvudviklede talent for debatsport. Dét er livskvalitet for mig.

Tilfældet ville dog i denne uge, at jeg på sociale medier faldt over nogle meget ungdomspolitikeragtige udtalelser fra landsformanden for Venstres Ungdom, Maria Ladegaard, hvis mærkesag – og hidtil største claim to fame – synes at være et forslag om, at folkepensionen skal afskaffes.

Over en kam må man forstå, at folkepensionister altså sidder og "drikker chablis", mens unge mennesker pukler og er deprimerede

Johanne Dalgaard

Udtalelserne faldt i forbindelse med, at hun var gæst i podcasten "Den Blå Time", der udgives af det borgerlige medie Kontrast.

Hendes begrundelse for at afskaffe folkepensionen er, at den er noget, der går til mennesker, der "sidder i deres store villaer og er færdige med at betale af (på boligen, red.)" og hver måned får "6.000 kroner kastet i nakken bare for at trække vejret", mens de får tilskud til "det ene og det andet: tandpleje, proteseben og jeg ved fandeme ikke hvad". Det provokerer hende, efter hendes udsagn, "helt vildt".

Svadaen indledes pligtskyldigt med det rituelle forbehold om, at der selvfølgelig er nogen, der lever af deres folkepension, og dem skal man – allernådigst – holde hånden over. "Vi skal selvfølgelig ikke sende nogen på gaden, i hvert fald ikke lige med det samme". Jaså. Men over en kam, må man forstå, sidder folkepensionister altså og "drikker chablis", mens unge mennesker pukler og er deprimerede.

Jeg ved ikke, hvad VU-formandens egen baggrund er, eller om hun eventuelt har forældre, der kan forvente at leve i sus og dus, når de går på pension, siden hun går rundt med indtrykket af, at livet som pensionist er en never-ending luksusferie.

Jeg ved heller ikke, hvorfor det skulle være særskilt urimeligt, at man efter et langt arbejdsliv skulle kunne leve komfortabelt – og uden økonomiske bekymringer. Urimeligt forekommer det til gengæld, at man ikke skulle kunne få tildelt en benprotese, når man har fået benet sat af, uden at gøre sig til genstand for unge menneskers misundelse.

Men noget andet er, at de fleste pensionister rent faktisk ikke vader i overflod. I virkelighedens verden forholder det sig sådan, at 60 procent af danske pensionister modtager den fulde folkepension, hvilket kræver, at man maksimalt må have andre indtægter på 90.000 kroner årligt. De lever altså stort set udelukkende af folkepensionen.

Maria Ladegaard kunne passende rette sin intergenerationelle indignation mod den omfordeling af værdier, der finder sted via skattefri gevinster på boligmarkedet

Johanne Dalgaard

Det er et billede, der forventeligt vil ændre sig over de kommende årtier, fordi flere er blevet bevidste om at spare op til alderdommen og dermed vil modtage mindre i folkepension. I den forstand kan VU-formanden jo berolige sig med, at der allerede er sat gang i en slags privatisering af pensionssystemet.

Som repræsentant for partiet bag flosklen om, at "det skal kunne betale sig at arbejde", kunne Maria Ladegaard passende rette sin intergenerationelle indignation mod den omfordeling af værdier, der finder sted via skattefri gevinster på boligmarkedet.

Her kan man virkelig tale om at rage til sig uden nogen form for modydelse til fællesskabet. Det eneste, man her har præsteret for at score en milliongevinst, er at have købt de rigtige mursten, før markedet gik fuldstændig amok.

Når næste generation skal bosætte sig og stifte familie, må den i stedet gældsætte sig op over begge ører, i det omfang det overhovedet er muligt, eller alternativt bo trangt og kaste månedlige penge ned i huslejehullet.

Men det er måske en realitet, der først for alvor rammer, når man er blevet for gammel til ungdomspolitik.