Unge politikere gør folkestyret ære

SKUD FOR BORGEN: Mens aktuelle bøger spår demokratiets død, er der håb forude hos tre nyvalgte, unge politikere fra DF, SF og K, skriver Altingets udgiver, Rasmus Nielsen.

Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Rasmus Nielsen

Den nye udgave af Altinget: magasin – som bekendt et trykt månedsmagasin – starter optimistisk og slutter pessimistisk på demokratiets vegne.

Sidst i magasinet, hvis forside prydes af Arthur Cammelbeecks morsomme foto af en spisende, skeptisk fødevareminister, er der traditionen tro boganmeldelser.

Og igen er bøger om demokratiets krise i fokus. Magasinets belæste redaktør, Esben Schjørring, uddeler fem af seks "A'er" til den britiske professor David Runcimans "Sådan ender demokratiet", mens Adam Holm står klar med fire "A'er" til Mogens Herman Hansen for "Hvordan forvrænger populismen demokratiet?".

Når såvel tænkere som os praktikere på de politiske redaktioner er bekymret for demokratiets svækkelse, er der desto større grund til at glæde sig over, når unge politikere evner at modvirke den omsiggribende politikerlede.

Magasinet indledes således med et meget læseværdigt interview af Altingets journalist Emma Qvirin Holst. Hun har sat tre unge folketingsmedlemmer stævne til en samtale om deres første valgperiode.

Idéen kunne sådan set være trukket i redaktørens mellemste skrivebordsskuffe for lager-idéer, og den kunne sagtens være endt gabende, hvis ikke netop de tre politikere var med på den. Og med journalisten om den fjerde, ligeværdige part, der uden tvivl har fået de tre folkevalgte til at føle sig trygge og har givet dem mod på at åbne sig op og fortælle uden filter og spin.

Emma Qvirin Holst er journalistuddannet på Altinget og i dag et af de faste ankre, der sidder i redaktionssekretariatet på fjerde sal og får forsiden til at spille opdateret og velredigeret.

Men hun kan afgjort også selv skrive. Sådan letflydende, vedkommende, og - hvis emnet tlllader det, som hér - også gerne med vid og humor.

De tre unge politikere har allerede hver især gjort sig gældende som lysende repræsentanter for dansk folkestyre: Mette Abildgaard (K), Jacob Mark (SF) og Peter Kofod Poulsen (DF).

Læs også

De tre har sat sig sammen ved bordet med journalisten som det fjerde ben til en veloplagt samtale om at træde fra ungdommen direkte ind på de ædle, magtfulde gange på Christiansborg.

Heldigvis er de dage forbi, hvor en venstrefløjspolitiker ikke ville sidde til bords med en fra Dansk Folkeparti. Tværtimod lyser den gensidige respekt trioen imellem ud mellem linjerne.

Når man læser artiklen, så læg mærke til, hvordan man oplever, at man er med til en samtale mellem folkevalgte, der taler uden filter og bare som de oplever hverdagen på Christiansborg. Det er så dejligt menneskeligt og uhøjtideligt, at det kun kan sænke politikerleden og hejse flaget for folkestyret.

Den konservative gruppeformand og politiske ordfører, Mette Abildgaard (29), er begunstiget med en venlig og nærværende, naturlig personlighed, der betyder så meget i politik.

Hun fortæller, hvordan hun en af de første dage på Borgen havde været energiordfører i ti minutter og så blev spurgt af en fagjournalist, hvordan Konservative ville sammensætte Elreguleringsudvalget. Tag den. Hun havde 14 politiske områder at tage vare på i den lille folketingsgruppe med regeringsansvar. Eller hun fortæller om, hvordan hun i sit første år som folketingsmedlem var med til at trække tæppet væk under en minister.

"Man er meget bevidst om, at den minister har man måske mødt 14 dage siden til et eller andet arrangement, hvor hun havde sine børn med," som Mette Abildgaard udtrykker det.

SF's gruppeformand, Jacob Mark (26) er en usædvanlig, bemærkelsesværdig politiker. Dybt seriøs, ubestikkelig substanspolitiker, der kan virke lidt genert og tør, men i artiklen folder sig ud med lune og selvironi, der føjer nye facetter til hans karakter.

Han er nr. to i SF, og i artiklen er der to skrald-morsomme tøj-anekdoter, som jeg bliver nødt til at citere. Klæder skaber jo folk, selv typer af den gamle, ordentlige skole som Jacob Mark:

1. ”Jeg har sjældent set min formand så glad, som dengang vi skulle til et arrangement med Dronningen, hvor jeg så mødte op i mit stiveste puds med slips og det hele. Så kiggede hun på mig sådan inderligt, lidt ligesom en mormor, og sagde, hvor er du nydelig. SF’er med slips."

2. ”Åh, det var en mandag, og jeg havde en hjemmearbejdsdag. Så skulle jeg bare lige over og hente min computer på Borgen. Så jeg havde bare nogle jeans på, hvor der var huller i, og en Ralph Lauren polo. Jeg har lignet en, der lige var kommet ud af gymnasiet. Og så ringer Pia (Olsen Dyhr, formand for SF, red.) og siger, ’Jacob, du er nødt til at gå op i Statsministeriet om fem minutter, fordi vi skal underrettes om grænsekontrollen’.
Jeg var rundt på alle SF’s kontorer for at se om, der var nogen, der havde en skjorte. Men det var der bare ikke, og så måtte jeg gå derover, som jeg var. På det tidspunkt var jeg helt ny, så der var ikke en kæft, der vidste, hvem jeg var. Der sad så tre ministre, hvoraf den ene er statsministeren, mens jeg sidder ved siden af Mette Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl og så en af ministrene, der tydeligvis ikke har set mig før. ’Hvem fanden er du,’ spørger han. Han ringede så og undskyldte til Pia efterfølgende.”

Jacob Mark siger forbløffende ærligt i artiklen, at han blev gruppeformand ni måneder efter valget men følte overhovedet ikke, at han var klar til at være det, "og jeg følte heller ikke, at jeg havde kompetencerne til at være det".

Man kan mærke Jacob Mark i et citat som dette:

”Det sværeste er det, som man skal vælge fra. Jeg kan sidde med fire sager på et af mine områder og vide, at jeg kun har tid til én af dem. Jeg ved, at de tre andre også er vigtige, men det er bare vilkårene. Man bliver virkelig god til at prioritere herinde, men man går også lidt med en dårlig samvittighed hele tiden. Jeg har lige siddet til et møde, hvor de kom med en skidegod idé, og der ved jeg allerede nu, at det vil jeg først kunne løfte efter et valg. For frem mod næste folketingsvalg har vi nogle prioriterede sager, som vi kører som perler på en snor. Og så er der alt det i privaten, man også skal vælge fra. Man ser venner og familie mindre.”

Så er der endelig Dansk Folkepartis talent, retsordfører Peter Kofod Poulsen (28), som de venter sig meget af i partiet. Han fortæller med rank ryg om, hvor hans grænse for den for enhver politiker iboende trang til at komme i medierne går:

”Jeg har et konkret eksempel fra for nylig, hvor en journalist ringer og præsenterer en historie, og spørger, hvad man tænker om det? Jeg syntes som udgangspunkt ikke, at der var det store problem. Konklusionen var, at så var jeg ikke interessant. Så ringer han til en af de andre, som er sure og måske vil indkalde til et samråd.
Jeg kom ikke med, og jeg tænkte, skal jeg indkalde til et samråd for at komme med i en artikel? Og nej, jeg er ikke spor bedre end alle mulige andre og er også før hoppet lige i fælden. Men journalister skal også tænke over, om man ringer og har den tilgang, at der skal indkaldes til et samråd, eller om man ringer for at høre, hvorfor vi mener det, som vi gør.”

Det skal blive spændende at følge Peter Kofod Poulsen. Der er lang og farlig vej til toppen af det store parti, men han har en god alder i forhold til de siddende topfolk. Så vent og se, om han kan administrere sit talent. Og har lyst til at betale prisen for at være i front.

De tre unge politikere gør folkestyret ære og vil forhåbentlig blive genvalgt, indtil en eller dem alle en dag formentlig vælger en karriere uden for Christiansborg. Bare folkestyret får lov at trække på dem nogle år endnu. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jacob Mark

MF, gruppenæstformand (SF)
bachelor i journalistik, politik og administration (Roskilde Uni. 2017)

Mette Abildgaard

MF og politisk ordfører (K), formand for Statsrevisorerne
cand.soc. i offentlig forvaltning og kommunikation (Roskilde Uni. 2013)

Peter Kofod

MF (DF)
lærer (UC Syddanmark 2015)

0:000:00