Unicef: Nej, den syriske flygtningekrise er ikke forbi

DEBAT: Syrien er fortsat et land i krise, og vi bør have fokus på genopbygningen af landet fremfor hjemrejsefeber på syrernes vegne, skriver Line Grove Hermansen, Unicef, der har besøgt det krigshærgede land. 

Af Line Grove Hermansen 
Kommunikationsdirektør, Unicef Danmark

Syrerne vender hjem. Sådan har budskabet lydt i danske nyhedsmedier i den seneste tid. Historier om, at syriske flygtninge i Tyrkiet og Libanon pakker deres ting og stiger om bord på envejsbusser og bevæger sig mod hjemlandet, har fyldt godt i den ene nyhedsudsendelse efter den anden.

Danmarks Radio har kørt hele nyhedsudsendelser med historien som gennemgående. Den slags rapporter giver bestemt et glimt af håb for syrere med hjemve – og nok også for de mange vestlige ledere med udlængsel på de store asylgruppers vegne.

Sidst, der kom lignende meldinger, udløste det spørgsmål, om hvorfor syriske flygtninge i Danmark ikke er på vej hjem, når deres landsmænd i Syriens nærområder åbenbart kan finde den trafik lovende og tryg. Er man enig i præmissen om, at flygtninge opholder sig her midlertidigt og skal hjem, så snart det er muligt, kunne det se ud, som om hjemrejsetidspunktet er ved at indfinde sig.

Men præcis som dengang er billedet noget mere mudret, end man umiddelbart skulle tro.

Flygtningekrisen er langtfra overstået
Baggrunden for historierne om syrernes tilbagerejser er tal fra FN’s flygtningeorganisation, UNHCR, der viser, at knap 40.000 syrere skulle være rejst til Syrien fra nabolandene i år. Men her bør man huske på, at, at 40.000 er forsvindende få i forhold til de 5,6 millioner flygtninge, som befinder sig uden for Syrien.

Og kigger man grundigt på tallene, står det klart, at der faktisk er tale om et fald i forhold til antallet af hjemvendte sidste år. Flygtningekrisen er altså langtfra overstået.

Syriske familier med noget at vende tilbage til har løbende forsøgt at rejse hjem. Men når mange tøver, er det ikke mindst, fordi forholdene er barske i størstedelen af landet. Alene det faktum, at antallet af mennesker, der er internt fordrevne, overstiger antallet af flygtninge uden for Syrien, siger en del.

Jeg er netop kommet hjem fra Syrien. Her har jeg besøgt Øst-Ghouta, der var under belejring i flere år; Homs, som har været genstand for voldsomme kampe, og Aleppo, som mange vil huske fra slag, der af flere medier blev udråbt som en indikation på et skift i verdensordenen.

Da vi kørte ind i Homs, blev jeg overvældet af ødelæggelserne. Jeg tændte min mobiltelefon for at lave en lille video, så jeg kunne give mine danske medarbejdere et indtryk af ødelæggelserne. Filmen blev længere og længere. Jeg sad som forstenet og stirrede på kolonnerne af smadrede huse. De blev ved og ved. Enorme spøgelseshuse stirrede fortabt ud i intetheden med store, tomme, sorte vindueshuller. Jeg havde det, som om jeg var midt i de fotos af Berlin og Dresden efter Anden Verdenskrig, jeg husker fra historiebøgerne i folkeskolen. Tårnhøje bunker af mursten og bygninger i knæ kilometer efter kilometer.

Livet vender langsomt tilbage
Men faktisk er livet sine steder begyndt at vende tilbage. Pludselig midt i ødelæggelserne kunne man se tørresnore med vasketøj. Nogle steder var familier flyttet ind i de smadrede huse, hvor de forsøgte at lappe hullerne med sten fra brokkebunkerne og lave vinduesruder af gammelt plastik.

Og når man krydsede en stor vej i mange af Syriens storbyer, kunne sceneriet skifte fra ruinhob til relativt velfungerende kvarterer med restauranter og butikker med lys til langt ud på aftenen. Krigen har ramt landet ujævnt. I nogle områder har den været nådig. I andre er landet bombet flere årtier tilbage.

Et barskt børneliv
Men ét er, hvordan krigen har påvirket folks huse og landets infrastruktur, noget andet er skaderne på befolkningen. Hvilke børneliv kan de syriske flygtningebørn vende hjem til?

Lad mig svare med Abdullahs historie. Han er 11 år og en af dem, der er vendt hjem fra Tyrkiet. I dag sidder han i Aleppo – i en kørestol. For på hjemrejsen blev familien ramt af en vejsidebombe. Faren og den ældste søn blev dræbt på stedet. Abdullah overlevede mirakuløst, men mistede førligheden. I dag forsørger storebror på 14 år det, der er tilbage af familien, så godt han kan. For at få enderne til at nå sammen er de helt afhængige af hjælp.

Også for dem, der klarer hjemturen uden den slags fatale uheld, venter et barskt børneliv i Syrien.

Undervisning i miner og ammunition
I de skoler, som fungerer, bruger børnene formningstimerne til at lave attrapper af ueksploderede miner og ammunition. Det øger bevidstheden om, hvad man skal holde sig langt væk fra. Børnene i Aleppo kan afstandsbedømme lyden af eksploderende granater med stor præcision. Selv kraftige drøn fra morterer kunne ikke afspore dem. De virrede måske med hovedet, men fortsatte så, hvor de slap. De vidste nøjagtigt, hvornår de skulle søge dækning, og hvornår de var uden for rækkevidde.

I skolerne undervises eleverne i, hvordan de bevæger sig sikkert rundt i byen. De får blandt andet at vide, at de skal gå midt på vejen for at undgå at træde på noget, der kan koste dem livet. For et par år siden var beskeden, at de skulle holde sig langs med murene, for hvis de gik midt på vejen, var de nemme ofre for snigskytter. Så jo, tiderne skifter, men farerne består. Hver dag dør i gennemsnit tre børn af krigsrelaterede handlinger.

For tidligt at vende hjem
Men folk skal da hurtigst muligt vende tilbage til deres land og deltage i genopbygningen, hører jeg mange sige. Mange syrere vil faktisk gerne følge den opfordring. Jeg har flere gange besøgt flygtningelejre i nærområderne, og jeg har aldrig mødt en eneste beboer, der ikke ønskede sig hjem til Syrien. Omvendt har jeg heller ikke mødt nogen, der forestillede sig, at rejsen ville finde sted i nær fremtid. Og når man kigger på tal fra FN, der løbende interviewer flygtningene om deres fremtidsplaner, er det ikke overraskende. Mere end 90 procent af flygtningene i Jordan siger i den seneste måling, at de ikke har planer om at vende hjem de kommende 12 måneder – og det, selv om mange familier har svært ved at skaffe sig et levebrød, og 86 procent af de syriske flygtninge, der bor blandt lokalbefolkningen i Jordan, lever under fattigdomsgrænsen. De bliver, hvor de er, selv om forholdene er vanskelige.

Hjælp med at genopbygge Syrien
Så synger man med på refrænet om, at syrerne bør vende hjem hurtigst muligt, er det afgørende, at man også bakker op om at give de hjemvendte muligheden for at skabe sig et liv der. De skal have en chance for at holde sig sunde, og børn og unge skal have mulighed for at gå i skole, så de faktisk kan bygge den fremtid, vi opfordrer dem til at skabe sig.

Det er en enorm opgave, der venter. Vi taler om et land, hvor der allerede i dag bor 5,6 millioner børn, som har stærkt brug for hjælp. Det svarer til seks ud af ti børn i Syrien. Halvdelen af alle sundhedstilbud er helt eller delvis ødelagt. I en by som Aleppo fungerer kun cirka hver fjerde skole. Herudover ser vi fortsat stigninger i antallet af børn, der ikke får nok mad. Før krigen levede tre ud af ti syrere under fattigdomsgrænsen. Nu er det syv ud af ti. Der er dele af landet, hvor krigshandlinger og overgreb fortsætter. Men jo, der sker fremskridt – alene i år har Unicef sikret rent drikkevand til 14 millioner mennesker. Men rent vand, elektricitet og varme mangler stadig mange, mange steder. Det er blandt andet her, man skal sætte massivt ind, hvis man ønsker at hjælpe flygtningene hjem.

Syrernes lidelser er langtfra forbi.

Forrige artikel Gymnasieelev: Skal jeg virkelig smide tørklædet for at blive integreret? Gymnasieelev: Skal jeg virkelig smide tørklædet for at blive integreret? Næste artikel Justitia: Kommuner skal have frataget ansvaret for tvangsanbringelser Justitia: Kommuner skal have frataget ansvaret for tvangsanbringelser
Nu bliver det lettere for EU-borgere at få danske dagpenge

Nu bliver det lettere for EU-borgere at få danske dagpenge

AFTALE: Borgere fra andre EU-lande vil fremover kunne få ret til danske dagpenge efter én måneds arbejde i Danmark. Det er konsekvensen af en ny aftale i EU. Dermed taber Danmark kampen for at fastholde en længere optjeningsperiode.