V-borgmestre i landbrugskommuner frygter ekspertforslag om ny klimaafgift

Flere af Venstres borgmestre advarer mod, at en ny CO2-afgift på landbruget vil ramme deres del af landet ulige hårdt i form af tabte arbejdspladser og produktion. Økonomiprofessor bag forslagene anerkender skævhed, men er mindre bekymret.

En række kommuner vil hver kunne tabe hundredvis af arbejdspladser inden for landbruget, hvis det mest vidtgående forslag til en CO2-afgift fra ekspertudvalget for en grøn skattereform gennemføres.<br>
En række kommuner vil hver kunne tabe hundredvis af arbejdspladser inden for landbruget, hvis det mest vidtgående forslag til en CO2-afgift fra ekspertudvalget for en grøn skattereform gennemføres.
Foto: Rune Øe/Ritzau Scanpix
Kim Rosenkilde

En klimaafgift på landbruget skal ikke have lov til at gå særlig hårdt udover de egne af Danmark, som ligger lidt længere væk fra de større byer.

Det er budskabet fra flere Venstre-borgmestre i jyske landbrugskommuner oven på, at regeringens ekspertudvalg med økonomiprofessor Michael Svarer i spidsen onsdag præsenterede sine forslag til en ny CO2-afgift.

”Vi er i et område i Danmark, hvor landbruget stadig har en utrolig stor betydning, så jeg er virkelig bekymret,” siger Hans Ejner Bertelsen (V), der er borgmester i Morsø Kommune.

Ifølge ekspertudvalgets beregninger vil de forskellige modeller kunne koste op til 10 procent af beskæftigelsen i landbruget og umiddelbart tilknyttede erhverv.

Det svarer til godt 8.000 arbejdspladser.

Men fordi de arbejdspladser er skævt fordelt i landet, står en række jyske og en håndfuld fynske og sjællandske kommuner til at blive særlig hårdt ramt.

I kommuner som Brønderslev, Jammerbugt, Tønder og Varde vil et tab af hver tiende arbejdsplads inden for landbruget svarer til mellem 100 og 200 stillinger i hver kommune.

”Det vil få vidtrækkende konsekvenser i Brønderslev Kommune med en afgift, og være en katastrofe, hvis det bliver helt oppe på de 750 kroner, der bliver talt om,” siger Mikael Klitgaard (V), der er borgmester i Brønderslev Kommune.

Han så helst, at en afgift blev lagt på forbruget af fødevarer og ikke på produktionen, men den tilgang er ifølge regeringens ekspertudvalg ikke egnet til at sikre de nationale CO2-reduktionsmål.

0:000:00