Valentin: Kan man spise en Big Mac og samtidig være et godt menneske?

KLUMME: Dobbeltmoral er bedre end ingen moral, mener Carl Valentin, når det handler om, som forbruger, ikke at støtte udnyttelse, mishandling, miljøsvineri eller skattefusk.

Hvis den lokale bager brugte børnearbejdere under slavelignende forhold, svinede miljøet og snød i skat, ville jeg slå en stor bue udenom. Sådan har de fleste det nok, for de fleste mennesker er grundlæggende sympatiske og ønsker deres medmennesker det bedste. Derfor opfører langt størstedelen af os også i større eller mindre grad som moralske forbrugere, hvis vi har mulighed og råd.

Vi køber af og til økologisk for miljøets eller dyrenes skyld, undgår måske at flyve med Ryanair, når vi lige har hørt, at de behandler deres ansatte dårligt, eller forsøger at finde en bil, der kører langt på literen, når det er tid til en ny.

Desværre er virkeligheden også, at kombinationen af kapitalisme og globalisering tvinger os til at støtte diverse grusomheder hver eneste dag. Og vi er for længst ovre en tid, hvor det enkelte menneske har noget som helst overblik over konsekvenserne af de handlinger, vi foretager på markedet.

Langt de fleste af os er store modstandere af børnearbejde, miljøsvineri og slavelignende arbejdsforhold. Alligevel støtter vi disse praksisser igen og igen, fordi markedet er så komplekst, at vi ikke kan forholde os til det.

Tænk over det: Har du nogen som helst idé om, hvordan kakaobonden - der har leveret kakaobønnerne til din chokoladeskildpadde - har haft det? Eller hvor mange mennesker, der har måtte lide for at udvinde de mineraler, der er i din smartphone?

Har du spist en saftig Big Mac på McDonald’s, søgt efter noget på Google eller købt et møbel i Ikea, så har du tilmed støttet virksomheder, der benytter sig af skattely.

Faktum er, at det praktisk talt er umuligt at leve et bare nogenlunde almindeligt liv i vores samfund i dag uden at støtte udnyttelse, mishandling, miljøsvineri eller skattefusk.

De mange handlinger, vi foretager os som forbrugere hver eneste dag, har en lang række utilsigtede konsekvenser. Inderst inde tror jeg godt, at vi alle er klar over det. Men vi ignorerer det. Ikke fordi vi er onde, men fordi det er uoverskueligt og praktisk talt umuligt altid at træffe gode sympatiske valg, når vi bruger vores penge.

I øvrigt er det nok de færreste, der har lyst til at bruge al deres vågne tid på at researche på, hvad og hvor de bør købe ind.

Når vi alligevel på venstrefløjen skrider til handling og f.eks. boykotter Uber og Ryanair, fordi deres arbejdsforhold er elendige, bliver vi af højrefløjen angrebet for dobbeltmoral, fordi vores iPhones og computere er produceret under langt værre forhold, end Uber og Ryanair byder sine ansatte.

Og de har jo en pointe. Vi er dobbeltmoralske. Jeg vil dog til enhver tid mene, at dobbeltmoral er bedre end ingen moral. Hellere have principper om ordentlige arbejdsvilkår, man ikke altid kan efterleve, end at være ligeglad med, hvordan medarbejdere bliver behandlet.

Vil vi for alvor sikre, at det vi forbruger, ikke smadrer vores klode og dens indbyggere, må vi indse, at det ikke kan gøres alene ved politisk forbrug – eller ved at ’stemme med fødderne’, som de kalder det. At skulle boykotte alt der er dårligt for menneskeheden og vores klode, ville være så stort et projekt, at det i praksis er umuligt.

En anden væsentlig pointe er, at det for mange slet ikke er økonomisk muligt at ’stemme med fødderne’.

For at kunne stemme med sine penge, skal man have mange af dem. Og jo flere penge man har, jo flere stemmer har man. Det er en af grundene til, at det er fundamentalt forkert at opfatte markedet som et demokrati, hvor alle forbrugere har en stemme. I så fald er det i hvert fald en ret absurd form for demokrati, hvor Lars Seier har mange millioner flere stemmer end jeg.

Når politiske partier, organisationer og mange andre, der jo ellers mener det godt, opfordrer til, at man vælger de bæredygtige løsninger i dagligdagen, beder de altså i mange tilfælde folk om at gøre noget, de slet ikke har råd eller magt til.

Derfor har vi har brug for politiske løsninger, der sikrer høje krav til de virksomheder, der producerer vores varer, hvis verden skal blive et bedre sted.

Markedet skal reguleres, og virksomheder skal tvinges til at betale deres skat og behandle klimaet, miljøet og deres ansatte ordentligt.

Idéen om, at problemerne kan løses ved, at borgerne begynder at træffe sympatiske valg og ’stemme med fødderne’, er en illusion. Dertil er markedet både for ulige og for komplekst.

......

Carl Valentin studerer samfundsfag og retorik, på Københavns Universitet. Valentin er tidligere skribent på netmediet Modkraft.dk og han betegner sig selv som en selverklæret, debatlysten socialist. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

 

Forrige artikel Flemming Chr. Nielsen: Det luthersk-evangeliske kalifat Flemming Chr. Nielsen: Det luthersk-evangeliske kalifat Næste artikel Victor Boysen: Er vi alle blevet til Søren Krarup? Victor Boysen: Er vi alle blevet til Søren Krarup?