Valgblog #12: Den gode, den onde og den grusomme – Venstres EP-sejr

Den gode
Venstre fik vist, at partiets kampagnemaskine ikke er beskadiget, og at man stadig kan formulere en overbevisende appel til vælgerne. Eller appeller i flertal. For der er nogenlunde lige så langt fra Søren Gades syn på EU til Morten Løkkegaards, som der er fra Holstebro til Gentofte.

Dermed fik Venstre bevist, at man stadig kan slå bro mellem By-Venstre og Land-Venstre – og køre den form for dobbelt agenda, der lagde grunden for dominansen i nullerne. Dengang man kunne tiltrække socialdemokratiske vælgere, der var glade for velfærden, og borgerlige, der var trætte af skattetrykket. Det var en af de ting, skattestoppet kunne.

Venstre fik også vist, at man stadig kan stille med en liste af kendte politikernavne, og i en tid med små ideologiske forskelle er name recognition en klar faktor.

Det er også en del af forklaringen på, hvorfor meningsmålingerne ramte skævt i tilfældet Venstre. Opinionsundersøgelser spørger til partier, ikke til personer, mens mange vælgere sætter deres kryds ved personer, når først de står i stemmeboksen.

Den grusomme udlægning af Venstres EP-sejr er, at den ikke betyder noget, så længe det borgerlige projekt ligger i ruiner.

Den gode udlægning er, at Venstre som parti stadig har en politisk motor, der fungerer og kan slå Socialdemokratiet.

Den onde
Det er faktisk også udgangspunktet for det onde perspektiv på Venstres sejr. For det var Venstres sejr i et valg til Europa-Parlamentet. Ikke Lars Løkke Rasmussens sejr ved det danske folketingsvalg. Teaterstykket var et andet, og Løkke Rasmussen spillede ikke en hovedrolle.

Og når euforien lægger sig, og man vender tilbage til det, der efterhånden er blevet hverdag, nemlig den danske valgkamp, står man tilbage med den samme situation som før søndagens sejr.

Løkke Rasmussen nyder lav tillid hos vælgerne, men alligevel har Venstre valgt at gøre hans lederskab til hjørnestenen i kampagnen for en ny periode på Slotsholmen. Og de vigtigste emner på vælgernes dagsorden – klima, sundhed og socialpolitik – har Socialdemokratiet et klart ejerskab til.

Og det førhen så succesfulde udlændingeemne er blevet svært at kapitalisere på: ikke kun på grund af Stram Kurs' og Nye Borgerliges indtog, men fordi udlændingepolitiske udspil siden 2015 snarere er noget, der har splittet Venstre, end noget, der har stukket en kæp i hjulet på Socialdemokratiet.

Den onde udlægning er, at afstanden mellem EP-sejren og det vægtede gennemsnit af meningsmålingerne mest af alt vidner om, hvor dårligt Venstre rent faktisk klarer sig ved FV19.

Den grusomme
Og nu vi er ved at klare sig dårligt. EP19 viste også, at alle de partier, som skal bære Venstre ind over målstregen er kriseramte – varierende fra dyb til katastrofal.

Ja, det lykkedes for Det Konservative Folkeparti at få Pernille Weiss sikret en plads i plenarsalen i Bruxelles. Men K gik stadig tilbage i forhold til EP14, fra Bendt Bendtsens niveau omkring de 9,2 procent til 6,2 procent. Altså, sådan cirka forskellen mellem niveauet i nullerne og niveauet i tierne.

LA fik en begmand, og Dansk Folkeparti er ude i en decideret vælgerderoute. Engang – for relativt få måneder siden – kunne DF’erne ikke begå fejl, nu laver de nærmest ikke andet. Sindbilledet på det var Pia Kjærsgaards klimatossekommentar, som hun selv og partiets andre folk allerede få timer efter, den faldt, forsøgte at rulle tilbage.

Den grusomme udlægning af Venstres EP-sejr er, at den ikke betyder noget, så længe det borgerlige projekt ligger i ruiner. Og bag al fokus på personer og taktiske manøvrer står den kendsgerning, at der ikke længere er et overgribende borgerligt projekt med større og mindre roller til partierne i den hedengangne blå blok.