Valgblog #18: Danmark rykker voldsomt til venstre ved valget i dag

ANALYSE: Danmark står til at få det rødeste Folketing nogensinde. Mette Frederiksen kan derfor meget snart få brug for sine værste venner hos Radikale, når venstrefløjens forventninger til øget velfærd skal tøjles.

Efter to tætte valg i 2011 og 2015, som begge blev afgjort på yderste marginal, er der denne gang lagt op til et meget klart valgresultat: Grundlovsdag rykker Danmark markant til venstre.

Holder målingerne stik, vil der være flere mandater, der placerer sig til venstre for Socialdemokratiet, end ved noget andet valg i danmarkshistorien.

Det sker, fordi både SF og Enhedslisten står til at gå frem, så de tilsammen henter 29 mandater. Dertil kommer fem mandater til Alternativet, som for det meste stemmer sammen med Enhedslisten.

I alt er der altså lagt op til et Folketing med 34 røde medlemmer, der på områder som velfærd, ulighed og klima vil forsøge at trække Socialdemokratiet mod venstre. I forvejen har Mette Frederiksen selv flyttet Socialdemokratiet et godt stykke til venstre på den økonomiske politik.

Kort sagt: Danmark står til at vælge det rødeste Folketing nogensinde.

Radikale redningsmænd
Til sammenligning lå der kun 20 mandater til venstre for Socialdemokratiet, da S og SF i 1966 etablerede det røde kabinet. Selv i SF’s storhedstid midt i 1980’erne nåede den samlede venstrefløj aldrig op over 31 mandater.

Men trods det skarpe ryk til venstre tyder målingerne ikke på noget rent rødt flertal. I det vægtede gennemsnit, som Kasper Møller Hansen udfører for Altinget, står Socialdemokratiet og venstrefløjen til at få 81 mandater plus eventuelle allierede fra Grønland og Færøerne. Flertallet opstår først, når man tæller de radikale mandater med.

Mediernes fokus har – med god grund – været på de meget vanskelige forhandlinger, der venter med Radikale om betingelserne for en ny socialdemokratisk regering. Det skal også nok blive besværligt.

Men paradokset er, at Radikale efterfølgende kan ende med at blive Socialdemokratiets redning, når partiet skal tøjle de enorme forventninger til vild velfærdsfest, som den røde valgsejr vil skabe hos mange danskere – ikke mindst mange socialdemokrater.

Teoretisk mulighed
Valgets tale ser ud til at blive så klar, at det er meget svært at forestille sig, at det ikke skulle føre til en regering med Mette Frederiksen i spidsen.

Sammen med Radikale vil den røde blok udgøre et klart flertal. Og selv om der givetvis venter besværlige forhandlinger om både udlændinge og den økonomiske politik, må man forvente, at såvel Mette Frederiksen som Morten Østergaard kender deres besøgelsestid.

Forhandlingerne vil gå ud på at skabe enighed om et dokument, der anviser nogle pejlemærker for en ny regering, uden at detaljerne bliver penslet ud.

(Artiklen fortsætter under grafen)

Dømt ud fra valgkampen bliver venstrefløjen mindre besværlig end Radikale i disse forhandlinger. Dels fordi både SF og Enhedslisten har valgt en mindre konfrontatorisk linje, dels fordi de to partier ikke har nogen andre steder at gå hen med deres mandater.

For Radikale eksisterer der en teoretisk mulighed for at bevæge sig hen over midten og etablere et samarbejde med Venstre og Konservative.

Frederiksens troværdighed
Men det er en højst teoretisk mulighed. Blå blok ser ud til at smelte sammen, hvilket blev udstillet, da Lars Løkke Rasmussen tirsdag selv aflivede drømmen om et blåt flertal. 

Lars Løkkes drøm om en slags samlingsregering hen over midten er et fantasifoster, som Mette Frederiksen ikke kan medvirke til. Hun har brugt de seneste fire år på at skrive perioden med Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon helt ud af partihistorien. Hun har bebudet opgør med den uhæmmede kapitalisme, lovet mere velfærd og tidligere tilbagetrækning. Og alt tyder på, at danskerne giver hende et stærkt mandat til netop den politik.

En SV-regering med eller uden Radikale ville ødelægge hele den personlige troværdighed, Mette Frederiksen har bygget op – og på den måde forstår man godt den afgående statsministers interesse i projektet.

Løkke forsøger at opmale et billede af en krise, der kræver en samlingsregering hen over midten. Men Danmark er ikke i krise. De eneste, der er i krise, er partierne i blå blok.

Med andre ord: Både Socialdemokratiet og Radikale er nødt til at finde hinanden, så Mette Frederiksen kan danne en regering.

Grænser for velfærdsfesten
Når det er sket, kan Socialdemokratiet på baggrund af den løst formulerede fælles erklæring skrive et tilsvarende løst formuleret regeringsgrundlag og danne en regering alene – eller mindre sandsynligt sammen med SF eller Radikale.

De virkelige armlægninger kommer til at foregå, når den nye regering begynder at fremlægge sin politik – selvsagt først og fremmest i de årlige forhandlinger om finansloven.

Og her er det ikke givet, at Radikale bliver de mest besværlige.

Ganske vist kræver partiet nemmere adgang for udenlandsk arbejdskraft og andre reformer, der kan øge udbuddet af arbejdskraft.

Men fra den anden side vil Socialdemokratiet komme under et endnu kraftigere pres fra den historisk stærke venstrefløj. Der skal ansættes flere pædagoger, flere sygeplejersker og flere folkeskolelærere, samtidig med at der skal gøres op med ulighed og investeres i uddannelse, klima og meget mere.

Mange af kravene har Socialdemokratiet selv tilsluttet sig mere eller mindre helhjertet. Dertil kommer, at Dansk Folkeparti også vil melde sig med gode idéer til, hvad der kun bruges penge på.

Men Mette Frederiksens regering skal også føre en økonomisk politik, der hænger sammen og holder sig inden for både EU’s og Folketingets egne budgetkrav. Derfor bliver der brug for at sætte grænser for velfærdsfesten, lige som der før eller siden kan blive brug for nye reformer, der kan skabe et øget økonomisk råderum.

Her vil Socialdemokratiet kunne skubbe De Radikale foran sig, når kravene fra de mere end 30 røde mandater skal tøjles. Alternativet er, at det bliver den socialdemokratiske finansminister, som selv skal forklare danmarkshistoriens stærkeste venstrefløj, hvorfor der ikke er råd til at gøre alle drømmene til virkelighed.

Spændingen ved onsdagens valg består ikke i, om nogle af Løkkes mange forskellige regeringsdrømme kan realiseres. Den består i stedet i, hvordan magtbalancen bliver mellem Socialdemokratiet, de røde støttepartier og De Radikale. Det er i denne trekant, at den nye retning for dansk politik bliver udstukket.

Forrige artikel Kom til valgmorgen: Det var det valg – men hvad sker der nu? Kom til valgmorgen: Det var det valg – men hvad sker der nu? Næste artikel I tvivl om krydset i dag? Tag kandidattesten hér I tvivl om krydset i dag? Tag kandidattesten hér
Regeringsforhandlinger når klimaks i denne uge

Regeringsforhandlinger når klimaks i denne uge

ANALYSE: Det ser ud til at blive ugen, hvor Mette Frederiksen afgør, om det kan briste eller bære. Radikale er indblandet i de hårdeste kampe, men hverken Morten Østergaard eller Mette Frederiksen har tillokkende alternativer til en aftale.