Analyse af 
Søren Dahl

Var årets chok på rådhuset et kalkuleret dolkestød eller dårligt håndværk? Uanset hvad sætter det Hæstorp i en dybt alvorlig situation

Da Enhedslisten og rådhusets borgerlige partier fredag landede en budgetaftale, markerede det endegyldigt enden på Socialdemokratiets æra som Københavns største og uomgængelige parti. Spørgsmålet er, om det også indvarsler en ny tid, hvor partiet kommer til at stå uden for indflydelse på rådhuset. 

Enhedslistens socialborgmester, og forhandlingsleder under budgetforhandlingerne, Karina Vestergård Madsen præsenterer sammen med Ole Birk Olesen (LA) og Jens Kristian-Lütken (V) årets budgetaftale. 
Enhedslistens socialborgmester, og forhandlingsleder under budgetforhandlingerne, Karina Vestergård Madsen præsenterer sammen med Ole Birk Olesen (LA) og Jens Kristian-Lütken (V) årets budgetaftale.  Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix

Når støvet falder efter den politiske detonation, der fredag fandt sted på Københavns Rådhus, lægger det sig særligt rundt om to dominerende versioner af, hvordan det dramatiske forløb udspillede sig.

I den ene blev overborgmester Sophie Hæstorp offer for en nøje orkestreret hævnaktion fra Enhedslisten, der øjnede en mulighed for at sætte Socialdemokratiet skakmat, før forhandlingerne for alvor var gået i gang. 

En anden fortælling er, at det socialdemokratisk set miserable udfald skyldes, at overborgmesteren overspillede sin hånd, og tabte grebet om forhandlingerne ved at præsentere de andre partier for en aftaleskitse, der var politisk uappetitlig for alle andre end socialdemokraterne selv. 

Uanset sandhedsværdien i de enkelte versioner bliver det socialdemokratiske budget-exit internt i partiet set som et kæmpe personligt og politisk problem for overborgmester Sophie Hæstorp Andersen. 

De mere nådefulde udlægninger er, at Hæstorp må tilbage til tegnebrættet, efter at have fejlet med sin strategi om at holde forhandlingerne brede så længe som muligt.

En strategi, der tidligere har givet pote i hendes tid som regionsrådsformand, men som øjensynligt ikke overlevede tryktesten på Københavns Rådhus. 

Hos kilder i den socialdemokratiske top på Christiansborg er dommen hårdere.

Her bliver det faktum, at årets københavnske budgetaftale for første gang i over 100 år er uden socialdemokratisk aftryk, først og fremmest set som et resultat af dårligt politisk håndværk fra overborgmesterens side. 

Samlet set har udfaldet af budgetforhandlingerne yderligere svækket tiltroen til Hæstorp som overborgmester. En tiltro, der allerede fik et skud for boven efter partiets pauvre valgresultatet i efteråret. 

Hånden på rattet

Selvom fortællingen om en rødgrøn hævnaktion og opgør mod årtiers socialdemokratisk styre på rådhuset kan virke politisk og dramatisk tilfredsstillende, rummer den næppe hele sandheden. 

Ifølge flere partier på rådhuset var der tidligt i forløbet en utilfredshed med overborgmester Hæstorps brede forhandlingstrategi, som efterlod begge fløje med en uvished om, hvorvidt de ville blive sendt uden for døren som de første. 

Samtidig bredte der sig en irritation over, at Socialdemokratiet ifølge flere partier overspillede deres kort. Særligt i betragtning af, at deres størrelse blev voldsomt reduceret ved efterårets kommunalvalg. 

Blandt centralt placerede kilder i Enhedslisten var der en opfattelse af, at partiet tidligt i forløbet blev præsenteret for et udspil, der skulle binde det rødgrønne parti til en aftale med et klart socialdemokratisk aftryk. 

Rødgrønne klimaambitioner skulle vige for socialdemokratiske velfærdsmærkesager i en økonomisk stram budgetramme.

Et eksempel er den ordning, der skulle sikre to lærere i folkeskolens mindste klasser, men som både var dyr og som ingen andre partier havde højt på prioriteringslisten.  

Omverdenen skulle se, at nok var Enhedslisten mandatmæssigt det største parti, men det var stadig Socialdemokratiet, der styrede rattet på rådhus-bussen. 

Baglandets velsignelse

Kalkulen synes at være, at Enhedslisten var tvunget til at lave en aftale med Socialdemokratiet, fordi man ikke havde baglandets opbakning til at søge et flertal med de borgerlige partier, hvor prisen for en aftale skulle betales i skattelettelser. 

At partiet endte med at stå i spidsen for en budgetaftale, der sænker kommuneskatten i København for første gang i godt 13 år, har da også trukket overskrifter i de fleste danske medier. 

Internt i partiet er der dog en opfattelse af, at en skattelettelse, der også gavner de økonomisk svage københavnere, er langt mere spiselig end eksempelvis en sænkning af den kommunale skat på erhvervsejendomme - dækningsafgiften - der primært gør økonomisk nas på store virksomheder. 

Samtidig blev det betragtet som ødelæggende for partiets rejse mod at blive en politisk ansvarlig magtfaktor på Københavns Rådhus, hvis man var endt uden for årets vigtigste politiske aftale i det første år som hovedstadens største parti. 

Baglandet, i form af tidligere socialborgmester Mikkel Warming og topstrateg Pelle Dragsted har da også velsignet de ellers kontroversielle skattelettelser på sociale medier. Blandt andet med henvisning til, at det tillader pressede kommuner at hæve skatten. 

Spørgsmålet er nu, om partiets vælgere også ser fornuften i den nye aftale. 

Uden blind makker 

I det politisk-taktiske lys er det heller ikke uvæsentligt, at Enhedslistens forhandlingsgruppe har undergået en vis professionalisering op til dette års budgetforhandlinger.

Den har særligt givet sig udslag i, at gruppen på rådhuset har haft et langt stærkere mandat til at afsøge muligheder, uden at skulle rådføre sig med den magtfulde københavner-bestyrelse, der traditionelt er blevet betragtet som en blind makker for Enhedslisten, når partiet har deltaget i vigtige politiske forhandlinger. 

En omstændighed, der angiveligt lod partiet agere hurtigt, da der onsdag aften blev udvekslet telefonopkald med rådhusets borgerlige partier, og muligheden for en budgetaftale udenom Socialdemokratiet åbnede sig. 

Her er det også værd at bemærke, at Enhedslisten på grund af partiets vokseværk ved kommunalvalget har haft mulighed for som det eneste parti at have fire i stedet med tre repræsentanter med ved bordet i årets forhandlinger. 

Det tillod partiet at stille med socialborgmester Karina Vestergård Madsen og teknik- og miljøborgmester Line Barfod, samt Mikkel Skovgaard og Maria Sofie Petersen, der har slået deres folder i Enhedslistens ungdomspartier Rød-Grøn Ungdom og SUF- Socialistisk Ungdomsfront, og betragtes internt som politiske talenter. 

En luksus, der tidligere har været forbeholdt Socialdemokratiet, hvis forhandlingsgruppe bestod af overborgmester Sophie Hæstorp, samt veteranerne Jonas Bjørn Jensen og gruppeformand Lars Weiss.

Socialdemokraternes politiske ordfører, Laura Rosenvinge, var dog ikke en del af forhandlingsgruppen, på trods af, at hun holdt partiets ordførertale under åbningsdebatten forud for budgetforhandlingerne. 

Socialdemokratisk selvransagelse

Som overborgmester Sophie Hæstorp fortalte til Altinget umiddelbart efter budgetforhandlingerne er der nu lagt op til selvransagelse hos den socialdemokratiske gruppe.

Helt indlysende skal partiets strategi tages op til kraftig granskning, medmindre ambitionen er at lade de næste tre års budgetaftaler sejle væk i horisonten. 

Samtidig er der en erkendelse af, at man har lagt for stor politisk kapital i mærkesager, som kun stod højt på socialdemokraternes egen ønskeseddel.

Døden skal have en årsag

I den socialdemokratiske lejr er der dog også en klar opfattelse af, at rådhusets andre partier efterlod dem ved forhandlingsbordet, før de politiske drøftelser for alvor var gået i gang. 

En del af analysen her er da også, at fristelsen til at tildele Socialdemokraterne et politisk nyrestød simpelthen har været for stor for visse partier.

Efterfølgende forsøg på at forklare budgetmanøvren som en uundgåelighed forårsaget af socialdemokratisk magtarrogance bliver set med en vis skepsis, og som belejlige efterrationaliseringer. 

Døden skal have en årsag, som man siger. 

Den socialdemokratiske undren kan da også virke forståelig, al den stund, at det politiske forår på rådhuset ikke just har været domineret af politiske knivkampe.

Årets overførselssag blev landet på rekordtid i en bred aftale med Sophie Hæstorp for bordenden. 

Samtidig har overborgmesteren og Line Barfod flere gange været fotograferet sammen i forbindelse med aftaler, der giver Københavns Kommune mulighed for at bygge flere almene boliger - en ambition som begge politikeres partier deler. 

Når chokket fra fredagens aftale har lagt sig, bliver det afgørende, om rådhusets røde partier kan slå en streg i sandet og genoptage samarbejdet. 

For selvom Enhedslisten nu har cementeret positionen som det stærkeste dyr på den københavnske savanne, må der også ligge en overvejelse af, om partiet forpassede muligheden for at udnytte det markante røde flertal på Københavns Rådhus.

Et flertal, som deres vælgere må forvente, at de bruger musklerne på at sikre i længden.

For Socialdemokratiet er det store spørgsmål, hvordan man tackler chokket over de kuldsejlede budgetforhandlinger, og om partiet kan indfinde sig i en ny rolle, hvor man får indflydelse under accepten af, at Enhedslisten både på papiret og i forhandlingslokalet er det største parti på rådhuset. 

Hvis det ikke sker, og de næste tre år bliver præget af et ondskabsfuldt politisk klima blandt de to partier og SF, må man slikke sig om munden hos Ole Birk Olesen og resten af rådhusets blå partier.  

Opdateret 13.45: I en tidligere udgave af analysen var det beskrevet, at Maria Sofie Petersen tidligere har været medlem af Rød-Grøn Ungdom. Dette er ikke korrekt. Hun har været medlem af Enhedslistens anden ungdomsorganisation SUF - Socialistisk Ungdomsfront. Altinget beklager fejlen. 

Omtalte personer

Sophie Hæstorp Andersen

Overborgmester (S), Københavns Kommune
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2006)

Ole Birk Olesen

MF (LA), medlem af Borgerrepræsentationen (LA), Københavns Kommune
journalist (DJH 1999)

Karina Vestergård Madsen

Socialborgmester (EL), Københavns Kommune
cand.com.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion