Vestagers første år i EU: Hvor dansk kan man være?

STRASBOURG: Det er nu et år siden, at Margrethe Vestager satte sig op på et podium i Europa-Parlamentet og sendte et billede og et tweet ud fra en tætpakket høringssal med ordene ”Nu begynder det”.

Med en plade lakridschokolade som brændstof gennem sin tre timer lange høring lykkedes det den tidligere vicestatsminister og leder af Radikale Venstre at overbevise de fremmødte EU-folkevalgte om, at hun godt kunne være EU’s næste konkurrencekommissær. Samtidig fik hun tilsynet med virksomhedssammenlægninger, karteller, statsstøttesager og monopoltilstande med virkning langt ud over EU’s grænser.

1. november tiltrådte hun og 27 kolleger så som de politiske spydspidser for det 23.000 mand høje embedsapparat, der har til opgave at foreslå nye love og sørge for respekt for dem, der allerede gælder.

Vestager indrømmer, at hun havde sine reservationer over for sin nye arbejdsplads, efter i tre år som økonomi- og indenrigsminister at have stødt på kommissærer og kommissionsembedsmænd til de månedlige ministerrådsmøder.

Som minister fandt hun Kommissionen lidt virkelighedsfjern, lidt firkantet og måske lidt for meget i lommen på Europa-Parlamentet, i forhold til hvad medlemsstaterne fandt passende.

”Jeg var nok en lille smule fordomsfuld,” siger hun, da hun møder Altinget for at gøre status på sit første år i kommissærstolen.

Det har været rigtig svært at få de nærmeste medarbejdere til at være på fornavn med mig. Jeg kommer stadig til møder, hvor vi sidder kommissærer og de nærmeste medarbejdere, hvor mine kolleger bliver omtalt i tredje person.

Margrethe Vestager
Danmarks EU-kommissær

Omringet af jubeleuropæere
Vestagers møde med EU-systemet var også mødet med ansatte, som på en helt anden måde, end hun var vant til, skiltede med deres tilhørsforhold til Unionen.

”Jeg kan huske, mit første indtryk var, at de medarbejdere, jeg mødte, ikke kun var meget dygtige til deres arbejde. Men de var også europæere. De brænder virkelig for den Europæiske Union, og de har meget tydelige europæiske ideer om at bygge Europa op,” siger hun og påpeger forskellen fra det, hun kender som et mere tilbageholdent dansk embedsapparat.

”Det med at være dedikeret. Det slog mig meget stærkt i forhold til almindelig dansk blufærdighed over for at vise følelser over for noget som helst – og da slet ikke over noget så fjernt som EU,” siger Vestager.

Går godt at være dansk
Som ny kommissær var hendes første opgave at skrue det hold af nære medarbejdere sammen, som udgør hendes private kontor i Kommissionens førerbunker, det såkaldte kabinet. Her skulle hun finde ud af at navigere i et system, som med hendes ord ikke er præget af ”den danske allergi over for hierarki og rangorden”.

”Jeg overvejede meget, hvor dansk man kunne være, da jeg skulle sammensætte kabinettet, fordi jeg kunne høre, at der var mange forskellige modeller – de fleste af dem noget mere hierarkiske, end vi kender dem i en dansk sammenhæng. Men i stedet for at begynde at tænke over, om man kunne have en skandinavisk ledelsesstil og organisation dernede i Mellemeuropa, så tænkte jeg: ”Går den, så går den”. Og indtil videre er det en ret stor succes,” siger Vestager.

Opskriften er ifølge kommissæren at kende protokollen og holde sig inden for husets regler, men samtidig have ”en meget flad struktur og at være så tilgængelig, som tiden overhovedet tillader det”.

”Men det har været rigtig svært at få de nærmeste medarbejdere til at være på fornavn med mig. Jeg kommer stadig til møder, hvor vi sidder kommissærer og de nærmeste medarbejdere, hvor mine kolleger bliver omtalt i tredje person af deres kabinetschefer eller andre. Det synes jeg simpelthen er så sjovt.”

Formanden bestemmer
Hendes politiske chef, kommissionsformand Jean-Claude Juncker, har til gengæld fået ry for at lede sin Kommission stramt fra toppen. Kritikken, både udefra og fra systemets egne tjenestegrene, har lydt, at der ikke er plads til ideer og nye tiltag nede- eller udefra.

I stedet har Juncker valgt at holde sig til en fokuseret dagsorden med en række flagskibsprojekter i højsædet, som for eksempel en 300 milliarder euro stor investeringsplan, en energiunion og en reform af det digitale indre marked.

Samtidig er der blevet skåret drastisk ned på antallet af nye forslag fra Kommissionen, til stor fortrydelse for en række organisationer og mange medlemmer af Europa-Parlamentet, som mener, at det særligt er gået ud over sociale, miljø- og arbejdsmiljømæssige tiltag, der ikke passer ind i den vækstdagsorden, Juncker har sat.

Men Vestager støtter sin chef.

”Lige så vel, som jeg synes, at det er vigtigt at have en ledelsesstil, der giver plads til, at folk kan tage ansvar for det, de arbejder med, fordi det bringer det bedste frem i folk, lige så afgørende er det, at man gør det inden for en ramme, hvor der fra spidsen er vist en retning,” siger Margrethe Vestager.

Kan nemt vokse vildt
Hun mener, at der er behov for at koncentrere sig om det vigtigste, så det ikke ender som hidtil, hvor mange gamle forslag er gået i stå i EU-lovmaskineriet. Også selv om det kan være svært i et politisk system i bevægelse.

”Jeg kan også huske hjemmefra, at vi havde ambitioner om at lovgive mindre og implementere mere, og det kræver en virkelig dedikeret politisk ledelse at få det til at ske. Fordi det naturlige synes at være knopskydning.

Men der er kun 24 timer i det politiske døgn, og hver gang vi bruger kræfter på knopskydningen, så tager vi fokus væk fra vores planer om at få investeret mere i Europa, få vores energisystemer til at fungere bedre, få vores digitale indre marked til at virke, og det er måske i virkeligheden de grundlæggende ting, vi har brug for. Der tror jeg, at det er meget godt i en periode at sige: ’Ingen knopskydning. Fokus.’”

Løbet over ende af historien
Det er heller ikke, fordi det har skortet på ekstra udfordringer for den nye EU-Kommission, som også har skullet tage sig af et Grækenland millimeter fra at ryge ud af euroen og en eskalerende flygtningekrise, som i øjeblikket slider usandsynligt hårdt på sammenholdet i Unionen. For Vestager at se, er udfordringen ikke at blive helt opslugt af for eksempel den værste globale flygtningekrise siden Anden Verdenskrig.

”Det her er ikke noget, der går væk, eller som er overstået i løbet af seks måneder – desværre for de flygtninge, som søger beskyttelse,” understreger hun.

”Vi skal finde ud af, hvordan vi holder fokus på det, der ikke rydder forsiderne. Det, der gør, at vi som europæere igen oplever, at vores kontinent er dynamisk, et godt sted at bo, hvor man kan slå igennem, starte en virksomhed, få den til at vokse og ansætte mennesker. Det er der ikke store konflikter i. Der er bare virkelig meget hårdt arbejde i at få det til at lykkes.”

Holdspiller og politibetjent
Som konkurrencekommissær er Margrethe Vestager på den ene side en del af et kommissærkollegium, som beslutter alting i fælleskab, og på den anden side øverste magt i sit eget lille kongedømme, hvor hun alene sidder med ansvaret for at agere politibetjent over for dem, der kunne tænke sig ikke at holde sig inden for EU’s konkurrenceregler.

Således har hun på denne dag, hvor Kommissionen er mødtes i Strasbourg, både været med til at blåstemple et større flygtningeudspil, samtidig med at hun har godkendt en virksomhedssammenlægning til en værdi af omkring 100 milliarder kr. mellem dele af franske Alstom og amerikanske General Electric.

”Det er et ekstremt privilegeret arbejdsliv både at kunne beskæftige sig med noget konkret, som har virkning for virksomheder og for mennesker, og så samtidig være med til at give retning på de forslag, som på den store bane er med til at forme vores Europa,” siger hun.

I gang stille og roligt
Ifølge folk i Kommissionen tog det Vestager noget tid at komme helt ind under huden på sit sagsområde og få en fornemmelse af, hvor der behov for at lægge sig ud med de store drenge. Men fra april måned fik hun for alvor sat skruen i vandet og lagde sig ud med først internetgiganten Google og en uge senere det russiske energiselskab Gazprom.

Nu er det hverdag, at konkurrencesagerne i en lind strøm rammer æteren om stort og småt. Den ene dag åbner hun en formel undersøgelse af den Internationale Skøjteløbsunion for at belyse, om der er urent trav i udvælgelsen af atleter til de Vinterolympiske Lege, den anden undersøger hun kartelvirksomhed for champignon på dåse.

Men det er klart, at det er store sager som dem mod Google og Gazprom eller skattesager mod Apple, Amazon og Starbucks, der rydder forsider verden over og får Time Magazine til at døbe hende ”Googles værste mareridt”, fordi hun gør alvor af en sag, som hendes forgænger tøvede med i fem år.

Skylder at give af sig selv
De internationale medier og det meste af Bruxelles er blevet lidt befippet over en kommissær, der insisterer på en mindre tilknappet form end de fleste højtstående personer i EU-boblen. De er ikke vant til politikere, der strikker elefanter og tweeter billeder af deres havregrød, samtidig med at de har magt til at stoppe fusioner og idømme virksomheder milliardbøder.

Men det finder Vestager selv helt naturligt. Vil en netavis have en videorundtur på hendes kontor, så får de det. Og spørger et internationalt finansmedie, om hun er hunde- eller kattemenneske, så sender hun dem et billede af sin ”unaturligt søde” golden retriever Karlo, fordi det siger noget om hende, forklarer hun.

”Når jeg selv har læst om politikere i international politik, savner jeg nogle gange at vide, hvem de egentlig er. Noget af det, jeg har lært igennem mange år i politik, er, at det giver mening for mig at være lidt mere personlig. Ikke privat – det er jo bare det, vi alle sammen er, når vi går hjem og tager blødt tøj på og sidder i sofaen – men at åbne op for, at vi kan se, hvad det er for nogle mennesker, vi har betroet positioner med meget magt.”

”Det synes jeg, man skylder sig selv og andre,” siger Margrethe Vestager.