Kommentar af 
Niels Tanderup Kristensen

Vi får ikke et bedre demokrati ved at regulere techselskaberne

Demokratiet er under pres i store dele af verden. Men det skyldes ikke techselskaberne, men snarere fejlslagen politik. Det er ikke gennem en regulering af techselskaberne, at vi fremmer den demokratiske samtale, skriver Niels Tanderup Kristensen.

Har vi et twitterdemokrati eller et twittertyranni, og hvem kontrollerer hvem og hvad, spørger Niels Tanderup Kristensen.
Har vi et twitterdemokrati eller et twittertyranni, og hvem kontrollerer hvem og hvad, spørger Niels Tanderup Kristensen.Foto: Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix
Niels Tanderup Kristensen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Regeringen fremlagde 3. februar en række initiativer, der blandt andet skal understøtte og udvikle det danske mediebillede og styrke den demokratiske samtale, i det regeringen formulerer som en digital brydningstid.

Ud over at se på omfordeling af støttekroner til mediebranchen vil regeringen øge kontrollen med techgiganterne og sikre mere gennemsigtighed. Det skal ske ved, at techgiganterne bliver bedt om at dele oplysninger om deres algoritmers effekt på demokratiet og borgernes trivsel.

Hovedargumentet fra regeringen er, at når du søger på Google eller besøger Facebook, er det avancerede algoritmer, som styrer al den information, som du bliver præsenteret for. Informationer, som bliver valgt ud fra data, som techfirmaerne har indsamlet om netop dig.

Initiativerne handler ikke så konkret om, hvordan algoritmerne udgør en trussel for den demokratiske samtale

Niels Tanderup Kristensen

Regeringen følger med deres medieudspil i kølvandet på forslag til lovgivning fra EU, hvor man også arbejder med at udvikle Europas digitale årti frem mod 2030.

Den digitale udvikling er et kompliceret farvand at navigere rundt i og særligt svært at sætte en kurs for i forhold til, hvilken betydning techgiganterne har på demokratiet. Eller omvendt hvilken indflydelse det danske medieudspil og EU's forslag til lov om digitale markeder har for demokratiet?

For er det et reelt demokratisk problem, at der er algoritmer på søgetjenester eller platforme, der husker, hvad du kan lide og finder tilsvarende emner til dig.

Og er store techselskabers algoritmer bedre eller værre end mindre techselskabers algoritmer, og har vi ikke allerede en datalovgivning, en medielov og et pressenævn, der tager sig af strafferetligt indhold på medieplatforme?

Når jeg læser de initiativer, som Danmark eller EU sætter fokus på, handler det i store træk om at regulere store onlineplatforme for at sikre, at de markeder, som de opererer på, forbliver fair og konkurrencedygtige. Initiativerne handler ikke så konkret om, hvordan algoritmerne udgør en trussel for den demokratiske samtale.

Jeg savner en lidt dybere forståelse af, hvad konsekvenserne er for demokratiet. Og jeg føler lidt, at den vigende tilslutning og opbakning til demokratiet, som vi ser rundt omkring i verden, ikke korrelerer med techselskabernes fremdrift, men måske mere er et spørgsmål om manglende politiske resultater.

Måske vi bare må acceptere, at medievaner ændrer sig, og at teknologien åbner for nye måder at kommunikere på, som giver folk indsigt og viden, som alt andet lige må være et gode i den demokratiske samtale.

Det vil være interessant i relation til den demokratiske samtale at få klarlagt, hvad vi forstår med demokratiet i relation til det digitale område.

Jeg mener, at der er to specifikke områder, som vi kan belyse: folkelig kontrol samt konkurrence og valg. De to punkter er ikke udtømmende, men de præsenterer to vigtige områder af samspil mellem teknologi og demokrati.

Jeg føler lidt, at den vigende tilslutning og opbakning til demokratiet, som vi ser rundt omkring i verden, ikke korrelerer med techselskabernes fremdrift, men måske mere er et spørgsmål om manglende politiske resultater

Niels Tanderup Kristensen

Lad os begynde med den folkelige kontrol. Det er et grundlæggende princip i demokratier, at magten skal ligge i folkets hænder. En forgrening af dette princip er ideen om, at folk skal kunne have en vis kontrol over, hvad der sker med deres personlige data. En form for online selvbestemmelse.

Her kan man argumentere for, at folk frivilligt deltager på platforme og applikationer og accepterer deling af deres data. Men også, at det foregår inden for gældende databeskyttelsesregler. I den forstand er der lovgivning på området.

Er problemet så, at vi ikke har kontrol med det indhold, som folk poster på de her platforme. Det kan man nok godt argumentere for. Men er det en trussel mod demokratiet, eller er det med til at styrke fundamentet for vores demokrati og retten til fri tale? For der er jo også lovgivning inden for, hvad du må skrive, før det bliver diskriminerende og dermed strafbart.

Vi oplevede det for fuld udblæsning, da USA's ekspræsident, Donald Trump, dominerede den politiske agenda via Twitter med mere eller mindre valide tweets og hele fake news-debatten. Men hvor meget politisk kontrol skal vi have, før det bliver censur?

Lad os tage eksemplet med Trump. Jeg mener ikke, at han er et produkt af techselskaberne, men mere et produkt af fejlslagen politik i USA og dermed en manglende tillid mellem de folkevalgte og folket, fordi folk ikke oplever fremskridt i deres hverdag.

Det gav ham en politisk platform til at tale ud fra, og subsidiært brugte han så de sociale medier til at rulle sine buskaber ud. Årsagen var politisk mistillid til demokratiet og ikke techselskabernes algoritmer.

Et andet eksempel, der viser, hvor svært det er at navigere i det her farvand, var, da Google fjernede muligheden for at downloade DR's Ramasjang-applikation, fordi den ifølge techgiganten opfordrede til rygning og vold i børneprogrammet 'Onkel Reje'.

Og så til konkurrence og valg. Idéen om valg er vigtig for konkurrenceretten generelt, og her tror jeg mere på, at vi skal regulere.

Målet med konkurrenceretten er at forhindre virksomheder i at blive alt for dominerende på visse markeder. Ikke kun på grund af deres markedsstyrke, men også på grund af de høje barrierer, som andre aktører er nødt til at overkomme for at komme ind på markedet.

Her kan lovgivning sikre, at platforme ikke bliver for store til at kontrollere og opnår et niveau af magt over markederne og i sidste ende over deres kunder og forbrugere, som kan true vores frie valg og de demokratiske checks and balances. 

Vi skal styrke den demokratiske samtale ved at snakke om, hvad der virker ved demokratiet, og hvad der ikke gør, og hvordan vi i fællesskab kan udvikle det. Og her må vi også erkende, at samtalen er svær.

Har vi et twitterdemokrati eller et twittertyranni?

Niels Tanderup Kristensen

Jeg deltog i februar i en paneldebat i Ghana under overskriften "Tech for democracy". Her åbnede Ghanas minister for digitalisering med at fortælle om, hvordan vi skal finde en balance mellem fri tale og regulering.

Hun henviste til Radio Rwanda, der blev brugt som en politisk og manipulativ platform ved folkedrabet i 1990'erne, hvor regulering fejlede.

Men i samme historiske lys kan vi også tale om Radio Free Europe og Det Arabiske Forår, der også var politisk drevet med udgangspunkt i de tilgængelige medieplatforme.

Hvilken side, vi vælger at stå på, er meget subjektiv. Har vi et twitterdemokrati eller et twittertyranni? Hvem kontrollerer hvem og hvad? Jeg tror, at vi skal starte med at inddrage alle parter i dialogen og være meget åbne over for alle synspunkter.

I min optik er et rigt medielandskab og dialog på diverse online platforme vigtige ingredienser i tilblivelsen af en bedre og sundere demokratisk kogebog.

Og med en alsidig kogebog får vi også en bredere palette af åndelig føde, som vi kan snakke om hen over middagsbordet. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Niels Tanderup Kristensen

Direktør for global affairs, cBrain
kandidat i statskundskab (Aarhus Uni., 2003), kommunikation (Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, 2008)

0:000:00