Vi hylder middelmådige Gilli-hits og Hollywood-remakes, fordi den vestlige kultur er løbet tør for idéer

Når jeg udtrykker min bekymring over den krise, jeg mener, den kunstneriske skaberkraft befinder sig i, mødes jeg som regel med modstand. Med indvendinger mod min tendens til at bruge mainstreamen som evidens. Kommentarer som:

"Noget af historiens bedste kunst bliver jo skabt lige nu." "Du skal bare se ud over hitlisterne, grave lidt dybere."

Men min pointe er ikke, at der ikke skabes nyskabende, sjælevridende kunst i dag. Det gør der klart. Pointen er, at den kunst og kultur, som udgør mainstreamen, siger noget om os som mennesker og samfund herhjemme og i Vesten, fordi det er os som forbrugere, der fører den til tops. Og ser man på, hvem der udgør den top, er det nemt at frygte, at vi som civilisation styrer mod bunden.

Mainstreamen er et spejl, hvorigennem mange af os – og især vores unge – forstår sig selv, måler sig selv og skuer efter tidens idealer. Og ser man på de idealer, som opstilles af tidens mest populære sange, serier og film, efterlader det indtrykket af, at kunst er et hurtigtoptageligt produkt frem for et resultat af en sjælelig proces eller nyskabende kreativ akrobatik.

"Kan alt ikke være kunst?" spørger folk så og smider trumfkortet over alle trumfkort. For jo, selvfølgelig kan alt i princippet være kunst. Omvendt vil jeg hævde, at på samme måde som det veldokumenterede og det fordrejede flyder sammen på sociale medier, ender tidens musik, serier, film og kunst i den samme blender. Her blendes det hele sammen og efterlader de åndeligt tommeste kalorier i toppen og de kontemplativt næringsrige brudstykker på bunden.

Imens kaster tidens eksperter, der burde udstille kunstens forfald og blotlægge fortabelsen bag den, sig ud i pseudointellektuelle anmeldelser i Soundvenue, Gaffa eller måske endda i dagbladene. Af kunstnere på Roskilde Festival, hvis kunstnernavne og sangtekster lyder mere som lyde end egentlige ord.

Eller i storstilede anmeldelser af Danmarks mest streamede artist gennem de sidste år, Gilli, og beskriver, hvordan han skaber et eklektisk mix af stilarter eller bærer en såkaldt "fleresproglig kvalitet", når han synger linjer som: "For min dudu, den siger brr brr / og deres gabus, den siger gang gang."

Evige velsmurte leveringer, der dækker over den rasende tørke på ærlige forsøg i samtidens mainstream på, at kort sagt skabe noget ægte.

For at låne af den vidunderlige kærlighedsvampyr, Nick Cave, så er kunstens bevægelse en grænseoverskridende bevægelse: Kunstneren konfronterer sine egne erfaringers grænser, og risikerer sit eget fodfæste for at lade sig katapultere udover sig selv i søgen efter en ny sandhed. Data og AI rummer ikke et indre eller et erfaret liv, og har dermed intet at transcendere, kun kapaciteten til at imitere.

Men vi tager os i stigende grad til at takke med, at den kunst og skabelse, vi mødes af, baserer sig på imitationer frem for skabelse. Vi undgår at konfrontere vores aftagende kapacitet til at bevæge os ind i rum, der kan bevæge noget inde i os.

Måske fordi vi i virkeligheden frygter, hvad algoritmerne, der dikterer tidens trends, faktisk afslører om os selv? Frygter hvad vi ville se, hvis vi stoppede op og undlod at lade os forme eller føre med af maskinen for et øjeblik, og i stedet så hvad vi var blevet til.

Data og AI rummer ikke et indre eller et erfaret liv, og har dermed intet at transcendere, kun kapaciteten til at imitere.

Peter Bitsch Hjortshøj

Gjorde vi det, tror jeg, vi ville opdage en genklang mellem vores tid og tankerne fra den tyske filosof Oswald Spengler, der i 1920'erne beskrev, hvordan enhver højkultur gennemløber en cyklus: fødsel, ungdom, blomstring og forfald.

For Vestens teknisk-videnskabelige og ekspansive kultur, som Spengler kaldte den faustiske kultur, mente han, at skiftet fra blomstring til forfald allerede var undervejs.

Oprindeligt var vores kultur født af en åndelig drift, der søgte det uendelige i kunst, viden og tro. I denne kulturtid blomstrede kunsten som et organisk udtryk for livskraft, ikke for succes eller penge, men en indre nødvendighed.

I civilisationstiden falmer individets skaberkraft, og kunstneren falder med sine samtidsfæller ind i en tid, der domineres af penge og standardisering. Fra det organiske ind i mekaniske metropoler og stivnede institutioner.

Spengler beskriver, hvordan den vestlige verden i civilisationsfasen vil bruge sine sidste kræfter på teknologisk og mekanisk perfektion, men miste forbindelsen til metafysikkens højere "hvorfor".

I det lys må heltene og håbet i vores tid være de kunstnere og kreative sjæle, der stadig søger dette højere "hvorfor". Dem, der vender sig selv på vrangen for at grave det originale frem eller hente det geniale ned. Disse skabende sjæle indgår i en aktivitet, der rækker langt ud over dem selv og deres egen skæbne.

Om de lykkes eller ej, træder de ud på de kanter, hvor livets intensiteter signalerer, at der faktisk er noget på spil, en søgen efter en sandhed, en form, et nyt rum, hvori vi kan lære os selv og livet at kende på ny. Det er den kreative sjæls sande skæbne i samtiden. Denne kamp mod efterårets forfald og en sjælelig genfødsel, som kan genfortrylle det livløse landskab, vi som åbenøjede søvngængere vandrer igennem i Vesten.

Skulle man som skabende sjæl miste modet i kampen, må man spejde imod den begejstring, en film som 'One Battle After Another' kan skabe, eller euforien ved fælles sommersang til 'En drøm om et menneske'. For at blive mindet om at vores mekaniske tid ikke har forvandlet os til maskiner; men tværtimod forstærket vores behov for huller i livets hegn, hvor vi kan stikke hovedet ud og føle os som mennesker.