Vi savner det gamle Christiansborg

"Nu, hvor han ikke er mere, fyldes mine tanker af minder om en tid, som aldrig kommer igen."

Sådan skrev den nu selv forhenværende Venstre-politiker Søren Pind på bare 48 år om sin afdøde mentor og chef, partifællen Niels Anker Kofoed, der døde i søndags, 89 år gammel.

Sørens tanker gav krogen til denne klumme, for mine tanker fyldes ligeledes af minder om den tid, som aldrig kommer igen.

Vi medier, redaktioner og klummeskribenter fyldes i hverdagen altid af det aktuelle og forestående. Sådan må det være; men bare en sjælden gang må vi stoppe op, reflektere og se tilbage. Uden at føle os som en udtømt togvogn på vej til udrangering.

Jeg har tjent som folketingsjournalist i henved 25 år, perioden 1981-82 (Berlingske), 1994-99 (TV 2-regionerne) og fortsat fra 2000 (Altinget.dk). Først sidste efterår overgav jeg medlemskabet af Folketingets Presseloge til en yngre kollega, der har mere brug for adgangskort mv., fordi jeg nu mere passer forretningen end gangene.

Minderne om den svundne tid fyldes gerne af netop det bornholmske og nationale makkerpar Kofoed/Pind. 

Niels Anker var en af de store politikere, jeg kunne huske fra barndommen i 70'erne, hvor man blev dannet som demokrat. På linje med politiske personligheder som Poul Schlüter, Ivar Hansen, Jens Risgaard Knudsen, Niels Helveg Petersen og lidt senere Steen Gade. Så det var stort pludselig at møde dem i virkeligheden på Christiansborg og arbejde med dem. Man følte sig næsten ligeværdig, for store politikere er gode til tage alle ind under huden, så man føler sig velkommen.

Som det er nævnt i nekrologerne, var Niels Anker Kofoed på samme tid charmerende og politisk snu, og det var en oplevelse som ung journalist at komme tæt på ham. Man blev påvirket i sin måde at tale og ræsonnere. Altid med behørig armslængde, fordi en politiker nu engang er lovgiver, og en journalist er undersøger.

Man kritiserede bl.a. Kofoed for dobbeltmandat og for at mele sin egen privatøkonomi, og stor var derfor overraskelsen over at komme til hans lille, meget undseelige, slidte københavnerlejlighed, der mere bar præg af spartansk sparsommelighed end af forbrug og formue.

Så var der mere svung over sekretæren Søren Pind, der højlydt indtog mentors kontor på ministergangen for forhenværende ministre lige ved folketingssalen.

Det var helt tydeligt – selv om Søren dengang i 1995 kun var i midten af 20'erne – at Niels Anker Kofoed viste format til at ansætte en sekretær, der ragede op og gerne næsten skyggede for chefen. 

Unge Pind førte sig frem i et tv-portræt, vi lavede for TV 2/Bornholm til hele Danmark med titlen "Jeg vil være statsminister". I programmet fastslog Kofoed bare, at hans sekretær skulle være "tjenende". Der var et stykke vej til Amalienborg. Men Søren Pind kom tættere på sin drøm, end selv Kofoed måske forstod dengang.

Søren Pind fortsatte sine ord om sin afdøde mentor og den svundne tid:

"En tid, hvor folkevalgte repræsenterede deres egn og deres stand."

Også dette er fuldstændig rigtigt. Det var afgjort at foretrække for i dag, hvor en ny politikergeneration gerne er rundet af de samme studier, og hvor partiafhopperi bruges i den personlige karriere.

Niels Anker Kofoed, hans ligemand Ivar Hansen og ligeledes nævneværdige Jens Risgaard Knudsen var store, nationale politikere, der aldrig glemte deres valgkreds eller deres stand.

Kofoed var først og sidst bonde fra Bornholm, og når han skulle interviewes til tv, spurgte han altid, om det var til Bornholm eller til landsprogram. Så skulle han enten snakke flydende bornholmsk eller tale tilstræbt rigsdansk.

Risgaards betydning for de to nordjyske motorveje, gerne benævnt henholdsvis Risgaard og Knudsen, er velbeskrevet, og som tiden er gået, er der jo faktisk også kommet trafik deroppe.

Han sad hver uge på kroen hjemme i valgkredsen i Vendsyssel og var til rådighed for sine vælgere. Han var i særdeleshed en national politiker – den socialdemokratiske rigstaktiker – på linje med Anker Jørgensen, Knud Heinesen, Svend Jakobsen og Erling Olsen. Og han lærte mig en masse: "Gå på gangen og lyt. Sid ikke på kontor og læs!" 

Alligevel var det sidste, Jens fra hospitalssengen, mærket af kræft, sagde til mig, ikke noget om EU eller Danmark, nej: "Pas godt på det nordjyske."

Sådan "fyldes mine tanker af minder om en tid, som aldrig kommer igen".

Christiansborg var i starten af 80'erne en gammeldags og langsom arbejdsplads, hvor der var tid til diskret, ufortalt druk – eller til at lægge aviserne i stakke med sirlig datoorden. Datidens Google.

I 90'erne var der med TV 2 kommet flere medier, men fortsat bestod en stor gensidig tillid og respekt mellem politikere og journalister. Først de senere år – især her i 10'erne – er forholdet blevet anstrengt, til stor skade for parternes anseelse i befolkningen. Vi skælder højlydt ud på hinanden, og demokratiet lider.

Christiansborgs embedsmænd er vel de eneste, for hvem tiden stort set er gået hen over hovedet. De er og bliver loyale og sympatiske. 

Så på en måde kan både Søren Pind og jeg bare gå til en Claus Dethlefsen, netop slået til Kommandør af første grad, for at opleve den svundne tid, der stadig har værdi. 

Folketingssekretæren er inkarnationen af kærlighed til folkestyret. Det skal gå ordentligt til. Som når der læses tre-fire gange korrektur, før Folketingstidende er klar til at modstå tidens tand. Der skal være orden i registreringen og historieskrivningen. Derfor føltes det også kun rigtigt, at Folketinget som direktør ansatte direktøren for selveste Nationalmuseet, ligesom det i grunden er naturligt, at Carsten U. Larsen så det som karriereudviklende at blive direktør for folkestyrets hus, der i øvrigt personalemæssigt er nogenlunde på størrelse med hans tidligere arbejdsplads på den anden side af kanalen.

Mange andre af husets ansatte kunne nævnes, der nok altid har drillet politikere og været irriterede på journalister, men som ved fyraften som hovedregel har forladt Borgen med lyst til igen i morgen at gå op ad Store trappe for at tjene den lovmølle, der som vandmøllens hjul drejer langsomt, men ubønhørligt. I samme takt og rille som for 100 år siden. I bund og grund. Og det er i denne sammenhæng positivt fremhævet.

I dag har vi fortsat f.eks. formandschaufføren Troels Stigaard, der er en flot og nærværende, dertil loyal og vidende ansat repræsentant for folkestyret. Går vi tilbage i tiden, gjorde embedsmænd som ikke mindst den afdøde direktør Helge Hjortdal og forhenværende folketingsbibliotekar Kristian Hvidt og eksempelvis hans kolleger Hans Peter Hilden og Lo Folkmann stort indtryk på en yngre Christiansborg-journalist. De kunne deres grundlov og deres Christiansborg i dialog med befolkningen.

Juristerne i huset, som alt for tidligt afdøde lovchef Dorte Rønnemoes og mange, ofte mere anonyme udvalgssekretærer, er folkestyrets usynlige men uvurderlige rygrad. 

Jo, vi bliver alle påvirket af de arbejdspladser og de ældre kolleger, vi virker iblandt. Derfor er det så vigtigt, hvor vi tilbringer vores professionelle ungdom, og hvem der bliver vores mentorer. Og dér er Christiansborg med sine politikere, journalister og ansatte uden tvivl blandt de mest givende.

De gamle tjenere af folkestyret fortjener at blive husket bedre, end de gør i dag i vores historieløse tid. Også både før og efter de nekrologer, vi uværgerligt som medier kommer til at bringe på et tidspunkt.

Nå, det var fortiden for en stund. Den, der har formet dig, hvor du er, som den har formet mig som den politiske journalist, jeg altid vil kalde mig, inspireret af Niels Anker Kofoed, der var bonde til det sidste. 

Nu tilbage til nutiden, og da vil jeg hellere tænke på nyvalg, udnævnelser og lovforslag end på nekrologer. Og på lysegrønne træer, gule marker og klar, blå himmel.

Så: Godt snart fuldendt løvspring. Og kan du ikke slippe din forårskådhed oven på denne tilbageskuende klumme, så tag til Niels Anker Kofoeds og Søren Pinds elskede Bornholm, hvor foråret i den kolde Østersø gerne falder tre uger senere. Ja, foråret har næppe helt sluppet taget i Bornholm, når Folkemødet venter mange til juni.