Vigtig biografi om vidunderbarnet Kampmann

ANMELDELSE: Poul Smidts nye biografi om Viggo Kampmann er uden tvivl den vigtigste og mest interessante politiske biografi siden Bo Lidegaards bog om Jens Otto Krag, skriver Jarl Cordua.

Altingets vurdering: 5/6

Jarl CorduaAf Jarl Cordua
Vært på Radio24syv og politisk kommentator

Socialdemokratiet fik under ledelse af statsminister Viggo Kampmann ved folketingsvalget 15. november 1960 med 42,1 procent af stemmerne sit bedste valg siden Stauning. Og for første gang nogensinde fik et dansk parti mere end én million stemmer.

Det blev kulminationen på en indtil da ganske nydelig politisk karriere. Efter syv succesrige år i slutningen af 50’erne som en dygtig, idérig, arbejdsom, magtfuld, ja nærmest suveræn finansminister, havde Kampmann efter statsminister H.C. Hansens død 19. februar 1960 overtaget regeringsledelsen. Og havde nu med det flotte valg generobret magten i egen ret.

Adoptivbarnet fra Fredericia, der som den første akademiker var blevet både partiformand og statsminister for det gamle arbejderparti, havde nu nået toppen af magtens tinder. Og udsigten var enestående pæn.

Resultaterne efter syv års regeringsansvar talte for sig selv: Velfærdssamfundet buldrede derudad med en mærkbar fremgang for alle i levefoden - uden sidestykke og dertil et sjældent set opfyldt mål med fuld beskæftigelse. Målt alene med økonomiske alen en lykkelig tid, hvor Kampmann med troværdighed kunne møde vælgerne med det geniale og rammende valgslogan: ”Gør gode tider bedre”.

Men kun godt halvandet år senere var det hele pludselig slut. Da måtte en svækket og sygdomsramt Kampmann på kun 52 år forlade dansk politik og overlade Statsministeriet til partifællen Jens Otto Krag.

Velfærdsarkitekten
Vidunderbarnets uortodokse opstigning mod magtens tinder, bratte fald og tidlige død som 66-årig afspejler en personlig tragedie, der var affødt af en skæbnesvanger sindslidelse, som eftertiden nok har haft en tendens til at betragte Viggo Kampmanns politiske karriere og liv vel meget i. Det har skygget for de ikke ubetydelige resultater, som Kampmann faktisk formåede at udrette i dansk politik. Både som central embedsmand og som toppolitiker. Og det bør vel være de politiske resultater, der bør veje tungest i vægtskålen, når eftertiden skal vurdere en politikers betydning.

Det er i al fald et på én gang grundigt og nuanceret billede, der tegnes i journalisten Poul Smidts længe ventede og netop udkomne biografi om Viggo Kampmann, som Smidt med rette beskriver som ”en af velfærdsstatens største arkitekter”.

Helt konkret stod Kampmann som finansminister bag vedtagelsen af folkepensionen i 1957, men også en lang række andre udbygninger af velfærdsstaten. Men ikke kun. Der er det væsentlige initiativ, han tager. For eksempel oprettelsen af atomforsøgsstationen Risø. Eller tanker, han får før så mange andre. For eksempel, at Danmark burde tilslutte sig EF både af markedsmæssige og politiske hensyn og øge ulandshjælpen for at imødegå fremtidige folkevandringer – som alle bliver behørigt omtalt i bogen.

Kampmanns politiske perspektiv rakte tilsyneladende langt. Også for sin tid. Dertil kommer også en sympatisk indsats for at hjælpe især bevægelseshandicappede i beskæftigelse med videre, både som lovgiver og som indsamler, da Kampmann sideløbende var formand for Vanførefonden.

En politisk begavelse 
Kampmanns vej ind i politik er utraditionel for datidens socialdemokratiske toppolitikere. Han kombinerede en enestående kreativ politisk begavelse med en faglig indsigt i statistik. Han bliver som ung cand. polit. i slutningen af 1930’erne spottet og rekrutteret af Staunings finansminister Vilhelm Buhl, der 1942-43 også er statsminister.

Senere 1947-50 får han ansættelse som central og ledende (politisk) embedsmand i Buhls ganske magtfulde ministerium for økonomisk samordning. Her støber Kampmann kuglerne og formulerer brugbare plug-and-play politiske løsninger, som Socialdemokraternes egne topfolk, som for eksempel H.C. Hansen og Hans Hedtoft, slet ikke selv formår. En fuldmægtig joker med, at man skal passe på med at få gode idéer. For hvis Kampmann synes om dem, så varer det ikke længe, så bliver de til regeringens politik. Kampmann er så dygtig, at han forinden fra 1945-47 er headhuntet til Finansministeriet af den legendariske økonom, venstremanden Thorkil ”Livrem” Kristensen, der langt senere bliver OECD's første generalsekretær.

Kampmann er allerede under krigen en så central embedsmand, at han formulerer idéer til det ”professorudvalg”, der skal opfinde job til de mange arbejdsløse danskere. Blandt andet så de undgår at blive sendt til Tyskland og rustningsindustrien. Han formulerer også den lovgivning om pengeombytning, der kort efter befrielsen skal opsuge de formuer, som værnemagere og andre har tjent på fællesskabets bekostning, ved at handle vel rigeligt med tyskerne.

Undervejs leverer han også en indsats i modstandsbevægelsen, blandt andet ved at registrere og senere fjerne de embedsmænd på Slotsholmen, der undervejs viser sig for tjenstvillige over for besættelsesmagten.

Med tiden bliver hans tilknytning til Socialdemokraterne så tæt, at han i 1950 kortvarigt bliver udnævnt til finansminister første gang. Herefter bliver det til en fast ansættelse i partiet og siden opstilling som folketingskandidat, hvor Kampmann vælges til Folketinget i 1953, så han er klar til at sætte sig i finansministerstolen, da Hedtoft generobrer magten samme år. Blandt Kampmanns triumfer kan man for eksempel tælle dannelsen af trekantsregeringen i 1957, som han er drivkraften bag, og hans indflydelse i H.C. Hansens regeringer kan dårligt overvurderes.

Fejlgreb og personlige eskapader 
Smidt selv er rundet af arbejderbevægelsen og har aldrig lagt skjul på, hvor han står politisk.

Der er derfor ikke den store diskussion af, at Socialdemokraterne naturligvis i efterkrigstiden benytter sig af Keynes’ tanker om at udvikle økonomien gennem stimulering af efterspørgslen. I kraft af en skattefinansieret udbygning af velfærdsstaten og med et klart defineret politisk mål om fuld beskæftigelse og indkomstudjævning. Kampmanns økonomiske politik er dog så pragmatisk, at den også tilskynder virksomhederne til at investere, og hviler på en forudsætning om adgang til flest mulige frie markeder.

Det skorter imidlertid ikke undervejs på kritisk gennemgang af Kampmanns politiske fejlgreb eller de personlige eskapader, som formentlig har en baggrund i hans ikke helt erkendte og tilsyneladende ubehandlede manio-depressive sindslidelse, som ender med at undergrave ham politisk. Smidt sparer på ingen måde læseren for de mange pinlige kendsgerninger, men er nådig nok til at beskrive dem i elegante, men umisforståelige vendinger.

For sagen er, at Kampmann helt fra sine unge år er et syndigt rodehoved i sit privatliv og tidligt udvikler et usundt forhold til alkohol. Den unge embedsmand bliver knapt skilt fra sin første kone, som han har to små sønner med, før han møder den senere kone nummer tre.

Hun må dog vente med at blive kone nummer tre, for Kampmann skal lige gifte sig proforma med en kvindelig kollega i Statistisk Departement, som han undervejs havde gjort gravid. Og omgivelserne på den tid ser helst, at barnet kommer til verden i et ægteskab. Denne disposition er den senere kone nummer tre, Eva Brinch, i øvrigt enig i, og hun venter pænt. Hun mødte i øvrigt sin senere mand, da hun blev tilkaldt for at hjælpe med at betale en værtshusregning, som Kampmann og hans kammerat ikke kunne betale efter et drikkelag på Lorry.

Dagen efter inviterer han hende ud på middag efter at have pantsat sin skrivemaskine hos ”Onkel”, som Finansministeriets pantelånerforretning dengang blev kaldt. De bliver så sammen i 30 år, hvor hun dog må finde sig i lidt af hvert. Kampmann har det nemlig med at drikke lidt rigeligt. I finansministertiden drikker han op til en flaske whisky om dagen. Han går også glad og gerne i byen, hvor han kan finde på at udstede blankochecks til tilfældige damebekendtskaber, som fru Eva med andres hjælp skulle forsøge at udrede.

Finansministeren kan også godt finde på at opsøge ”smugkroer”, og så kan han i perioder forsvinde i dagevis, hvor ingen aner, hvor han er. Undervejs får han som statsminister sig en yngre finsk veninde, der er halvt så gammel som ham selv. Og historien bliver yderligere pikant derved, at hun nogenlunde sideløbende har et forhold til en anden nordisk toppolitiker.

Forsvindingsnumrene, damebekendtskaberne, de 20 daglige cigarer og drikkeriet går så længe, at han er finansminister, da Kampmann overkompenserer med en helt enestående arbejdskapacitet. Han formår for eksempel at vikariere for halvdelen af ministerierne i sommerferieperioderne (det var i 1950’erne, hvor arbejdsmængden nok stadigvæk var overskuelig). Som statsminister bliver den adfærd derimod et uoverstigeligt problem, og det er med til at fælde ham.

Længe ventet biografi
Næsten alle efterkrigstidens socialdemokratiske statsministre har fået deres biografi.

Mest kendt er Bo Lidegaards biografi om Jens Otto Krag. Men vi har manglet en om Kampmann, og derfor er Smidts biografi så velkommen for at bibringe os forståelse for en spændende tid, som både Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti med flere hævder var en politisk guldalder.

Hvor Lidegaard i sin biografi havde Krags omfattende dagbogsnotater at støtte sig op ad, har Smidt haft meget mindre at arbejde med. For Kampmanns kone nummer fire brændte, hvad der kunne være af yderligere interessante betroelser nedfældet på papir. Bortset fra Kampmanns egen lille erindringsbog.

Henset til at også Smidt i lighed med Lidegaard har måttet bede tidligere udenrigsminister og arkivvogter Kjeld Olesen om adgang til Krags arkiv for at få vurderinger, der er så tæt på begivenhederne i Kampmanns politiske liv, så kan det næsten ikke understreges nok over for nutidens og fremtidens politikere, at de skal skrive dagbøger, for rigtigt at kunne præge ikke bare deres eget, men også andres eftermæle.

Poul Smidt har i al fald formået at give en fair, velafbalanceret og tilpas dybdegående skildring (og i et letforståeligt sprog) af en vægtig, men nok også overset, politisk figur, som bestemt har fortjent at blive så omfattende portrætteret, som det er tilfældet her.

Det er uden tvivl den vigtigste og mest interessante politiske biografi siden Lidegaards biografi om Jens Otto Krag.

 

Poul Smidts biografi ”Viggo Kampmann – modig modstandsmand, klog finansminister, ustyrlig statsminister” udkommer 19. august på Gyldendal. Bogen er på 480 sider og kan købes til 349,95 kroner.

Forrige artikel Politikernes skjulte penge Politikernes skjulte penge Næste artikel Per Stigs biografi giver indblik – men har huller Per Stigs biografi giver indblik – men har huller
”Vi siger ikke det er sandt”

”Vi siger ikke det er sandt”

MEDIER: Det russiske statsmedie Sputnik ser ikke noget problem i, at de ligesom Jyllands-Posten bragte en falsk historie om knivbevæbnede migranter.