Yale-professor: Sådan lyver vores tids autokrater

Af Timothy Snyder
Professor, Yale University

Først ser vi ansigtet.

Ansigtet på Amerikas Donald Trump eller Ungarns Victor Orbán eller Ruslands Vladimir Putin eller Tyrkiets Recep Tayyip Erdogan.

Ansigtet på mænd, der vil lave demokratier om til personkulter. 

Ansigtet er det ældste symbol på lederskab; symbolet, der virker for en klan eller stamme. Hvis vi kun ser ansigtet, tænker vi ikke på politikker eller politik; i stedet accepterer vi det nye regime og dets regler.

Men demokrati handler om folket og ikke om en enkelt myteomspunden person. 

Ansigtet er det ældste symbol på lederskab; symbolet, der virker for en klan eller stamme. 

Timothy Snyder
Professor, Yale

Mennesker har behov for sandhed, som bliver ødelagt af en personkult. Teorier om demokratier, fra det gamle Grækenland over oplysningstiden til i dag, tager for givet, at verden omkring os fører til forståelse.

Vi higer efter kendsgerninger side om side med vores medborgere. Men i en personkult bliver sandhed erstattet af tro, og vi tror på det, som lederne vil have os til at tro. Ansigtet erstatter tankerne. 

Overgangen fra demokrati til personkult begynder med en leder, der er villig til hele tiden at lyve for at miskreditere sandheden som sådan. Overgangen er gennemført, når folk ikke længere er i stand til at skelne mellem sandhed og følelse.    

Personkulten virker ens alle steder; den hviler på den unøjagtige forestilling om, at ansigtet på en måde repræsenterer nationen. Personkult får os til at føle snarere end at tænke.

Helt specifikt får de os til at føle, at det første spørgsmål i politik er "Hvem er vi, og hvem er de?" snarere end "Hvordan er verden, og hvad kan vi gøre ved det?". Når vi først har godtaget, at politik handler om "os og dem" føler vi, at vi ved, hvem "vi" er, fordi vi føler, at vi ved, hvem "de" er.

I virkeligheden ved vi ikke noget, for vi har accepteret frygt og nervøsitet – dyriske følelser – som grundlag for politik. Vi er blevet narret.  

Vore dages autoritære ledere stikker mellemstore løgne. De henviser kun overfladisk til erfaringer; de trækker os dybt ind i en følelseshule.

Hvis vi tror på, at Barack Obama er muslim og født i Afrika (en amerikansk løgn bakket op af Rusland), eller at Hillary Clinton er en pædofil bordelmutter (russisk løgn bakket op af USA), så tænker vi os ikke om; vi giver efter for seksuel og fysisk frygt.   

En demonstrant fra Mexico City ihukommer Tlatelolco i 1968 (Foto: Ronaldo Schemidt/Agence France-Presse)

De mellemstore løgne er knap de totalitære lederes store løgne, selvom Orbáns angreb på George Soros for at være leder for en jødisk sammensværgelse kommer ret tæt på. De er dog store nok til, at de er med til at afmontere den faktiske verden.

Idet vi godtager løgnene, så åbner vi op for at tro på en hel stribe andre usandheder eller i hvert fald få os til at mistænke, at der er andre og større sammensværgelser.      

Lederens ansigt bliver som resultat heraf et flag, en løsrevet markør for "os og dem". Internettet og de sociale medier får os til at se politik på denne tosidige måde.

Vi har en forestilling om, at vi træffer valg, når vi sidder foran computeren, men valgene er i virkeligheden vinklet til os af algoritmer, der ved, hvad der vil få os til at forblive online.

Vores onlineaktiviteter bliver politiske instruktioner, vi gør os modtagelige over for politikere, der gentager den samme modsætning: Hvad gør os bange, og hvad får os til at føle os trygge? Hvem er de, og hvem er vi?   

En personkult plejede at kræve monumenter; nu kræver de memes. Sociale medier fylder folkets forestillingsevne, ligesom de store statuer af tyranner fra gamle dage fyldte det offentlige rum.

Men som disse monumenter minder os om: Tyranner dør altid.

Den tomme heteroseksuelle opstilling, de skjorteløse fotomuligheder, misogynien og ligegyldigheden over for kvindelig erfaring, antihomoseksualitetskampagner, de er alle skabt for at skjule et grundlæggende faktum: En personkult er steril. Den kan ikke reproducere sig selv. Personkult er tilbedelse af noget midlertidigt.

Således er den forvirrende og på bunden kujonagtig: Lederen kan ikke forholde sig til det faktum, at han skal dø og vil blive erstattet, og borgerne opretholder illusionen ved at glemme, at de også har ansvar for fremtiden.      

Personkulten svækker evnen til at få et land til at fungere. Når vi accepterer personkulten, opgiver vi ikke blot vores ret til at vælge ledere, men svækker også evnerne og udmarver de institutioner, der ville give os lov til at gøre det i fremtiden.

Når vi bevæger os væk fra demokratiet, så glemmer vi dets formål: at give os alle en fremtid. En personkult tilsiger, at en person altid har ret, så efter hans død følger kaos.

Demokrati tager højde for, at vi alle laver fejl, men giver os ofte en chance for at rette os selv.

Demokrati er den modige måde at have et land. En personkult er en kujonagtig måde at ødelægge et land.