Debat

Zetland: Vi vil ikke have mere støtte, men vi vil konkurrere på lige vilkår

På Zetland synes vi, at tiden er inde til en ændring af den styrende logik bag mediestøtten. Frem for at støtte journalistisk produktion bør vi i højere grad støtte journalistikkens virkning, skriver Tav Klitgaard.

Hvorfor skal vi massivt statsstøtte den 71-åriges læsers papiravis, men ikke den 22-åriges digitale nyhedsforbrug, spørger Zetlands direktør, Tav Klitgaard.
Hvorfor skal vi massivt statsstøtte den 71-åriges læsers papiravis, men ikke den 22-åriges digitale nyhedsforbrug, spørger Zetlands direktør, Tav Klitgaard.Foto: Zetland
Tav Klitgaard
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Hvordan sikrer vi, at troværdige nyhedsmedier ikke bare findes, men også bliver brugt?

Hvordan undgår vi nyhedsørkner? Hvordan sikrer vi en offentlig samtale på borgernes og demokratiets præmisser – ikke techgiganternes? Og hvordan laver vi et mediestøttesystem, der ikke favoriserer ældre danskeres medievaner over unges?

Det er de væsentligste spørgsmål, der bør adresseres med en ny mediestøttelov. Lad os være vildt ambitiøse. Mediestøtten er knopskudt gennem skiftende tiders kulturpolitikere og er i dag en bastard af lappeløsninger og meningsløse teknologisk definerede støttekriterier.

På Zetland synes vi, at tiden er inde til en ændring af den styrende logik bag mediestøtten. Frem for at støtte journalistisk produktion bør vi i højere grad støtte journalistikkens virkning.

Den nuværende ordning er ikke tidssvarende
Indtil for få år siden gav det mening at uddele støtten ud fra objektive kriterier med udgangspunkt i teknologi: Var du et skriftmedie, eller var du ikke? Havde du national og bred emnemæssig dækning, eller havde du ikke?

Men i 2021 arbejder de fleste medier tværmedielt. Audio og video har bevist deres værd for den moderne nyhedsforbruger, og nichemedier laver fabelagtig journalistik. Dermed giver den teknologiske og emnemæssige skelnen ikke længere mening.

Danskere vil gerne betale for kvalitetsjournalistik. Også de unge. Faktisk er halvdelen af Zetlands betalende medlemmer under 35 år. Vi opererer imidlertid på et marked, hvor staten stiller distribution på papir stærkere end digital distribution, og det hæmmer vores konkurrencevilkår.

Mediestøtten bliver nemlig i dag givet ud fra en idé om, at digital distribution er billigere end papirdistribution. Og ja, det er dyrt at trykke journalistik på papir og få det fragtet med cykelbud ud til kundens dørmåtte.

Men at (god) digital distribution er billigere, passer ikke. Er man ambitiøs med sin strategi og vil have moderne platforme, prøve nye forretningsmodeller og udnytte de muligheder, som den digitale verden tilbyder, koster det rigtig mange penge at distribuere digitalt.

Derfor kan vi ikke lade være med at spørge os selv: Hvorfor skal vi massivt statsstøtte den 71-åriges læsers papiravis, men ikke den 22-åriges digitale nyhedsforbrug? Bør den skattefinansierede mediestøtte ikke fremme udviklingen af bæredygtige forretningsmodeller for kvalitetsnyheder – i stedet for at gøre det modsatte?

Lokale medier og techgiganterne
Zetland vil ikke have mere støtte, men vi vil gerne konkurrere på lige vilkår. For at illustrere pointen er mediestøtte for 2021 sat op over for tilgængelige abonnenttal.

Lokale medier spiller en vigtig rolle i vores samfund, men bakser med digital distribution, der gør det muligt at bygge en fornuftig forretning. Vi løser det forkerte problem ved at støtte, at de kan ansætte flere journalister.

Det er deres teknologi og forretningsmodel, der for alvor har brug for støtte. Lad os give dem mulighed for at få innovationsstøtte til at udvikle deres platforme og forretningsmodeller.

Også når det kommer til techgiganterne, skal vi tænke anderledes: Vi skal kæmpe med techgiganterne i stedet for at kæmpe imod dem. Vi skal udvikle vores produkter, så de i højere grad kan udnytte den udbredelse, som de store sociale platforme tilbyder.

Skal ikke påtvinges gebyrer
Også her løser vi problemet gennem udvikling og innovation og ikke ved at stille stilladser op omkring de gamle strukturer.

Vi skal ikke støtte produktionen af journalistik. Vi skal støtte den funktion, som journalistikken skal have i samfundet

Tav Klitgaard
Direktør, Zetland

Techgiganterne skal reguleres, så de tager deres samfundsopgave alvorligt, og så de betaler en rimelig skat. Men de skal ikke forhindres i at deltage i udbredelsen af frie medier ved at påtvinges gebyrer.

Målet er jo, at flest mulige danskere skal forbruge og betale for dansk journalistik. Her er vores konkrete forslag til, hvordan vi kunne komme af med de værste innovationshæmmere inden for de nuværende rammer:

Fjern tekstkravet: Det hæmmer innovationen inden for distribution. (Især) unge nyhedsforbrugeres foretrukne medie er lyd og video. Det skal vi kunne understøtte.

Sænk titelloftet, så vi støtter mangfoldigt: De store medier har ikke i samme grad brug for produktionsstøtten, og vi bør primært støtte der, hvor støtten ikke kan undværes.

Afvikl supplementspuljen for printdistribution nu: Papirlæseren bør selvfølgelig ikke favoriseres over den digitale bruger.

Ændr forvaltningen af innovationsordningen: Innovationspuljen er mediernes mulighed for at eksperimentere med ideer inden for teknologi og forretningsmodeller. Den måde, som puljen forvaltes på, lever desværre ikke op til visionerne. Vi foreslår en model med inspiration fra Innovationsfondens Innobooster-program.

Opdater kriterierne for produktionsstøtten: Vi skal ikke støtte produktionen af journalistik. Vi skal støtte den funktion, som journalistikken skal have i samfundet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00