ABF til boligministeren: Blandede byer kræver, at politikerne udfordrer bankerne

Det er tilsyneladende grådige, nepotistiske spekulanter, der bebor de københavnske andelsboliger, der er blevet så dyre, at de ikke er et alternativ på boligmarkedet. Derfor skal andelsboligerne "revitaliseres" med nye, "spekulationsfri" modeller.

Tonen er hård, når talen falder på andelsboligmarkedet i hovedstaden. Ganske uretfærdigt i øvrigt, for andelsboligen har en enorm vigtig rolle i forhold til at skabe den blandede by.

Det kom tydeligt frem, da Cevea for nylig offentliggjorde en analyse af andelsboligerne og sammenlignede dem med de øvrige boligformer.
Her stod det lysende klart, at andelsboligerne stadig åbner døre for folk med almindelige indkomster på steder, hvor de ellers umuligt ville kunne få en bolig – som de i øvrigt altid har gjort.

Andelshaverne er netop helt almindelige mennesker med almindelige opsparinger, indkomster og uddannelser. Det placerer andelshaverne som "cremen i kiksen" – limen – midt mellem ejere og lejere. Andelshaverne bor også længere tid i deres boliger, som de prioriterer at vedligeholde. Desuden er de langt mere involverede i lokalområdet, end man eksempelvis ser blandt beboerne i de private udlejningsboliger, der har overhalet andelsboligen som den største boligform i København.

Dertil kan andelsboligerne ikke ses isoleret. Priserne på andelsboliger er steget, men langt fra lige så meget som ejerboligerne eller lejen i de private udlejningsejendomme.

Ser tre klare problemer
Hvis man vil lave "spekulationsfrie" andelsboliger, som de seneste boligministre har foreslået, og fastholder priserne, vil den enlige studerende i den toværelses lejlighed, der pludselig er blevet til en familie på fire, næppe have mulighed for hverken at komme videre til en større eller anden type bolig, der passer bedre til deres behov. Der er derfor brug for andelsboligen som en vigtig del af helheden på boligmarkedet – hvis byerne også fremover skal være for alle.

Så andelsboligen er skam "vital", og der er (mindst) tre helt klare problemer, der overtrumfer stigende priser. Det første er udbuddet. De senere år har der været tilbagegang i antallet af andelsboliger. Der er stort set ikke blevet bygget nye, og det har været svært at konvertere gamle udlejningsejendomme.

Det andet – og måske mest centrale – er finansieringen. Andelsboliger må udelukkende finansieres med privat låntagning – ofte et banklån. Andelshaverne har hverken finansieringsstøtte som den almene sektor eller favorable realkreditmuligheder som ejerboligsektoren. Tværtimod har bankerne ekstra strenge krav, hvis du vil købe en andelslejlighed.

Det tredje er manglende politisk vilje. Der bliver talt om vigtigheden af andelsboligen, men når det kommer til stykket, er almene lejeboliger hovedprioriteten for den nuværende regering (og deres fæller i København), mens den blå fløj har fokus på ejerboligerne.

Til eksempel er der lanceret en række puljer til almene boliger, sat krav om 40 procent almene boliger i nye boligområder i København og fortætning i almene boligområder med ejer- og lejeboliger.

Andelsboligsektoren, der binder det hele sammen og giver mennesker med en almindelig indkomst en mulighed for selv at bestemme over deres bolig, falder mellem to stole. Det er måske derfor, der hverken har været politisk vilje til at presse bankerne eller give statslig støtte, som kunne løfte andelsboligsektoren.

Tænk andelsboliger ind i planloven
Ud over et større politisk pres på finanssektoren er der flere konkrete initiativer, som kunne hjælpe andelsboligerne og dermed sammenhængskraften i hovedstaden.

Hvorfor ikke sætte mål for, at andelsboliger skal udgøre en bestemt procentdel af boligmassen?

Jan Hansen
Direktør, Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation (ABF)

Gør det lettere for lejere at stifte andelsboligforeninger, når deres ejendom sælges. De fleste andelsboligforeninger i København er etableret, fordi de tidligere lejere har kunnet overtage deres ejendom i fællesskab, da den blev udbudt til salg jævnfør tilbudspligten. De senere år har udlejere fundet en række metoder til at omgå tilbudspligten, huller, som der er brug for at lukke.

Genindfør muligheden for støtte til andelsboliger. Støtte og særlige statslige lån til andelsboliger har været prøvet før med pæn succes. For selvom det er dyrt at bygge på nuværende tidspunkt, vil det være en god løsning at skabe flere andelsboliger i hovedstaden. Med den rette støtte kunne andelsboligerne være et fint alternativ til især dyre ejerboliger og private lejeboliger. Kommunale lånegarantier vil også kunne lette foreningernes finansiering.

Tilpas planloven, så andelsboliger kan tænkes ind i byplanlægningen. Planloven giver mulighed for, at en kommune kan beslutte, at op til 25 procent af boligmassen i et nyt boligområde skal være almene boliger. I København har man netop fået dispensation til, at det skal være 40 procent. Men hvorfor ikke sætte mål for, at andelsboliger skal udgøre en bestemt procentdel af boligmassen?

Hvis man ønsker mere blandede byer, er der netop brug for forskellige boligformer, og en ændring af planloven, hvor man bruger andelsboligen aktivt, vil være gøre, at man også politisk vil kunne planlægge byen bedre.