Brancheformand: Ingen fornuft i at sløjfe 1,5 milliarder til energibesparelser

DEBAT: Med et pennestrøg skruer regeringen helt ned for energispareindsatsen. Der er imidlertid overhovedet ikke belæg for budskabet om, at energieffektivisering af bygningsmassen er for dyr, skriver Henrik Lindved Bang.

Af Henrik Lindved Bang
Direktør i Bygherreforeningen og talsmand for branchepartnerskabet  ”Renovering på Dagsordenen”

Med offentliggørelsen af regeringens udspil til ny energiaftale foreslås den eksisterende energispareordning aflivet.

Det er der ingen, der for alvor begræder. Der har været registreret omfattende snyd med ordningen, den har været ugennemsigtig, den har været administreret uensartet, og en sønderlemmende kritik fra Rigsrevisionen har slået de sidste søm i kisten.

Det har betydet, at energiselskaberne efter at have forvaltet og forsvaret ordningen i årevis er endt med at holde ordningen ud i strakt arm og selv meddelt, at den bør afvikles.

Den omkostningseffektive omstilling
Med afsæt i kritikken af den ordning, som alle har været enige om ikke har fungeret, har regeringen med et pennestrøg sløjfet de 1,5 milliarder kroner, der årligt har været anvendt til energieffektiviseringer i forskellige sektorer.

Eneste undtagelse er, at 400 millioner kroner tilføres en udbudspulje, som isoleres til procesenergi-effektiviseringer i erhvervslivet. Det betyder, at den offentlige energieffektiviseringsindsats fremover samlet kun tildeles en fjerdedel af de hidtidige midler, hvis det står til regeringen.

Er det nu fornuftigt? Vil det være den mest omkostningseffektive vej til at sikre den grønne omstilling?

Og er det i overensstemmelse med den klare anbefaling fra Energikommissionen om, at fremtidens energipolitik skal balancere mellem vedvarende energi og energieffektivisering – bundet sammen af elektrificering?*

Vi skal mere end fordoble indsatsen i bygninger
Renovering på Dagsordenen er et branchepartnerskab for en bred kreds af aktører, der siden 2011 har samarbejdet om at frembringe viden om, hvordan vi i Danmark optimerer bygningsmassen, herunder energimæssigt, og hvordan bygningerne indlemmes mere i fremtidens energisystem og -planlægning.

Derfor interesserer vi os for bygningernes rolle i energiudspillet.

Vi er blevet skudt i skoene, at vi blot ønsker flere midler til egen sektor, men faktisk har flertallet af de medvirkende aktører ingen egeninteresse i, om vi energirenoverer mere eller mindre, men har alene været optaget af at fremme de beslutninger, som giver samfundsøkonomisk bedst mening.  

Vi mener, at det samfundsøkonomisk er en fejl at sænke ambitionerne så markant, som regeringen lægger op til.

Og der er overhovedet ikke belæg for budskabet om, at energieffektivisering af bygningsmassen i energipolitikken er for dyr, med afsæt i den hidtidige, dårligt fungerende energispareordning.

I slutningen af marts offentliggjorde Renovering på Dagsordenen en analyse udarbejdet af EA Energianalyse, som direkte sammenligner de samfundsøkonomiske udgifter mellem udbygning af vedvarende energi og energieffektivisering i den eksisterende bygningsmasse.

Analysen viser, at det for samfundet bedre kan betale sig at spare hele 31 procent af varmeforbruget i den eksisterende bygningsmasse frem mod 2050, end det alternativt ville koste at investere i den nødvendige varmeforsyning – selv når der tages højde for, at forsyningen på sigt baserer sig 100 procent på vedvarende energi.

Hvis vi skal realisere det, vil det indebære, at vi mere end fordobler omfanget af varmebesparelser i bygninger i forhold til, hvad der er gennemført de seneste 10 år. I modsat fald vil de danske skatteydere betale en overpris for omstillingen.

Analysen viser, at hvis man fra i dag ikke realiserer energibesparelser i den eksisterende bygningsmasse i de kommende år, vil det samfundsøkonomisk koste 1,1 milliarder kroner om året i 2030, stigende til 3,2 milliarder kroner frem mod 2050.

Hvis man akkumulerer og diskonterer i perioden 2021-2050, udgør det et samlet energibesparelsespotentiale i nutidsværdi på 23 milliarder kroner  

Bygningsejere er ikke rationelle
Analysen viser med al ønskelig tydelighed, at vi som samfund bør foretage et regulært gearskifte, når det gælder energieffektiviseringen af den eksisterende bygningsmasse.

Og det er vigtigt, at vi kommer i gang, inden det samfundsøkonomiske efterslæb bliver for svært at indhente. Der er derfor behov for at hæve ambitionerne og styrke besparelsesindsatsen.

Ikke sænke dem og svække indsatsen.

Ifølge regeringen kommer energirenoveringer af sig selv, når bolig- og bygningsejere har et privatøkonomisk incitament hertil.

Tidligere overvismand Peter Birch Sørensen, som i dag er formand for Klimarådet, har imidlertid ved flere lejligheder slået fast, at bygningsejere ikke handler rationelt, når det gælder energirenovering.

Det skyldes, at man som bygningsejer er for risikoavers i forhold til at investere i tiltag, der først er tilbagebetalt om mange år. Samtidig opnår man ikke et incitament for at aflaste energisystemet, hvis man forbruger mindre.

Begge forhold gør, at selv om den privatøkonomiske business-case måske er til stede hos de fleste bygningsejere, så energirenoverer de ikke deres bygning i den grad og i det omfang, de burde.  

Samfundet går glip af langsigtede gevinster
Det er vores klare opfattelse, at det er muligt at etablere en anden og ny model for indretningen af en indsats for energibesparelser i bygninger, der er omkostningseffektiv, konkurrencepræget, målrettet og administrérbar.

Og som i forhold til den hidtidige ordning vil være langt mere gennemsigtig og ensartet, og som samlet sikrer langt større effekt af de offentlige midler.  

Bygningsområdet har de sidste mange år haltet efter, når det gælder energispareindsatsen.

Det skyldes blandt andet, at der anvendes samme simple investerings- og rentabilitetslogik i forhold til marginalomkostningerne, uanset om de energibesparende tiltag har korte eller lange levetider.

Herved er samfundet gået glip af et mere langsigtet akkumuleret samfundsøkonomisk afkast som følge af, at energirenovering i bygninger – typisk klimaskærmen – ofte har levetider på 30-40 år eller længere.

Netop dette var årsagen til, at man i energiaftalen fra 2012 tilkendegav et ønske om at fokusere mere på bygninger. Det er ikke lykkedes, og det er i stedet gået den modsatte vej.

Hvis man skal opnå det gearskifte i energieffektiviseringen af vores bygningsmasse, som vil være optimalt samfundsøkonomisk, er vi nødt til at indlejre økonomiske incitamenter hertil. Vi mener, at det vil være afgørende at oprette en særlig bygningspulje, der er adskilt fra puljen til erhverv/industri, fordi virkemidler, projekttyper og levetider for energibesparelser er fundamentalt forskellige.

Sådan skal indsatsen struktureres
Det vil være hensigtsmæssigt at etablere en konkurrencepræget tilskudsmodel, hvor kun de bedste projekter kan opnå tilskud, men hvor transaktionsomkostningerne ved at søge om tilskud ikke bliver for store, som de risikerer at blive, hvis man laver en ren udbudsmodel.   

Administrationen af puljen for bygninger bør tilrettelægges således:

  1. Ansvaret for energispareindsatsen flyttes til én central, uafhængig, fondslignende aktør uden egeninteresser i projekter og med armslængde i forhold til politisk indblanding. Aktøren skal have adgang til dyb viden om energi og analysekraft og skal have ansvaret for administration, vurderinger og kontrol.

  2. Administratoren skal løbende overvåge udviklingen i forskellige bygningssegmenter og med faste intervaller melde ud på en positivliste, hvad der skal til for at opnå støtte til energisparemidler. Kriterierne forfines løbende for at optimere effekt og additionalitet.

  3. Tildeling af midler sker som en konkurrencepræget tilskudsmodel, det vil sige som hybrid mellem en klassisk udbudsmodel og en garanteret tilskudsordning. For at undgå stop-/go-problemer og øge administrérbarheden udloddes midler hver anden måned, som tildeles de bedste ansøgninger. Overskydende midler overføres til næste udlodning.

  4. Ordningen målrettes indsatser i større skala, som giver plads til bedre projektplanlægning, optimering og beregningsforudsætninger. Kriterierne skal understøtte, at der foretages "dybe" energirenoveringer; det vil sige, at man som bygningsejer anspores til at komme "hele vejen rundt" energimæssigt, når man alligevel renoverer sin bygning.

  5. Behovet for midler bør fastlægges på et niveau, som sikrer, at energirenoveringstakten øges, så den samfundsøkonomisk optimale og billigste vej til grøn omstilling realiseres. Puljen til bygninger frem til 2030 bør som minimum repræsentere det beløb, som i dag afsættes til området via den eksisterende energispareindsats, det vil sige cirka 500 millioner kroner årligt.

 

* Artiklen er opdateret 4. maj på forfatterens opfordring. Der er slettet en sætning, hvori forholdstallet mellem vedvarende energiforsyning og energieffektivisering blev refereret, som er misvisende. Alt andet er uændet. 

Forrige artikel Byggeformand: København er vækstmotor for hele landet Byggeformand: København er vækstmotor for hele landet Næste artikel BL: Vi skal lære af de positive erfaringer fra ghettoområder BL: Vi skal lære af de positive erfaringer fra ghettoområder