Direktør: 332 millioner til nedrivning kan bruges bedre

Af Christian Have
Kreativ direktør og indehaver, Have Kommunikation

Staten har en nedrivningspulje. Gås finanslovsforslaget for 2019 igennem, vil puljen være på 332 millioner kroner, som skal fordeles over de næste fire år.

Da en nedrivning ifølge Landdistrikternes Fællesråd gennemsnitligt koster 135.000 kroner, vil der med puljen være råd til at rive knap 2.500 bygninger ned.

Danmark har imidlertid over 10.000 faldefærdige bygninger, så der er ganske lang vej igen.

Afsættes det samme beløb fortløbende hvert fjerde år, vil det tage 16 år, før nedrivningsprojektet er gennemført. Det forudsætter naturligvis, at der undervejs ikke er kommet flere faldefærdige bygninger til.

Genovervej nedrivningen
Det er med andre ord en relativt langsommelig proces, og Landdistrikternes Fællesråd har udtrykt tydelig utilfredshed med puljens størrelse.

Der må være en hel del af de 10.000 bygninger, der ganske enkelt ikke er til at redde. Men det kan langtfra gøre sig gældende for dem alle.

Christian Have
Kreativ direktør og indehaver, Have Kommunikation

Men hvad nu hvis nedrivningen af de mange bygninger ikke er den mest givtige vej frem?

Hvad nu hvis vi i stedet for at snakke om nedrivning fokuserede på genopbygning? På en revitalisering af såvel landdistrikter som udsatte nabolag i byerne?

Det er ganske rimeligt, at der må være en hel del af de 10.000 bygninger, der ganske enkelt ikke er til at redde. Men det kan langtfra gøre sig gældende for dem alle, og hvis vi skærer ind til benet og overvejer, hvordan vi som samfund bedst kan bruge 135.000 skattekroner, når vi står over for en gammel, forladt bygning, har vi grundlæggende set to muligheder: Enten river vi den ned – eller også bruger vi den som fundamentet for at skabe noget nyt.

135.000 kroner kan man ikke købe guld og grønne skove for. Men når beløbet ikke længere ses som udgifter til at jævne et hus med jorden, men i stedet som en investering i lokalsamfundet, vil ethvert menneske med entreprenante tendenser begynde at afkode den givne bygnings potentiale.

Gamle bygninger kan omdannes
Ethvert lokalsamfund har sine egne længsler. Disse længsler er typisk funderede i et kulturelt afsavn. Der er for lidt at tage sig til. For få lejligheder til at engagere sig socialt med de øvrige borgere. For få muligheder for at udfolde sig kreativt.

Her er et eksperiment, der bør afprøves: Giv en forladt bygning og 135.000 kroner til en lokal kulturentreprenør med sans for sit lokalsamfunds længsler – og se, hvad der kommer til at ske.

Gamle bygninger kan omdannes til øvelokaler, fotostudier, keramikerværksteder, atelierer og alle mulige andre eftertragtede faciliteter, som kan engagere de kreativt anlagte i lokalsamfundet og øge stoltheden blandt de øvrige borgere.

Bygningerne kan også omdannes til forsamlingshuse, biblioteker, klubber og biografer, som samler borgerne under samme tag og sikrer dem fælles oplevelser og anledninger til at komme hinanden ved på ny.

Måske koster det 50.000 kroner at få lappet taget og det samme at få malet og istandsat resten af bygningen. Men i så fald vil der stadig være penge til overs til indretning med staffelier, forstærkere og en projektor, eller hvad der ellers skal til for at omdanne en forladt bygning til et spirende kulturhus.

Hent inspiration fra USA
Skulle nogen føle sig skeptiske over for, hvorvidt et sådant projekt overhovedet kan lade sig gøre, er der rig inspiration at hente i amerikanske Theaster Gates.

I sin TED-talk How to Revive a Neighborhood: With Imagination, Beauty and Art skildrer han, hvordan det lykkedes ham at omdanne en nedslidt bygning i Chicago til netop et kulturhus, der både bød på udstillinger, foredrag, workshops, oplæsninger, fester og fællesmiddage, og som blev et naturligt samlingspunkt for de lokale i det socialt udsatte nabolag Grand Crossing.

Den ene bygning førte til den næste og den næste igen. Inden længe havde han skabt både et lokalt museum, som borgerne selv bidrog med artefakter til, et bibliotek med bøger fra en lukket boghandel – og en biograf, der fik navnet Black Cinema House, fordi der her blev vist de film, som de altovervejende afroamerikanske medborgere ikke kunne se i byens øvrige biografer.

Projektet fortsatte, og efter et par år var han oppe på over 70 bygninger, der var blevet omdannet fra deres faldefærdige status quo til nu at berige lokalsamfundet på en bred vifte af måder, som de på ingen måde var i stand til tidligere.

Kulturen kan revitalisere
Gates påpeger vigtigheden af at identificere den puls, der stadig vil være at finde i selv et nedslidt lokalområde, som netop er forskellig fra sted til sted.

Han er blevet konfronteret med det generelle kritikpunkt, at mange vil mene, at det er bedre at give penge til basale ydelser til borgerne end til kulturprojekter. Hertil svarer Gates, at kulturen netop er det, der i udsatte områder kan tænde gnisten hos borgerne –  fordi det lige præcis er kulturen, der får borgere til at tage fornyet ejerskab af deres lokalsamfund.

Herudaf springer så den egentlige revitalisering – og dermed motivationen til at stille krav til politikerne om de forskellige basale ydelser.

Hvis det kan lade sig gøre at bruge kulturen til at revitalisere gamle bygninger og det omkringliggende lokalsamfund i en af USA's mest kriminalitetsplagede storbyer, bør det uden tvivl også kunne lade sig gøre i Danmark. Både i landdistrikterne, i de små og de store byer.

Uanset hvad, er det forsøget værd at omrokere en portion af nedrivningsmidlerne, så de i stedet bliver til kulturelle revitaliseringsmidler. Det værste, der kan ske, er, at det måske kommer til at tage et ekstra par år ud over de allokerede 16 at komme alle de faldefærdige bygninger til livs.

Viser tilgangen sig at være en succes, kan vi i bedste fald se frem til en opblomstring af kulturen og det lokale borgerengagement, som vi aldrig har oplevet før.