Jesper Pagh: Lad landdistrikterne puste nyt liv i kulturen

Af Jesper Pagh
Forsker, Kunstakademiets Arkitektskole

Kulturen puster ikke liv i noget – den er udtryk for liv.

Det bedste, man kan gøre for livet i landdistrikterne, er at skabe betingelserne for, at de mennesker, der bor der, kan leve det liv, de gerne vil leve; så skal kulturen nok komme.

Politisk opbakning, institutionel understøttelse, faciliteter og infrastruktur er nødvendigt, men der er grænser for, hvor mange skulpturer der kan sættes op i provinsbyernes gågader og omfartsvejenes rundkørsler.

Og i stedet for at benytte dette afsidesliggende trafikknudepunkt som anledning til at planlægge et større discountsupermarked uden for bymidten, skulle man måske overveje at lede noget af trafikken ind gennem byen igen – og se kritisk på, om der er andre måder at fastholde og udvikle hverdagslivet i de mindre byer end at holde hovedgaden fri for biler.

Urbaniseringens konsekvenser
Dog må man sande, at der rundt om i landet nok findes landdistrikter, der næppe kan pustes nyt liv i inden for en overskuelig tid.

Det ville ikke være for meget forlangt, at man havde adgang til en lokal filial af sin bank, selvom man bor i en mindre by.

Jesper Pagh
Forsker og underviser, KADK

Urbanisering, centralisering, afindustrialisering og landbrugets stordrift har gjort sit, og kombinationen af disse faktorer har ført til en proces, som synes nær ved irreversibel.

Samtidig er det vigtigt at gøre sig klart, at intet af dette blot er "en del af en naturlig udvikling", men også er resultatet af bevidste valg – politiske, personlige og pekuniære – som kunne være truffet anderledes og have ført til andre resultater.

Ønsker man således at holde liv i landdistrikterne – og det er der mange gode grunde til – må man lade pengene følge den politiske prioritering.

Pålidelig offentlig transport
Lad mig pege på tre områder, hvor planlægning og offentlige investeringer hånd i hånd med private initiativer og lokale borgeres engagement kan medvirke til at skabe og opretholde livet i landdistrikterne – og dermed kulturen.

For at der overhovedet kan finde bosætning sted, må man som minimum opretholde den nødvendige infrastruktur og sørge for, at der er velfungerende kollektiv transport i form af busser, lokalbaner og færger, og at der er adgang til hurtigt internet overalt.

Det skal være billigt, stabilt og effektivt, og al erfaring viser, at det ikke kan overlades til private aktører alene at afgøre, hvor og hvordan denne infrastruktur rulles ud og vedligeholdes. Det er en offentlig opgave i det mindste at stille krav – og det er i høj grad en planlægningsopgave.

Discount udsulter kulturen
Dernæst er det nødvendigt at sørge for at opretholde et passende udvalg af dagligvarer lokalt.

Stordriftsfordele er udelukkende en fordel på udbudssiden. Med discountsupermarkederne følger som oftest et ringere vareudbud, færre serviceydelser, svigtende tilknytning til lokalsamfundet og dårligere lokalisering, end købmanden eller brugsforeningen kunne tilbyde.

Det er alt sammen med til at udsulte kulturen i landdistrikterne.

Det ville heller ikke være for meget forlangt, at man havde adgang til en lokal filial af sin bank, selvom man bor i en mindre by.

Et menneskeligt ansigt
Endelig må det offentlige være til stede med service, myndighedsbehandling og bemanding: biblioteker, sundhedshuse, politistationer, posthuse, tog- og rutebilstationer, kommunekontorer (også uden for hovedbyerne) med mere.

Digitalisering og automatisering har fjernet behovet for personlig behandling af millioner af henvendelser til det offentlige, mens rationalisering og centralisering har fjernet muligheden for en stor del af de resterende.

Men intet af dette har fjernet behovet for, at stat, regioner og kommuner har et menneskeligt ansigt, som befinder sig i nærheden og på betryggende vis repræsenterer den autoritet, der står bag; et menneske, der kan gennemgå selvangivelsen med én, som kan fortælle én, hvordan man nemmest og billigst kommer fra Osted til Stigs Bjergby, og som kan hjælpe med at besørge en pakke på professionel vis samtidig med, at det er tydeligt, at staten er til stede og bekymrer sig om, hvad der foregår og hvordan – også uden for de største byer.

Dyrt, men nødvendigt
De skæve finansieringsmuligheder land og by imellem er et kapitel for sig, men de netop foreslåede tiltag vil gøre deres til at øge ejendomsværdien i landdistrikterne, og det vil i sig selv være et skridt på vejen til at rette op på det grundlæggende demokratiske problem, at en geografi, som i udgangspunktet er tilfældig, har så stor indflydelse på befolkningens muligheder i livet.

Mange af disse tiltag er ikke "rationelle" i den finansielle forstand, som hærger planlægningen i disse år.

Der vil være tale om infrastruktur i alle dets afskygninger, som det ikke fra et forretningsmæssigt synspunkt giver mening at drive. Busser, tog og færger, som vil have brug for (mere) offentlig støtte, posthuse, som ikke kan tjene husleje og lønninger hjem på frimærkesalg, i nogle tilfælde måske dyrere dagligvarer og under alle omstændigheder mindre overskud til bankernes og supermarkedernes aktionærer. Og det vil umiddelbart fordyre dele af den offentlige service. Men det er alt sammen en investering, som fra et samfundsmæssigt synspunkt vil skabe værdi.

Det vil skabe liv i landdistrikterne, og med livet følger kulturen.