Lejernes Retshjælp: Boligorganisationer viser hykleriet i den almene sektor

Af Birte Vestergaard
Formand, Lejernes Retshjælp København

Man ved faktisk ikke, om man skal grine eller græde, når man læser debatindlægget den 16. september 2020 fra de fire organisationsbestyrelsesformænd under KAB om de enorme og sygdomsfremkaldende gener, der ofte påføres almene beboere under renovering af deres boliger, for mage til hykleri skal man da lede længe efter.

Det lyder så flot, når det siges, at ”beboernes perspektiv skal tænkes ind i tilrettelæggelsen” – men hvorfor har man så ikke for længst gjort det?

Hvorfor kommer det hver gang bag på de ansvarlige i boligselskaberne, at der eksempelvis findes pcb, bly og asbest i alle almene byggerier fra 1955-1977?

Kæmpe for ret til genhusning
Hvorfor skal beboere gang på gang udsættes for disse gener – og tvinges til at kæmpe for deres ret til genhusning, senest Søndermarken på Frederiksberg, hvor KAB i første omgang med de rene mafiametoder forsøgte at tvinge beboerne til at betale 70 millioner kroner for genhusning efter devisen: Ja, vi har lavet fejl, men vi retter dem kun, hvis I betaler.

For da en gruppe beboere fik stor tilslutning til en underskrifts- og fuldmagtsindsamling måtte KAB indse, at dette ”forslag” ville blive afvist af beboerne på det planlagte møde herom den 10. august (man kan altså ikke stemme om en ret til genhusning, når beboernes liv og helbred står på spil), så mødet blev skyndsomt aflyst – og voila, pludselig kunne man finde beløbet i Landsbyggefonden (LBF).

Det er i sig selv bemærkelsesværdigt, at de 4 formænd trods alt erkender, at der alt for ofte er alt for mange problemer i en renoveringssag

Birte Vestergaard
Formand, Lejernes Retshjælp København

Samme forestilling havde jo blandt andet beboerne i store bebyggelser som Egedalsvænge og Tingbjerg været udsat for tidligere, inden pengene til det helt uventede genhusningsbehov på mirakuløs vis blev fundet i Landsbyggefonden, i Tingbjerg dog først efter, at 37 beboere havde anlagt sag mod boligselskabet.

Tilbage står derfor også, at organisationsbestyrelserne i de berørte boligselskaber og de ansvarlige bygherrer gør et elendigt arbejde.

Boligselskaberne har magten i Landsbyggefonden
Det er derfor i sig selv bemærkelsesværdigt, at de 4 formænd trods alt erkender, at der alt for ofte er alt for mange problemer i en renoveringssag, men hykleriet kender alligevel ingen grænser, for i næste åndedrag fralægger de sig ethvert ansvar og peger på synderen: Det er Landsbyggefonden, der fra starten ikke stiller de nødvendige midler til rådighed.