Professorer: Coronaen giver anledning til at overveje byernes udvikling

Af Tom Nielsen, Deane Simpson og Ellen Braae
Professor i by- og landskabsplanlægning ved Arkitektskolen Aarhus, professor i arkitektur, urbanisme og byplanlægning ved Kunstakademiets Arkitektskole og professor i landskabsarkitektur og urbanisme ved Københavns Universitet 

Coronapandemiens indvirkning på vores boliger, byer og landskaber har i de seneste måneder været overordentlig synlig. Hjemmet har pludselig også skullet fungere som arbejdsplads, skole og fritidshjem.

Vi har set en midlertidig "flugt" fra de største byer til sommerhusområderne, mennesketomme og stille byrum, nedlukning af offentlige institutioner, tomme veje, tog og busser, delfiner i indre farvande og vilde dyr i byen parallelt med overfyldte parker, havnefronter og skove for nu i overskrifter at fremhæve det mest synlige.

I Danmark og mange andre steder i verden har iagttagelser som disse skabt fornyet interesse for nogle af de mest påtrængende diskussioner om, hvordan vi indretter vores byer og landskaber.

Tre faser i krisen
Det bliver gradvist mere klart, at der ikke bliver nogen "tilbage til normal" – heller ikke, når vi har fundet effektive covid-19-behandlinger og -vacciner.

Forholdet mellem stat, borger og marked har rykket sig, ligesom institutionernes rolle, den økonomiske logik og vores etiske forståelse af vores liv på kloden allerede har flyttet sig betragteligt.

Lige nu er det derfor vigtigt at bruge den mulighed, som krisen har givet os, for grundlæggende at overveje, hvilke principper og metaforer vi bruger, når vi igen går i gang med at videreudvikle vores byer og landskaber.  

Tom Nielsen, Deane Simpson og Ellen Braae
Professor i by- og landskabsplanlægning ved Arkitektskolen Aarhus, professor i arkitektur, urbanisme og byplanlægning ved Kunstakademiets Arkitektskole og professor i landskabsarkitektur og urbanisme ved Københavns Universitet 

En krise af en sådan fundamental samfundsmæssig karakter som den nuværende har ifølge den danske politolog Ove Kaj Pedersen tre faser.

I den første, metaforfasen, kæmper vi med at forstå de ændrede præmisser og logikker og søger at gribe det nye i fortællinger og metaforer. Denne fase følges af en konfliktfase, hvor de mange logikker og interesser skal finde sammen i en ny "verdensorden", som derefter i fase tre, konsolideringsfasen, sedimenterer og praktiseres.

Dialog om byernes fremtid
Der er mange interesser i byudviklingen, hvilket også diskussionerne om krisens indflydelse på byernes fremtid tydeligt viser.

De, der udvikler de store byer og tjener på den stadige fortætning af dem gennem tilførsel af flere boliger, argumenterer for, at tætheden er en nødvendighed både for menneskers velbefindende og for en bæredygtig udvikling med videre.

De, der før krisen var optaget af byrum og bylandskabers rolle i byerne og for bylivet, argumenterer for, at vi nu ser, at der er brug for flere og større grønne rum.

De, der før krisen var optaget af ubalancen mellem hovedstaden og resten af landet, hæfter sig ved den impulsive og midlertidige flugt mod åbne landskaber og fritliggende boliger.

Og de, der har været optagede af klimadagsordenen og utålmodigt har kunnet observere, hvor svært det har været at reducere CO2-udslippet, har nu set beviser for, at det faktisk godt kan lade sig gøre at leve og overleve med eksempelvis meget mindre rejseaktivitet.

Alle synspunkter er vigtige som en del af en både faglig og demokratisk dialog om byernes fremtid.

Metaforer er udfordret af pandemien
Hvis vi inspireret af Ove Kaj Petersen løfter blikket fra de specifikke dagsordener og ser på de metaforer, som har været dominerende for vores måde at forstå og udvikle byerne de sidste 10 til 20 år, står "den konkurrencedygtige by", "den bæredygtige by", "the smart city" og "the liveable city" øverst på listen.

De er imidlertid alle blevet udfordret af de indsigter, som pandemien foreløbig har givet.

"Den konkurrencedygtige by" udfordres, når det viser sig, at netværksstrukturer og virtuelle platforme overtager rollen som "mødesteder" og derved grundlæggende udfordrer ideen om centralitet, når turisme ikke bidrager til byernes økonomi, når de store begivenheder, som byerne brander sig på, aflyses, og når statslig styring og økonomisk støtte er nødvendige for at holde hånden under byerne og dermed flytter initiativet væk fra bystyrerne og deres konkurrenceorienterede varetagelse af kommunernes økonomi.

"Den bæredygtige by" udfordres, når den centrale præmis om fortætning og omstilling til kollektiv transport udfordres af afstandskrav, og når det i forhold til udfoldelsesmuligheder bliver tydeligt, at samtidens fokus på CO2 og klimadagsordenen til dels skjuler spørgsmålet om social bæredygtighed forstået som ulige rumlige vilkår.

Ny relevans og forklaringskraft
Idealet om den attraktive og oplevelsesrige "livable city" udfordres, når social distancering bliver normen, når nethandel viser at kunne erstatte endnu flere af butikkerne end dem, der allerede er forsvundet, og når naturområder og bydele med lav bebyggelses- og mennesketæthed pludselig opleves som mest attraktive.

Den med teknologien optimerede "smart city" både udfordres og næres af krisen. Når foregangslandet indenfor "smart city"-teknologier – Sydkorea – fremhæves som model for håndtering af virussen ved hjælp af udstrakt social overvågning, når den helt afgørende netkapacitet afhænger af skærmopløsningen hos Netflix (altså hos en privat underholdningsaktør), og når byen mere opleves som steder, hvor lokale fælleskaber er nødvendige for at overkomme krisen og ikke bare kan ses som effektive maskiner, der skal funktionsoptimeres.

Ingen af disse udfordrende erkendelser er nye, men de er med krisen blevet reaktualiseret og forstærket. De præmisser, værdier og mål, som de bygger på, står som en dynamisk stjernehimmel allerede nu i nye konstellationer, og en række nye metaforer trænger sig på.

Disse metaforer er heller ikke nye, de har været længe undervejs, men de har med krisen fået fornyet relevans og forklaringskraft. Vi vurderer, at de følgende tre er blandt de mest centrale, når vi nu skal diskutere, hvilke by vi ønsker os: "Den antropocæne by", "den demokratiske by" og "small-tech"-byen".