Rami Zouzou: Unge fra udsatte boligområder er ikke mindre uddannelsesegnede

Stat, kommuner og organisationerne har de sidste mange år iværksat en lang række projekter i landets udsatte boligområder, der skal dæmme op for det, der går under fællesbetegnelsen: Integrationsproblemer.

Indsatser, der bygger på en præmis om, at det danske samfund er en al for kompleks størrelse at forstå, hvorfor systemet må træde til med assistance før end folk, der ikke har rødder i den danske muld, bliver i stand til at holde sig ude af kriminalitet, gennemføre en uddannelse og få fodfæste på det danske arbejdsmarked.

Det virker efterhånden som om, at integrationsindustriens trofaste medarbejdere har en interesse i at opretholde en problemmættede fortælling om nydanskere for konstant at ligetimere sin egen relevans. Og det hjælper ikke de unge med at føle sig som en del af Danmark.

Logik for burhøns

I Politiken den 7. juni kunne man læse, at tal fra Udlændinge- og Integrationsministeriets viser, at uddannelsesgabet mellem unge indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig oprindelse de sidste ti år er blevet mindre, hvilket bliver betragtet som en kæmpe integrationssucces.

Det virker som om, at integrationsindustrien på den ene side gerne vil fejre de unges succeser, men samtidig gør alt for at fastholde et negativt narrativ om kulturforskelle

Rami Zouzou
Selvstændig konsulent og cand.mag. i historie

Jeg er sådan set enig, men en smule forundret. For i og med man betegner det som en succes, må det vel bygge på en iboende præmis om, at unge med rødder i og omkring Mellemøsten skulle være mindre egnet til at tage en uddannelse end etnisk danske?

Kunne tilfældet være, at de unge blot har været drevet af viljen til at blive til noget, og de faktisk har kompetencerne til at udleve deres ambitioner selv uden hjælp fra alverdens lokale indsatser?

For mig virker det som om, at integrationsindustrien på den ene side gerne vil fejre de unges succeser, men samtidig gør alt for at fastholde et negativt narrativ om, at kulturforskelle udgør en vægtig barriere i forhold til, om de unge lykkes i uddannelsessystemet.

Derfor fortsætter man med at nære fortællingen om, at fordi man hedder Fatima eller Rami, så har man ringere forudsætning for at gennemføre en uddannelse.

Logik for burhøns
Årsag og sammenhæng henføres til kulturen og løsningen skal findes i kulturel brobygning og ikke hos individet, fordi der er millionindustri i de udsatte boligområder, der lever af at dyrke kulturforskelle for at legitimere de mange, omkostningstunge boligsociale indsatser.

Det er da logik for burhøns, at hvis Fatima eller Rami hele tiden får at vide, at fordi de har rødder i Mellemøsten, så har de ringere forudsætninger for at tage en uddannelse end deres etnisk danske kammerater, så bliver det en del af deres selvforståelse, og så placerer de naturligt deres æbler i de boligsociale medarbejderes kurv frem for at stole på egne ressourcer og kompetencer. Det er i sandhed forskelsbehandling.

Måske man derfor skulle lade være med at definere nydanske unges succeser som værende resultatet af en kontrakt mellem indvandrere og efterkommere og systemets indsatser, stoppe med at tage disse ambitiøse unge mennesker som gidsler i integrationsindustriens kulturelle forskelsbehandling og blot glæde os over, at vi har med begavede individer at gøre, der faktisk kan klare sig selv uden brug af socialmedarbejdere, mangfoldighedskonsulenter og kulturformidlere. For i virkeligheden vil de jo bare betragtes som medborgere.

Stop med at tage ambitiøse unge mennesker som gidsler i integrationsindustriens kulturelle forskelsbehandling

Rami Zouzou
Selvstændig konsulent og cand.mag. i historie

Stop den problemmættede fortælling

Der er problemer i de udsatte boligområder. Men hvis vi bliver ved med at kategorisere dem som resultatet af kulturbarrierer og det at stå udenfor, så fastholder vi også tredje, fjerde, og femte generation i en selvforstærkende negativ indvandrerdiskurs, der konstant distancerer dem til deres etnisk danske medborgere.

Derfor er det mit håb, at Politikens undersøgelse kan tjene til inspiration for tredje, fjerde og femte generation. At projektmagerne i integrationsindustrien hører op med den problemmættede fortælling om kulturbarrierer og modborgerskab, mange boligsociale indsatser hviler på. Og begynder at møde alle unge med samme grad af tillid og krav.

Så kunne det være, at flere unge i de udsatte boligområder faktisk begyndte at tro på, at de gennem personlige ambitioner og god opførsel sagtens kan få en uddannelse i Danmark.

Måske ikke så fordelagtigt for integrationsindustriens økonomi, men særdeles gavnligt for de unges selvforståelse og følelse af at være en medborger i Danmark på lige fod med alle andre.