S: Ingen andre end De Radikale kan mene, at 50 fredede bygninger gør København til et frilandsmuseum

Vi skal lære af fortidens fejl og passe langt bedre på Københavns historie og de særlige bygninger, som giver vores by sjæl. Ikke nødvendigvis fordi de er smukke, men fordi de bærer på en historie, skiller sig ud eller simpelthen er grimme på en så særlig måde, at de fortjener at blive stående.

Sidste år kunne københavnerne nominere de bygninger, som de mener har en særlig betydning for byens sjæl. Nu har en jury så udvalgt de 50 mest ikoniske blandt de 217 nominerede.

Det har været sjovt og tankevækkende at se københavnerne og eksperternes bud, og Socialdemokratiet har stillet forslag om, at de 50 bygninger udvalgt af juryen bliver erklæret bevaringsværdige.

Det har nu fået De Radikale helt op i det røde felt. Kultur-og fritidsborgmester Mia Nyegaard og partiets teknik-miljøordfører, Christopher Røhl, advarer i Altinget mod at føre pseudopolitik, og de advarer et politisk flertal i Borgerrepræsentationen mod at omdanne København til et frilandsmuseum.

Men man skal virkelig have nogle helt særlige radikale skyklapper på for at kunne kigge på Københavns nyere historie og frygte, at byen ender som et frilandsmuseum.

Man skal nære en helt særlig form for trang til depression, hvis man drømmer sig tilbage til 70’ernes og 80’ernes København

Jonas Bjørn Jensen
Medlem af Borgerrepræsentationen (S), Københavns Kommune

Radikale skyklapper

Tværtimod udvikler København sig hastigt i de her årtier. Nye bykvarterer skyder frem. Metroen udvides station for station og indtager allerede næste år det gamle arbejderkvarter Sydhavn.

Et område, der slet ikke er så gammelt mere med de nye karreer, der for længst har erstattet en svunden tids industrihavns store asfaltflader, forurening og høje hegn.

Ud af fortiden er vokset en af verdens bedste byer at bo og leve i, og der er ingen tvivl om, at den by, der vokser frem af fortidens forfaldne industriby, er markant mere menneskevenlig, end den vi kommer fra. Men med forandringen er der også en kæmpe fare for, at vi i vores rene havn skyller byens sjæl og historie ud med badevandet.

Der er ikke mange andre end de mest fundamentalistiske slumromantikere, som synes det er bedre med afvikling frem for udvikling. Og man skal nære en helt særlig form for trang til depression, hvis man drømmer sig tilbage til 70’ernes og 80’ernes København med de faldefærdige, sygdomsfremkaldende og fugtige petroleumsopvarmede lejligheder i tredje baggård.

Men man skal altså også være af en helt særlig radikal støbning, hvis man som Mia Nyegaard og Christopher Røhl mener, at det er problematisk at bevare den lille samling af bygninger, som københavnerne mener har særlig betydning for byens sjæl. Heriblandt bygninger som Stengade 30 på Nørrebro, den ikoniske badeanstalt Helgoland på Amager og de hvide fragtmandshaller i Kødbyen på Vesterbro.

De mener, at vi med bevaringen af de ikoniske bygninger alene bevarer en tom skal. Men er vores kulturarv og arkitektur virkelig bare en tom skal?

Sjæl handler følelser, der ikke kan sættes på formel

Hvis ikke vi passer på vores historie, og det som giver København sjæl, så er det snarere byen, der ender som en tom skal. Hvor alt ligner hinanden.