Bliv abonnent
Annonce
Debat

SF og Horesta: Ferieudlejning skal ikke være hoteldrift i forklædning

Nøglebokse til private lejligheder, der fungerer som udlejningsboliger, er blevet mere og mere normalt i europæiske storbyer.
Nøglebokse til private lejligheder, der fungerer som udlejningsboliger, er blevet mere og mere normalt i europæiske storbyer.Foto: Christoph Sator/AP/Ritzau Scanpix
11. august 2025 kl. 02.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Sommeren går på hæld, og for mange danskere har den været lig med at pakke kufferten og tage på ferie. Det har også betydet, at boligen har stået tom i mellemtiden, og derfor har mange valgt at udleje den for en kort periode.

Det er forståeligt. Især platforme som Airbnb gør det nemt, og udlejningen kan være et godt supplement til indkomsten, mens man alligevel er bortrejst i nogle dage.

Men det er desværre ikke hele billedet. I praksis bruges Airbnb og lignende platforme i stigende grad til systematisk og professionel udlejning, der reelt svarer til hoteldrift, men uden nogen form for kontrol, registrering eller håndhævelse.

Læs også

Den manglende kontrol betyder, at der i øjeblikket er fejl i 92 procent af indberetningerne til Skat – og det er dyrt for fælleskassen

Oveni det har Plan- og Landdistriktsstyrelsen over de seneste seks år registreret 239 tilsynssager om mulig ulovlig korttidsudlejning.

Kun syv af dem har indtil videre ført til egentlige påbud – og ikke én eneste sag er endt med politianmeldelse eller bøde. Det vidner om, at de nuværende regler ikke virker i praksis.

En gråzone uden konsekvenser

Som lovgivningen er i dag, må man som privatperson udleje sin helårsbolig i op til 70 dage om året. Problemet er blot, at der ikke stilles krav om registrering af udlejningsdage, og uden data er der ingen reel mulighed for kontrol.

Hvis vi vil sikre, at vores boligområder også i fremtiden er levende lokalmiljøer, så er det nødvendigt med klare regler for korttidsudlejning.

Sigurd Agersnap (SF), Astrid Aller (SF) og Maria Olafsson

Derfor er det afgørende at få skabt gennemsigtighed og fair konkurrence. Mange Airbnb-lejemål opererer i dag i en gråzone uden konsekvenser. Det ændrer boligmarkedet og skaber gener for naboerne, når boligopgange bliver forvandlet til hoteller.

Det betyder også, at boliger i København står tomme, fordi boligspekulanter hellere vil korttidsudleje end at få faste lejere ind, og det er med til at holde boligpriserne oppe og presser almindelige købere ud af markedet.

Løsningen på problemet findes allerede i form af EU’s short term rental-forordning. Danmark er bare ikke forpligtet til at følge forordningens bestemmelser, og det ser heller ikke ud til, at det er regeringens ambition.

Det er en skam, da forordningen pålægger platformene at dele centrale data med myndighederne. Eksempelvis hvor længe og hvor ofte en bolig udlejes.

I dag har myndighederne ikke adgang til disse oplysninger, og det skal der laves om på.

En bolig skal ikke være et hotel

Hvis vi vil sikre, at vores boligområder også i fremtiden er levende lokalmiljøer, så er det nødvendigt med klare regler for korttidsudlejning. Derfor foreslår vi, at man kun kan udleje sin bolig gennem Airbnb og lignende tjenester, hvis man har folkeregisteradresse på stedet.

Læs også

Dernæst bør grænsen for udlejningsdage sænkes til 35 dage årligt – svarende til almindelige feriedage. Et lignende initiativ er eksempelvis indført i Amsterdam.

Samtidig skal det være et krav for udlejningstjenesterne, at de skal indberette deres data. Det skal kombineres med bedre muligheder for kommunerne til at håndhæve reglerne og give sanktioner, hvis reglerne bliver overtrådt.

Endelig bør der indføres en tydelig skelnen mellem privat og erhvervsmæssig udlejning, så professionelle udlejere ikke kan skjule sig bag reglerne for private.

Målet er ikke at stoppe almindelige folks udlejning af lejligheden, når de er på ferie, men at få kontrol med de steder, der i praksis bliver drevet som et hotel med permanent udlejning. Vi bør sikre, at hoteldrift foregår under ordnede og retfærdige forhold for alle i branchen.

Byen er til for at bo i – ikke til at udleje. Det kræver politisk mod og klare regler. Det skylder vi både beboerne, de lovlydige erhvervsdrivende og fremtidens København.

Læs også

Annonce
Annonce
Annonce

Nyhedsoverblik



Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael Thomsen
Copyright © Altinget, 2026