Støjbergs jyde-retorik taler ind i berettiget provinsvrede

"Alt godt kommer fra Herning," sagde min hustru, første gang jeg mødte hende. Og da hun selv kom fra samme by, var jeg selvfølgelig tilbøjelig til at give hende ret.

I det hele taget har Jyllands mennesker, natur og historie altid givet mig glæde og aftvunget mig respekt. Min far voksede op på heden og slæbte mig hvert år rundt blandt gravhøje, skove og klitter. Hans jyske kærlighed smittede.

Måske er det derfor, at den seneste uges politiske polemik har gjort mig så trist. Inger Støjbergs skarpe skelnen mellem et Jyde-Venstre og et Christiansborg-Venstre indeholdt samtidig et større narrativ om to forskellige slags Danmark, der grundlæggende ikke ligner hinanden, ikke ser hinanden, ikke forstår hinanden.

Den fortælling abonnerer jeg ikke på. Vores land er så lille, og de fleste af os er gift og avlet på kryds og tværs af kongeriget. Som bekendt er de fleste københavnere tilflyttede jyder, og der findes endnu ikke videnskabelig evidens for, at man skulle have nogle særlige værdier eller syn på udlændinge afhængig af, hvilken dansk dialekt, man taler.

Der er langt mere, der samler, end der skiller. Danmark er et rigt land, fordi vi både har land og by - og det ved både land og by.

Når Støjbergs politiske polarisering alligevel bider og sætter sig en giftig brod, er det, fordi den taler ind i en eksisterende vrede i provinsen, der desværre er berettiget. Den skyldes, at de seneste tyve år uomtvistelig har ført til en historisk centralisering og social polarisering mellem land og by. Og det er der til gengæld evidens for.

Måler man på indkomst, sundhed, levealder, uddannelsesniveau, offentlig service og adkomst til arbejdsmarkedet, er der ingen tvivl om, at man gennemsnitligt har en større chance for at leve et godt liv i Danmarks større byer end i Danmarks mindre byer og landdistrikter – uanset om vi taler Jylland, Fyn eller Sjælland.

Det med gennemsnittet er vigtigt. For det skorter ikke på sociale problemer i de store byer, ligesom der ikke mangler menneskelige ressourcer og potentialer på landet. Nej, det er den centrale politik og forvaltning, som den er gal med, og som i dag gør det svært at udnytte dette potentiale. Derfor er det også et centralt politisk ansvar at få rettet op på den udvikling igen.

Især tre ting har bidraget til den nuværende skævvridning mellem land og by.

For det første har Anders Fogh Rasmussens boligskattestop ført til en markant større økonomisk ulighed mellem land og by. Før lagde den løbende tilpasning af boligskatten en dæmper på prisudviklingen i storbyerne og skabte dermed en balance mellem land og by.

Nu bliver man på få år mangemillionær, hvis man har mulighed for at købe en bolig i hovedstaden, mens det flere steder i provinsen er stort set umuligt at sælge sit hus. Selvom der allerede er vedtaget en ny og mere afbalanceret boligskat, stiger den økonomiske ulighed mellem land og by stadig på den konto.

Måler man på indkomst, sundhed, levealder, uddannelsesniveau, offentlig service og adkomst til arbejdsmarkedet, er der ingen tvivl om, at man gennemsnitligt har en større chance for at leve et godt liv i Danmarks større byer

Martin Lidegaard

For det andet har Lars Løkke Rasmussens store strukturreformer i nullerne, herunder kommunalreformen, fjernet en lang række livsvigtige funktioner fra Danmarks lokalsamfund. Mest destruktiv har centraliseringen af folkeskoler, ungdomsuddannelser og professionsuddannelser været.

Manglen på lokale uddannelser gør det langt sværere at få unge til at bo i hele landet og for virksomheder og kommuner at få adgang til kvalificeret arbejdskraft i hele landet.

For det tredje pågår der hvert år en systematisk eksport af socialt udsatte mennesker fra de velhavende kommuner – også fra de socialdemokratisk styrede storbykommuner – til mindre bemidlede landkommuner, blandt andet gennem en selektiv tildeling af almennyttige boliger.

Vil man skabe bedre muligheder for alle borgere i Danmark – og for landet som helhed – må og skal der sættes ind på alle disse områder med dybdegående strukturreformer og brede forlig over midten.

Altså med alt andet end tom, polariserende retorik.

Vi er ét land. Vi deler hinandens skæbne. Så lad os opføre os sådan.