Ung konservativ: Det er forkælet at forvente en lejlighed i centrum og øl hver weekend for sin SU

Det er ikke noget nyt, at boligerne i København bliver dyrere og dyrere. Det gælder ejerlejligheder, som almene eller private udlejningsboliger.
I takt med at befolkningstallet tilmed stiger hurtigere end andelen af boliger, bliver det selvfølgelig også sværere at finde tag over hovedet. Det gælder også for de studerende, der hvert år flytter til København i forlængelse af, at de er blevet optaget på deres studie.
Den konservative løsning på manglen af studieboliger vil jeg dog først præsentere senere i indlægget. Jeg tror nemlig ikke på, at manglen på billige studieboliger alene er forklaringen på de studerendes utilfredshed og den generelle mismodige stemning, der florerer blandt Københavns unge boligjægere.
I virkeligheden lægger et helt andet problem bag, som de færreste tør at tale om. Det er på tide at se lidt indad og tage ansvar.
SU skal ikke dække det hele
I en artikel i Altinget 3. august udtaler formand for Danske Studerendes Fællesråd Esben Bjørn Salmonsen, at SUen er til for at kunne fokusere fuldt ud på studierne. Det er blot en enkelt udtalelse i en fremherskende retorik blandt mange unge og flere venstrefløjspolitikere, der skaber en fortælling om, at studerende er en udsat gruppe borgere, der har brug for en mere massiv økonomisk støtte.
Og når en retorik som denne bliver den gængse fortælling, forventer de studerende selvfølgelig også, at det bliver en garanteret rettighed.
Sagt på en anden måde ligger det nu i luften, at flere studerende forventer, at det er givet, at de skal kunne bo billigt, og ja, nærmest gratis i landets hovedstad, blot fordi de er så priviligerede at blive optaget på en statsbetalt universitetsuddannelse.
Men på trods af, at statens uddannelsesstøtte netop blev vedtaget for at skabe rammerne til, at unge danskere på mere lige vilkår kunne tage en uddannelse, skal vi huske os selv på, at SU’en er en hjælp, ikke en betingelse for at kunne klare sig igennem sit studie.
Vi skal huske os selv på, at SU’en er en hjælp, ikke en betingelse for at kunne klare sig igennem sit studie
Mathilde Kastbjerg (K)
Medlem af Borgerrepræsentationen, Københavns Kommune
Med den seneste forhøjelse af SU-loftet må en almindelig universitetsstuderende tjene 18.412 kr. ved siden af sin SU og dertil skal man lægge til, at det oftest er muligt at få en boligstøtte i København, der i gennemsnit sænker ens husleje med mellem 500 og 600 kr.
Jeg skriver det igen: Det er på tide at se lidt indad og tage ansvar.
Man er forkælet, hvis man forventer at kunne bo tæt på centrum og drikke øl hver weekend for sin SU – det har man aldrig kunnet.
Flere studieboliger
Selvom det ville være belejligt for mig selv også, skal de stigende huslejepriser samt de unges stigende forbrug, ikke betales på statens regning. Det er uærligt overfor en selv at bo i landets hovedstad uden at arbejde for at få råd til det.
Betyder det, at vi blot skal lade huslejen stige? Nej selvfølgelig ikke. At huslejepriserne stiger, er ikke kun de studerendes problem.
Betyder det, at vi blot skal lade huslejen stige? Nej selvfølgelig ikke
Mathilde Kastbjerg (K)
Medlem af Borgerrepræsentationen, Københavns Kommune
Jeg ønsker en blandet by, og lige nu er det også velfærdsmedarbejdere, ældre og helt normale børnefamilier, der bliver ramt af de stigende priser.
Generelt er vi nødt til at bygge mere for at få plads til flere. Og i takt med at der kommer flere studerende til byen, skal vi også opføre flere studieboliger. Et arbejde, der allerede er i gang i Københavns Kommune.
I det Konservative Folkeparti ser vi omdannelsen af flere almenboliger til studieboliger som en af de løsninger, der særligt skal være med til at skabe flere billige studieboliger til de flere tusinde studerende, der hvert år tilflytter byen.
- Lars Olsen: Socialdemokratiet fik hug i landdistrikterne. Det skal de handle på nu
- Salg af Altinget og Mandag Morgen til JP/Politikens Hus er godkendt
- Livet på landet er den nye slagmark
- Vagthund kritiserer statslig superfond: Gør ikke nok for at fremme dansk erhvervsliv og grøn omstilling
- Anti-gambling, grønne erhvervsuddannelser og podcast om hud: Det har fondene givet penge til i april
Nyhedsoverblik

Eksperter opfordrer til et boligpolitisk "paradigmeskifte": Her er deres anbefalinger til Dan Jørgensen

København har fået sin egen succes galt i halsen

Boligminister til debattør: Du jamrer over en byudvikling, du selv har høstet frugterne af

Glem parkering og børnehaver: Boligpriserne er det, der optager københavnerne mest

3F: Boligmarkedets himmelflugt har negative konsekvenser for vores arbejdsmarked

Jeg ser det, når jeg som DJ spiller dyre vinyler i Kødbyen og drikker naturvin. Og jeg er en del af problemet

LLO Hovedstaden: Hurra, hele rådhuset har indset, at vi er i en boligkrise

Regeringen vil gøre det lettere at bygge almene boliger

I flere år har regeringen lagt arm bag lukkede døre. Stort boligudspil er nu lige på trapperne


















