Bertel Haarder: Embedsmænd skal være besværlige og stå fast

Rapporten stiller en række fredsommelige forslag. Blandt andet, at ansættelsesformerne justeres for at styrke embedsmændenes uafhængighed, at der føres referater i regeringens koordinationsudvalg, udarbejdes lovlighedsnotater i alle sager, og at der igen ses på offentlighedsreglerne for at motivere til overholdelse af de syv ”embedsmandsdyder,” som kom ud af Bo Smith-udvalget i 2014, hvor jeg selv havde sæde.

I Bo Smith-udvalget kunne vi – i lighed med Dybvad-udvalget - ikke konstatere en vækst i antallet af skandaler. Vi beskrev de syv dyder med tilhørende øvelser, hvor nye ansatte kunne lære at skelne mellem saglighed og politik. Herunder, hvor meget en minister skal hjælpes med det politiske – og hvor meget, man er forpligtet til at fortælle Folketinget.

Jeg var lidt overrasket over udvalgets forståelse for, at ministerierne ikke behøver fortælle om alt det, der taler imod ministerens politik. Det var jeg lidt betænkelig ved, fordi jeg er stærk modstander af, at Folketinget opbygger sin egen administration.

Jeg var lidt overrasket over udvalgets forståelse for, at ministerierne ikke behøver fortælle om alt det, der taler imod ministerens politik.

Bertel Haarder
Tidligere minister

Folketinget må kunne regne med, at embedsmændene også er loyale over for Folketinget og betjener dem med afbalanceret oplysning om en sag.

Vi diskuterede også spindoktorer, og blandt de journalister, vi havde til afhøring, var Hans Engell, der overraskede mig ved at gå ind for tre spindoktorer til hver minister – og endnu flere til topministrene. Det er jeg totalt imod. Det vil jo forøge det politiske pres på embedsmændene.

Spindoktorerne rekrutteres jo hovedsageligt fra partiernes hovedkvarterer.

Bertel Haarder
Tidligere minister

Mit forslag er tværtimod, at partierne selv betaler deres spindoktorers løn for derved at lægge en dæmper på antallet og lønniveauet. Spindoktorerne rekrutteres jo hovedsageligt fra partiernes hovedkvarterer.

Deres opgave er at rådgive om ”spillet” og det strategiske og få ministeren til at tage sig godt ud i medierne. De er mellemled mellem medierne og embedsmændene og skaber derved et filter, som svækker mediernes tro på det, de får at vide.

Og de skræmmer embedsmændene fra at sige noget til medierne, der ikke er ”godkendt” af spindoktoren. Støjberg-sagen viser, hvor galt det kan gå, når spindoktoren indskærper ministerens holdninger over for embedsmændene (hvorefter hun løb fra ansvaret).

Men mit synspunkt forudsætter naturligvis en embedsstand, der loyalt både kan tænke politisk og hjælpe med at få noget fornuftigt ud af de ideer, ministerens og hans parti måtte have – og samtidig i enhver henseende holde sig selv – og dermed ministeren - på redelighedens og saglighedens brede landevej, som embedsmænd skal - jævnfør de syv dyder.

Kan man være sikker på loyaliteten? Min erfaring siger: Ja, langt overvejende, men ikke altid. Embedsmænd er også mennesker. De har somme tider deres egne dagsordner. De vil eksempelvis nødig begrænse avancementsmulighederne for deres medarbejdere, hvad jeg mærkede, både da jeg som undervisningsminister overførte Rigshospitalet til Sundhedsministeriet, og da jeg lod statsgymnasierne overføre til amterne. Der røg lige nogle meget attraktive lederstillinger, som ministeriets embedsmænd kunne avancere til.

Kan man være sikker på loyaliteten? Min erfaring siger: Ja, langt overvejende, men ikke altid.

Bertel Haarder
Tidligere minister

Jeg havde også en direktør, der offentligt talte imod min folkeskolepolitik. Og en afdelingschef, der åbenlyst saboterede den frisætning af seminariernes ledelsesrum, jeg havde aftalt med departementschefen.

Jeg kan også nævne en departementschef, der ved et ministerskifte tilrådede den nye minister at nedlægge det planlægningskontor, som forgængeren på Finansudvalgets foranledning havde oprettet for at give ministeren en chance over for departementschefen!

Jeg vidste det, fordi jeg havde været næstformand i Finansudvalget under postskandalen, hvor trafikminister Jens Risgaard Knudsen lovede at oprette planlægningskontoret.

Da der blev udnævnt en ny trafikminister, spurgte jeg ham: ”Hvad var så det første, departementschefen sagde til dig?” – ”Det er sjovt, du spørger, for han ville nedlægge et kontor!” ”Nå, svarede jeg, var det planlægningskontoret”. ”Ja, svarede han, hvordan kunne du vide det?”

Så fortalte jeg ham om, at netop det kontor var blevet oprettet for at give ministeren en chance over for departementschefen og ministeriets selvrådige styrelser. Og så blev kontoret ikke nedlagt!

Men det er undtagelser. Jeg skal retfærdigvis også fortælle, at da jeg ved en lejlighed ikke fulgte min departementschefs indstilling om besættelse af en meget vigtig post, kom jeg til bittert at fortryde det.

Jeg lærte at lade være med at blande mig i ansættelser og i stedet holde departementschefen ansvarlig, hvis personalepolitikken og udnævnelserne ikke var heldige og ikke førte til de ønskede resultater.

Det vanskeligste ministerium med flest faldgruber og lumske fjender var uden sammenligning Integrationsministeriet.

Jeg lærte at lade være med at blande mig i ansættelser og i stedet holde departementschefen ansvarlig, hvis personalepolitikken og udnævnelserne ikke var heldige og ikke førte til de ønskede resultater.

Bertel Haarder
Tidligere minister

Der fik jeg mit lange ministerlivs bedste departementschef, som konsekvent gennemførte den nye borgerlige regerings skrappe omlægning af udlændingepolitikken ved at basere lovgivningen direkte på konventionerne. Vi blev ikke fanget i én eneste fejl, og blev ikke tvunget til et eneste tilbagetog.

Da Birthe Rønn Hornbech i statsløsesagen påstod, at ulovlighederne var begyndt i min – vores – tid, blev både departementschefen og jeg totalt frifundet. Ligesom jeg i øvrigt blev totalt frifundet af dommer Hornslets Tamil-rapport, selv om jeg hele vejen igennem havde siddet i den senere dømte justitsministers udlændingeudvalg.

Dér lærte jeg i øvrigt at respektere de tankeklare superjurister, der befolker justitsministeriet. Synd, at de ikke stod op imod den stærke minister og den følgagtige departementschef.

Samtidig med, at jeg var integrationsminister, var jeg også Europa-minister med kontor i Udenrigsministeriet. Dér mødte jeg stjernedygtige embedsmænd med Poul Skytte Christoffersen i spidsen som EU-ambassadør – og hans lærlinge Jeppe Tranholm Mikkelsen og Michael Zilmer-Johns, som da også er endt på de højeste poster. Danmark har været overrepræsenteret blandt topembedsmænd i Bruxelles.

Ved mit første rådsmøde som helt nyslået minister og formand for Ministerrådet for forskning, havde jeg den sagnomspundne EU-ambassadør Gunnar Riberholt på den ene side, og på den anden side havde jeg den legendariske generaldirektør for Ministerrådet gennem 14 år, Niels Ersbøll. Han var i øvrigt Skytte Christoffersens læremester.

Da den spanske EU-ambassadør blev syg under det spanske formandskab, bad Spanien Skytte Christoffersen om at køre den spanske butik i flere måneder, indtil han afløste sig selv, da Danmark overtog formandskabet.

Jeg kan ikke nok lovprise de fremragende topembedsmænd, jeg har nyt godt af i mine 22 år som minister. De havde alle det til fælles, at de godt kunne tænke politisk og få noget fornuftigt ud af regeringens erklærede politik.

Jeg kan ikke nok lovprise de fremragende topembedsmænd, jeg har nyt godt af i mine 22 år som minister.

Bertel Haarder
Tidligere minister

Selvfølgelig kunne de være uenige, som da vi sad i Challenger-flyet på vej hjem og skulle tage stilling til Ruslands krav om en drøftelse af en korridor igennem Litauen som betingelse for Litauens optagelse i EU.

De to departementschefer fra udenrigs- og statsministeriet var mildest talt ikke enige. Og det var en meget professionel uenighed.

Statsministeriets departementschef tænkte på statsministerens topprioritet, udvidelsen. Udenrigsministeriets departementschef tænkte på, at Danmark for alt i verden ikke måtte svigte et baltisk land, som han sammen med Uffe Ellemann havde været med til at befri.

Som integrationsminister var jeg i den paradoksale situation, at jeg skulle lede forhandlinger om noget, som Danmark ikke var forpligtet på i kraft af vores forbehold.

Men det hindrede ikke Henrik Ankerstjerne i Integrationsministeriet i at skrive det kompromisforslag, der efter lange diskussioner blev vedtaget til punkt og prikke som den såkaldte Dublin 2-forordning. Den bestemte, at ankomstlandet skulle tage sig af flygtningen det første år, hvorefter opholdslandet tog over.

Vi havde ”konfessionals” – skriftestolsprocedure -, hvor jeg talte med ministrene hver for sig. Det var den franske ambassadør, der tilhviskede mig, at jeg skulle spille landenes indvendinger ud mod hinanden og få dem til at forstå, at det eneste mulige kompromis var det danske forslag, som Henrik Ankerstjerne havde skrevet. Hverken mere eller mindre.

Jeg gav dem betænkningstid til næste fredag, og jeg glemmer sent den fredag. Jeg var på Kronborg og modtog den ene telefonbesked efter den anden. Alle sagde ja, og Henrik Ankerstjerne behøvede ikke rette et komma. Den forordning gælder vist stadig - trods mange forsøg på at ændre den.

Efter 22 års oplevelser med de dygtigste danske embedsmænd (og enkelte undtagelser) er jeg ikke i tvivl om, at jeg foretrækker dem som rådgivere frem for ”særlige rådgivere” fra partisekretariatet.

Deres opgave er, som Erling Olsen engang sagde at få en lidt ubehjælpsom melodi fra ministeren og regeringspartiet gjort til en smuk symfoni. Det er de meget bedre til end partitro rådgivere, hentet fra partisekretariaterne.

Efter 22 års oplevelser med de dygtigste danske embedsmænd er jeg ikke i tvivl om, at jeg foretrækker dem som rådgivere frem for ”særlige rådgivere” fra partisekretariatet.

Bertel Haarder
Tidligere minister

Sidstnævnte kan være stjernedygtige og ende på høje poster. Men deres problem er, at de ikke kender substansen så godt som embedsmændene og ikke er forpligtet på sandheden og redeligheden på samme måde.

Ministre skal prioritere og sætte retningen. Departementschefen skal rådgive om, hvordan det gribes an. Embedsmændene må gerne sinke processen, som Barbara Bertelsen (dengang departementschef i Justitsministeriet) gjorde, da jeg var formand for ”Imam-udvalget”. Det har jeg været hende dybt taknemlig for.

Embedsmænd skal somme tider være besværlige. Ministrene skal advares om konsekvenser (hvad Hans Engell ikke blev, da han indførte et polititilladelses-gebyr på 500 kr. for at lave huller i isen).

Embedsmænd skal sige imod og stå fast på de syv embedsmandsdyder. De skal ikke finde sig i det unødvendige kissejav, der førte til minkskandalen. Dér skulle Barbara Bertelsen have gjort, som da hun sinkede mig i Imam-udvalget.