Frivillige laver store dele af vores drikkevand: Men politisk og økonomisk pres udfordrer frivilligheden

Jeg har netop skænket mig et koldt glas vand fra hanen.

Endnu en af hverdagens trivialiserede handlinger, som ikke fortjener større opmærksomhed. Vi åbner for hanen - ligesom vi tænder for kontakten og skruer på termostaten - uden at tænke nærmere over, hvor vandet, strømmen og varmen kommer fra.

Et ubestemmeligt sted i undergrunden. En ensom vindmølle på havet. Et halmværk bag brandstationen.

Men det burde vi måske.

Farmor og farfar passer byens vandværk
Tæt på hvert andet glas postevand, der bliver skænket i de danske hjem, er produceret ved hjælp af frivillig arbejdskraft. I alt 2.500 forbrugerejede vandværker pumper døgnet rundt vand op fra den danske undergrund.

Hovedparten af disse vandværker har ingen ansatte. Ingen sekretær til at besvare opkald fra utilfredse forbrugere. Ingen servicetekniker til at dreje på knapperne i maskinrummet.

Hvor dybfølt er Christiansborgs nyfundne andelsbaserede vækkelse? Er det et udtryk for, at politikerne har indset, at uden frivillig lokal opbakning fungerer samfundet ikke. Hvor meget handler om valgtaktiske hensyn?

Klaus Ulrik Mortensen
Journalist, Altinget

Lige så snart vi bevæger os væk fra de store byer – København, Aarhus, Odense, Aalborg og de store købstader – er det frivillige danskere, der sørger for, at der kommer vand ud af hanerne.

Og sådan har det været de sidste 100 år.

I 23 år var min farfar Johan A. Mortensen formand for det lokale vandværk i Smidstrup. Et typisk "landliggervandværk" med cirka et tusinde tilsluttede helårs- og sommerhuse. Hans nærmeste medarbejder var min farmor Alice Mortensen. Og sammen sørgede de to for, at fastboende såvel som sommerhusgæster kunne slukke tørsten på forsvarlig vis.

Eller som de forbrugerejede vandselskabers medlemsblad “Vandposten” noterede det ved hans fratræden i 1997:

“Gennem årene har Johan A. Mortensen, bistået af fru Mortensen, fra sit hjem på alle tider af døgnet beredvilligt løst alle de vandforsyningsproblemer, der opstod.”

Frygten for de tomme stole
Man kan i 2019 stadig finde eksempler på ovenstående frivillige synergi. Og som artikelserien over de næste måneder vil vise det, knokles der i de midtsjællandske og nordjyske lokalsamfund for, at livet fortsat kan gå sin gang i vanlig ubemærkethed.

Når vandrørene springer i Hedehusene ved Roskilde, må pensionisterne Karsten og Poul-Henrik skynde sig hjem fra badminton, så de er friske til nattens optrevlinger af ledningsnettet: Nutidens teknologi gør, at de kan styre slagets gang fra tabletten i det nyrenoverede vandværk, mens betalte mænd med skovle og stærke arme graver hul i byens asfalt.

Men uden Karsten og Poul-Henrik var der intet vandværk. Og derfor ser vandsektoren betænkeligt til, når antallet af tomme stole til de årlige generalforsamlinger bare vokser og vokser.

Når direktør i Danske Vandværker Susan Münster sender lykønskninger til de lokale frivillige, er det ofte til folk, som har siddet i bestyrelsen i 50 år. Gennemsnitsalderen er allerede pensionsmoden. Kvinder er der ikke mange af. Og når formanden i sidste ende trækker sig, kan det være svært at få en ny til at tage hans sted.

I et læserbrev bragt hos Energy Supply sidste måned kom direktøren derfor med denne efterlysning:

“Jeg kan ikke fremhæve, hvor vigtigt emnet er, men kan egentlig bare slå fast, at vand betyder liv. Ja, endda så meget, at mennesker og dyr i andre lande dør på grund af manglen. Og når man ser det i det lys, er det lidt af en gåde, hvorfor det nogle steder kan knibe med at finde nye bestyrelsesmedlemmer på de forbrugerejede vandværker.”

Mysteriet er dog ikke større end som så. Meget af det kan forklares med tidens omsiggribende krav om dokumentation. Dokumentation for, at kassen stemmer. At pengene er opkrævet og investeret korrekt. At vandet ikke kunne være produceret billigere på anden vis. Og naturligvis at de strikse regler i GDPR er overholdt til punkt og prikke.

Og den slags gider vandværkernes frivillige helte ikke bruge tid på. Administration og bureaukrati stiller krav til regnskabs- og it-tekniske færdigheder, som de efter et langt arbejdsliv ikke nødvendigvis besidder. Og ikke ønsker at bruge seniorkarrieren på at tilegne sig.

Gentagne krav om konkurrenceudsættelse
En anden forklaring er funderet i økonomisk teori. Forbrugerejede vandværker hverken kan, skal eller må generere økonomisk overskud. Fagtermen for denne type virksomhed er hvile i sig selv eller non-profit.

En organiseringsform, som har rødder tilbage i andelsbevægelsen, og som også er udbredt i varmesektoren og tidligere også elselskaberne.

Fordelen ved denne organiseringsform er, at selskaberne aldrig kan gøres til genstand for økonomisk spekulation. Men det har den indbyggede ulempe, argumenterer politikere og erhvervsmænd, at det gør selskaberne tunge, ineffektive og ufleksible.

Det er baggrunden for, at regeringens grønne vækstteam så sent som sidste uge gentog ønsket om at udsætte forsyningssektoren for yderligere konkurrence.

Tillid til, at frivillige og lønnet personale i vand- og varmesektoren gør deres bedste for at holde priserne så lave som mulige, er ikke længere nok. Det var det heller ikke, da regeringen med Lars Chr. Lilleholt (V) i spidsen i 2016 lancerede en stort anlagt forsyningsstrategi, som skulle erstatte frivilligt arbejde og gode viljer med økonomisk teori og kontant afkast.

Det mest præcise, der kan siges om denne strategi er, at den aldrig blev til noget. Helt centralt var princippet om, at man (stat, kommune, kapitalfond) skulle kunne tjene penge på at sælge vand og varme og rense spildevand. En række økonomiske analyser herunder fra McKinsey viste, at sektoren havde et effektiviseringspotentiale på godt syv milliarder kroner årligt.

Og skulle det realiseres, var det slut med at lege andelsselskab. Man hentede inspiration i det private erhvervsliv - men også elsektoren, som var blevet liberaliseret i slutningen af halvfemserne og siden havde kunnet fremvise høj produktivitet og sorte tal på bundlinjen.

Balladen om Dong og Radius
Regeringen måtte dog snart sande, at den havde fejllæst forhandlingsklimaet på Christiansborg. Bjarne Corydons salg af Dong-aktier til Goldman Sachs havde forårsaget større politiske ar på oppositionen end først antaget. Tydeligst eksemplificeret ved den aktuelle ballade om Radius-salget, som i december 2018 faldt på gulvet med Socialdemokratiets kovending.

En sidste øjebliks kursændring, som efterlader forsyningssektoren i et politisk dødvande. Hvad vil man egentlig med vores fælles infrastruktur?

Debatten om liberalisering og kapitalisering af sektoren har bølget frem og tilbage i årtier. Mønstret har hver gang været det samme: En ny rapport - gerne bestilt af Finansministeriet - har påpeget, at der er penge at tjene/spare ved at arbejde med de enorme summer, som sektoren håndterer: I alt besidder sektoren faste aktiver for 365 milliarder kroner og foretager årlige investeringer for 19 milliarder.

Tænk, hvad man kunne stille op, hvis aktiverne ikke var låst i kommunale eller forbrugerejede selskaber. Tænk på de store lån, som selskaberne hvert år optager gennem Kommunekredit, og som kunne forvaltes og forrentes langt mere ekspressivt i hænderne på ægte investorer.

Lige nu peger pilen dog i en mere konservativ retning. Tiden er ikke moden til at eksperimentere med vores alle sammens fælles infrastruktur, forstår man. Det er hovedsignalet fra Christiansborg.

Andelsbaserede vækkelser
Alternativet gik endda så vidt som til forrige uge at foreslå, at en million danskere i fælles flok skulle gå sammen og købe Radius af Ørsted, så man sikrede sig, at eldistributionsvirksomheden ikke falder i hænderne på glubske, udenlandske kapitalfonde.

“I andelsbevægelsens moderland bør vi forbrugere slå os sammen og købe de 19.000 kilometer elnet og 160.000 gadelamper, som Radius består af,” skrev Christian Poll i et debatindlæg hos Altinget.

Hvis en andelsforening bestående af alle Radius' elkunder hver især køber en andel på 14.000 kroner, vil vi komme op i nærheden af 14 milliarder, som svarer til de salgspriser, der er nævnt. Andelsforeningen vil kunne tage lån til en del af prisen, så det bliver billigere for elkunderne, foreslår Alternativets energiordfører.

Tirsdag meldte Enhedslisten sig så på banen med et forslag om, at staten da bare kunne købe Radius og dermed drive eldistributionsnettet. Forstået: En anden og effektiv måde at holde kapitalen i skak.

I december 2018 lod det endda til, at selv regeringen havde forstået at lodde folkestemningen. Et bredt flertal på tværs af Folketinget enedes således om en ny rammeaftale for vandsektoren, som - modsat vedholdende rygter om, at man ville åbne for økonomisk udlodning af overskud i sektoren - gik den modsatte vej og i stedet sikrede smidigere juridiske rammer for de små vandselskaber.

Aftalen åbner for, at vandforbrugerne i de mindre, forbrugerejede vandværker med en debiteret vandmængde under 800.000 m3 kan beslutte at trække deres lokale vandselskab ud af den statslige økonomiske regulering.

”Hvis forbrugerne har tillid til, at frivillige lokale kræfter kan sikre bedre og billigere vand, så mener jeg ikke, at vi politikere skal blande os ved at pålægge dem en byrdefuld regulering,” sagde Lars Chr. Lilleholt.

Men hvor dybfølt er bemeldte andelsbaserede vækkelse?

Er det et udtryk for, at politikerne har indset, at uden frivillig lokal opbakning fungerer samfundet ikke. Hvor meget handler om valgtaktiske hensyn?

Ny serie om forsyningssektoren
Altinget vil i de kommende måneder gå helt tæt på frivillighedens vilkår i forsyningssektoren. Her vil vi - blandt meget andet:

• Granske arbejdsvilkårene på de tre hovedområder: Vand, el og varme
• Bladre tilbage i historiebøgerne og se, hvordan de andelsbaserede netværksindustrier trin efter trin blev professionaliseret
• Undersøge, hvad forbrugereje egentlig betyder i en virksomhed som SEAS-NVE med over to millioner andelshavere
• Besøge Karsten og Poul-Henrik på Østre Vandværk i Hedehusene
• Undersøge, hvad der motiverer en skatterevisor på Mors til at investere al fritid i det lokale fjernvarmeværk
• Spørge, hvorfor der egentlig aldrig er nogen, der har forsket i frivilligt arbejde i forsyningssektoren
• Fortælle historien om, hvordan Samsø brugte halvfemsernes energieventyr til at løfte et øsamfund, som ellers var i fare for at blive ædt af udkanten

Artiklerne vil blive bragt på både Altinget: civilsamfund og Altinget: forsyning

Vi håber, at I vil læse med.