6 A'er: Højaktuel bog er en tour de force i ministres og embedsværks ansvar og pligter

Ansvar og pligter

Jens Peter Christensens bog er en tour de force gennem et kolossalt materiale, hvor han med skalpel og pincet uddrager det retlige ansvar og pligterne for ministre og embedsværk.

Til de juridiske vurderinger, som dommere og juridiske professorer i undersøgelser og kommissioner er nået frem til føjer Christensen sin egen. Sommetider er han enig, andre gange nænsomt, men klart kritisk. I andre tilfælde er hans bud, at der ikke med sikkerhed kan siges noget præcist om retstilstanden. "Formentlig" bliver brugt en del.

Samlet er Jens Peter Christensens bog et autoritativt bidrag til afklaring af ansvar og pligter. Den vil være uomgængelig læsning for de, der udpeges til fremtidige retlige undersøgelser, i de juridiske afdelinger og kontorer i den offentlige sektor - og tillige egnet til anvendelse på jurastudiet i forvaltnings- og statsret.

Mellem jura og politik

Men Jens Peter Christensens gennemgang har endnu en kvalitet. Den er prisværdigt fri for juridisk tunnelsyn. En rød tråd er således forfatterens blik for forskelligheden i de konkrete sager. Der er en verden af forskel på Kjærbølsagen, tamilsagen, sagen om kreativ bogføring i Skatteministeriet, og for eksempel sagen om Københavns Amts ulovlige placering af midler i Hafnia A/S.

En mulighed kunne være flere regler om pligter og ansvar. Det har været overvejet flere gange tidligere, men også her anes Jens Peter Christensens skepsis.

Bo Smith
Fhv. departementschef, Beskæftigelsesministeriet

Christensen har et skarpt blik for denne heterogene konteksts betydning for vurderingen. Han demonstrerer, hvordan han parallelt med sin karriere til toppen af den juridiske verden har bevaret indblikket i og forståelsen af den politiske verden.

Her træder Jens Peter Christensen ind i rækken af juridiske koryfæer, som mestrede samspillet mellem jura og politik. Det fremgår da også af henvisningerne i bogen, hvor Nordskov Nielsen og Max Sørensen er en hyppig reference.

Når for eksempel Max Sørensens 50 år gamle statsret og redegørelsen fra Nordskovs "fagligt etiske arbejdsgruppe" stadig i dag er kilde til retstilstanden på området viser det samtidig en anden ting, nemlig den betydelige kontinuitet og permanens i retsstatens juridiske ramme om vores politiske system.

Mens politik, herunder samspillet mellem ministre og embedsmænd, er i en stadig dynamisk udvikling gælder det ikke juraen. Den bliver - som det fremgår af Christensens bog - kalibreret og tydeliggjort, men ikke grundlæggende ændret.

Politiske embedsmænd og faglig rådgivning

Et nærliggende spørgsmål, som Jens Peter Christensen knap nok tager op, er således spændingsfeltet mellem et politisk system i rivende udvikling og et retligt system, hvor permanensen er grundlæggende.

Helt forgæves leder læseren dog ikke efter Christensens refleksioner om nogle af de helt aktuelle spørgsmål, som blandt andet Dybvad-udvalget formentlig vil have på sin dagsorden. Et afsluttende "efterord" har titlen "nogle friere overvejelser".

Debatten handler ikke mindst om, hvorvidt der er kommet et øget "pres" på embedsmændene, og hvad konsekvenserne måtte være, når den klassiske "Jeronimus" erstattes af en "Politicus" og der er en risiko for, at politikken fortrænger juraen. Christensen spørger så, hvad man kan stille op.

En mulighed kunne være flere politisk udnævnte embedsmænd. Jens Peter Christensen konstaterer, at faren for at at fagligheden i et sådant system vil få endnu trangere kår er nærliggende. Men kunne det så ikke betyde, at det faste embedsmandskorps kunne trække sig en kende tilbage og koncentrere sig om den faglige og juridiske rådgivning? Til det bemærker Christensen, at det netop er den integrerede rådgivning, der kombinerer det politiske og det faglige, der gør rådgivningen værdifuld for ministeren.

En anden mulighed kunne være flere regler om pligter og ansvar. Det har været overvejet flere gange tidligere, men også her anes Jens Peter Christensens skepsis. Sagernes forskellighed betyder ifølge Christensen, at problemet for embedsmanden i den konkrete situation ikke primært er hvad reglerne indebærer, men snarere hvordan der konkret skal ageres.

Jens Peter Christensens vurderinger i efterordet er på harefod, men de er væsentlige i den tilbagevendende debat om det danske politiske system og den danske retsstat. De bør være en appetitvækker, som han hermed opfordres til at følge op og folde ud.