Kaare R. Skou: Tre åbningstaler, der går over i historien

ÅBNINGSTALER: Tirsdag åbner Lars Løkke Rasmussen Folketinget, som så mange statsministre har gjort før ham. Kaare R. Skou ser tilbage på særligt tre åbningstaler, der vil gå over i historien.

Af Kaare R. Skou
Forfatter og tidligere politisk redaktør på TV 2 

Forventningspresset hviler tungt på statsministeren to gange om året: Når han holder sin nytårstale, og når han holder åbningstalen den første tirsdag i oktober.

Som regel overstiger forventningerne virkeligheden, både når det gælder retorik og indhold. Men der er åbningstaler, der huskes af vidt forskellige grunde.

Fra grundloven blev vedtaget i 1849 og frem til parlamentarismens indførelse med systemstemskiftet i 1901, var åbningstalen uden politisk indhold. Frederik 7. og Christian 9. nøjedes med at byde Rigsdagen velkommen til arbejdet.

Da det var kongen, der holdt den, bliver åbningstalen også stadig til tider kaldt trontalen. Christian 9. vidste nok, hvilken politik hans regeringer ville føre, mens det er mere tvivlsomt, om Frederik 7. altid gennemskuede det.

Til gengæld havde han grevinde Danner, der i høj grad forstod det. Det var dengang, kongen efter grundloven udnævnte sine ministre med streg under sine. Regeringerne fungerede uanset flertallet i Landstinget og Folketinget, så længe Rigsdagen bevilgede den penge. Den herskede over finansloven.

Alt det ændredes i 1901. Den nu aldrende Christian 9. var meget bevidst om, at enhver konge i fremtiden måtte holde den åbningstale, som den siddende regeringschef ønskede.

Talerne fik efterhånden et politisk indhold. Traditionen blev fulgt af de følgende konger indtil 1921, hvor Venstres Niels Neergaard holdt talen, men godt nok i kongens navn. I 1958 blev man enige om, at det var en smule latterligt at tale i kongens navn, og Frederik 9. blev ikke længere indbudt til åbningen.

Det syntes Folketin­get trods alt, efter at have tænkt sig om, var for ufestligt, så i 1966 blev han indbudt igen. To år senere blev kongelogen, eller Fol­ketingets officielle loge, som den hedder, indrettet, og herfra overværer dronningen og resten af kongefamilien i dag åbningstalen.

1955: H.C. Hansen og det, han ikke sagde
Særlig tre åbningstaler vil gå over i historien. Talen fra 1955 endda for det, som den socialdemokratiske statsminister H.C. Hansen ikke sagde.

Gennem år havde politikerne diskuteret indførelsen af en folkepension, og i 1955 var man så tæt på målet, at den måtte være med i åbningstalen, men det var den ikke. Problemet var De Radikale. Intet i politik kunne dengang lade sig gøre uden om De Radikale, men indbyrdes var de uenige.

Parret Jørgen Jørgensen og Bertel Dahlgaard havde en indflydelse på størrelse med Kristian Thulesen Dahls i dag eller større, og det siger som bekendt ikke så lidt.


H.C Hansen på talerstolen i 1956 (Ritzau Scanpix)

Jørgen Jørgensen ville en ens folkepension til alle finansieret løbende over skatterne. Bertel Dahlgaard, der var statistiker, frygtede sammen med sin statistikerkollega i Socialdemokratiet, Viggo Kampmann, for de sam­funds­øko­no­miske konsekven­ser og ville nøjes med pension til de trængende.

I oppositionen talte Venstre om en frivillig forsikringsordning, mens De Konservative ville have en tvungen. Den tanke opgav de dog, da konsekvenserne gik op for dem.

For at få deres system til at fungere skulle der opbygges en fond på 25 milliarder kroner. Værdien af den samlede mængde af kreditforeningsobligationer lød på 7 milliarder kroner, hvilket betød, at en pensionsfond ikke alene skulle opkøbe samtlige obligationer, men også investere et endnu større beløb direkte i erhvervslivet.

Investeringer, der uanset hvordan man vendte eller drejede det, ville blive politisk styrede. Det var uacceptabelt set med konservative øjne. De sluttede sig derfor til Jørgens Jørgensen, og så havde socialdemokraterne modstræbende ingen anden udvej end også at støtte ham. Jørgen Jørgensen fik sin folkepensionslov i 1956.

1972: Jens Otto Krag chokerer Folketinget
Den anden åbningstale, der går over i historien, gør det på grund af dens vedhæng. Da socialdemokraten Jens Otto Krag holdt åbningstalen i 1972, havde han aftalt med den radikale formand for Folketinget, Karl Skytte, at han umiddelbart efter talen fik ordet igen, når dronningen var gået.

Han demissionerede. Det var dagen efter, at vælgerne havde stemt ja til medlemskabet af EU, og han havde nået sit politiske mål.

Krag hensatte med sin korte tillægstale Folketinget i en choktilstand. Alle talte forvirret i munden på hinanden. Økonomiminister Per Hækkerup, der havde slumret under selve åbningstalen, vågnede med et spjæt. Han var nummer to i partiet, men burde i egne øjne være nummer et.

Han trak Krag til side: “Inden du træffer en så vidtgående beslutning, kunne du godt rådføre dig med de mere tænksomme kammerater i kredsen!” Krag kneb øjnene sammen til de to smalle sprækker, de blev, når hans politiske dræberinstinkt tog over: “Det har jeg gjort!” Med fire ord fik Hækkerup at vide, hvor han var placeret i hierarkiet.


Jens Otto Krag på talerstolen i 1967 (Jacob Maarbjerg/Ritzau Scanpix)

Krag var mester i politisk iscenesættelse, og alt i hans afgang var timet og tilrettelagt. Alle, der skulle tages i ed, var taget i ed – og ingen andre. Udenrigsminister K.B. Andersen og arbejdsminister Erling Dinesen, der begge kunne gå med en statsminister i maven, var spillet ud mod hinanden og pacificeret.

Den ene havde for mange idéer; den anden for få. LO’s stærke formand, Thomas Nielsen, havde ikke nået at protestere, da han fik trukket Anker Jørgensen ned over hovedet. Alt gik som planlagt. Krag nød chokvirkningen og var næppe nået ned fra talerstolen, før telefonnettet i hele landet brød sammen på grund af overbelastning.

2001: Statsmanden Nyrup og 9/11
Åbningstalen i 2001 fandt sted en måned efter terrorangrebet på World Trade Center. Verden var stadig målløs og rådvild. Den socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen var berygtet for at tale med uld i mund. Han var detaljens mand, og i iveren efter altid at få alle detaljer med snublede han i sine sætningskonstruktioner.

Men i sin åbningstale var Poul Nyrup Rasmussen klar, og talen var en statsmand i et større land værdig. Han optrådte med overblik over situationens alvor og med føling for, hvad danskerne tænkte:

”Nogen spørger, om Danmark er direkte truet. Svaret er nej. Men vi skal heller ikke være naive. Det er en anden verden, vi nu lever i. Det er ikke ”dem” mod ”os”. Vi er sammen, også med indvandrerne og flygtningene, om at bekæmpe terrorismen. Vi skal erkende, at verden er forandret, og at vi mere end før skal tage vare på de værdier, vort demokrati bygger på: friheden for den enkelte, trygheden for de mange, sikkerheden for os alle.”

Eftertiden har vist, at de ord var der alt for mange, der ikke tog til sig.

Forrige artikel Ugens målinger: Nej til nedlægning af regionerne Ugens målinger: Nej til nedlægning af regionerne Næste artikel Snit af målinger: Trods finanslovudspil har partierne ikke flyttet sig Snit af målinger: Trods finanslovudspil har partierne ikke flyttet sig