Overblik: Mød den nye regering

NY REGERING: Torsdag præsenterede Mette Frederiksen det ministerhold, der skal lede landets ministerier. Få overblik over alle ministrene her.

Mette FrederiksenStatsminister: Mette Frederiksen

41-årige Mette Frederiksen blev valgt til Folketinget i 2001 og var indtil dette valg opstillet i Ballerupkredsen, men rykkede forud for dette valg tilbage til en kreds i fødebyen Aalborg. Hun overtog i 2015 formandsposten i Socialdemokratiet fra Helle Thorning-Schmidt, i hvis regering Frederiksen var først beskæftigelsesminister og siden justitsminister. Hun har blandt andet en master i afrikastudier og bliver altså nu statsminister.

Nicolai WammenFinansminister: Nicolai Wammen

48-årige Nicolai Wammen er tidligere borgmester i hjembyen Aarhus og var europa- og forsvarsminister i Helle Thornings regeringsperiode fra 2011 til 2015. Han har senest været Socialdemokratiets politiske ordfører og var i valgkampens første uge vikarierende formand, da Mette Frederiksen var nede med et maveonde, ligesom han har været med hele vejen i de netop overståede regeringsforhandlinger. Wammen er kandidat i statskundskab fra Aarhus Universitet. 

Jeppe KofodUdenrigsminister: Jeppe Kofod

44-årige Jeppe Kofod blev for kun en måned siden valgt til Europa-Parlamentet for anden gang, men er altså blevet hentet hjem til Folketinget af Mette Frederiksen. Kofod har tidligere siddet i Folketinget fra 1998, men skiftede i 2014 Christiansborg ud med Bruxelles og Strasbourg. I Parlamentet har Kofod kastet sig ind kampen mod denne verdens skatteunddragere og økonomisk kriminelle, og desuden har han siddet som næstformand i den store socialdemokratiske gruppe.

Nick Hækkerup Justitsminister: Nick Hækkerup

51-årige Nick Hækkerup er uddannet jurist og tidligere borgmester i Hillerød. Han havde flere ministerposter i Helle Thorning-Schmidts regering, hvor han blandt andet sad som forsvarsminister. I den forgangne valgperiode har Nick Hækkerup blandt andet været sit partis udenrigsordfører.  

Dan JørgensenKlima-, energi- og forsyningsminister: Dan Jørgensen

43-årige Dan Jørgensen fra Morud på Nordfyn er tidligere medlem af Europa-Parlamentet, men blev i 2013 hentet hjem og udnævnt til fødevareminister i Helle Thorning-Schmidts regering. Han blev valgt som medlem af Folketinget i 2015. Dan Jørgensen har læst statskundskab på Aarhus Universitet og tilhører sammen med blandt andre Nicolai Wammen og Jens Joel partiets gruppe af tidligere medlemmer af studenterorganisationen Frit Forums Aarhus-afdeling.

Trine BramsenForsvarsminister: Trine Bramsen

38-årige Trine Bramsen blev valgt første gang i 2011 og har været en ihærdigt arbejdende retsordfører siden 2013. Bramsen er uddannet cand.scient.soc. fra Roskilde Universitet og har tidligere arbejdet som konsulent hos blandt andre Deloitte. 

Morten BødskovSkatteminister: Morten Bødskov

49-årige Morten Bødskov er et af de mest garvede socialdemokratiske folketingsmedlemmer. Han har siddet i Folketinget siden 2001, og tidligere har han bestredet posten som landets justitsminister i perioden 2011-2013. Bødskov blev væltet som minister af Enhedslisten oven på en sag om et aflyst folketingsbesøg til Christiania, som Enhedslisten mente, Bødskov havde løjet om.

Mogens JensenMinister for fødevarer, fiskeri og ligestilling og minister for nordisk samarbejde: Mogens Jensen

55-årige Mogens Jensen blev valgt til Folketinget i 2005. Han har været sit partis kulturordfører og en ivrig forsvarer af Danmarks Radio. Mogens Jensen blev i 1990’erne kendt for sine imitationer af daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen og var handels- og udviklingsminister i Helle Thorning-Schmidts regering. Han har tidligere været statsrevisor og har desuden arbejdet som konsulent for LO.

Magnus HeunickeSundheds- og ældreminister: Magnus Heunicke

44-årige Magnus Heunicke er uddannet journalist og kom i Folketinget første gang i 2005. Han er tidligere trafikordfører og politisk ordfører samt en populær transportminister i Helle Thorning-Schmidts regering. Heunickes hjerte brænder blandt andet for togtrafik og fodboldklubben Næstved. 

Astrid KragSocial- og indenrigsminister: Astrid Krag

36-årige Astrid Krag er tidligere medlem af SF og var sundhedsminister i Helle Thornings regering, indtil SF trak sig ud i 2014. Herefter meldte hun sig ud af SF og ind i Socialdemokratiet, hvor hun som ældreordfører blandt andet har gjort sig bemærket som en hård kritiker af ældreminister Thyra Frank (LA). 

Mattias TesfayeUdlændinge- og integrationsminister: Mattias Tesfaye

38-årige Mattias Tesfaye er for anden gang blevet valgt til Folketinget og kan altså også nu skrive minister på sit cv. Den inkarnerede vestegnsdreng er uddannet murer og tidligere medlem af SF. Han skrev i 2017 bogen “Velkommen Mustafa - 50 års socialdemokratisk udlændingepolitik”. 

Pernille Rosenkrantz-TheilBørne- og undervisningsminister: Pernille Rosenkrantz-Theil

42-årige Pernille Rosenkrantz-Theil har været en markant socialordfører i den forgangne valgperiode. Hun var folketingsmedlem for Enhedslisten fra 2001 til 2007, og i 2009 blev hun for første gang folketingskandidat for Socialdemokratiet. 

Simon KollerupErhvervsminister: Simon Kollerup

33-årige Simon Kollerup er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet og fik ved valget i 2015 mere end 10.000 stemmer i sin hjemkreds, Thistedkredsen. Kollerup har som fiskeriordfører været aktiv i sagen om kvotekonger og rod i Fiskeristyrelsen.

Benny EngelbrechtTransportminister: Benny Engelbrecht

48-årige Benny Engelbrecht blev socialdemokratisk topscorer i Sydjyllands Storkreds med 12.267 personlige stemmer. Han var skatteminister i et lille års tid i slutningen af Helle Thorning-Schmidts regering og har i den seneste periode været Socialdemokratiets finansordfører. Han har tidligere givet den som musiker og er en af de få politikere hos Socialdemokraterne i dag, som har folkeskolens afgangseksamen som højest afsluttede uddannelse. 

Peter Hummelgaard ThomsenBeskæftigelsesminister: Peter Hummelgaard Thomsen

36-årige Peter Hummelgaard Thomsen har siddet i Folketinget siden 2015. Den tidligere DSU-formand er Amager-dreng ind til benet og har i den forgangne valgperiode været en hård kritiker af den finansielle sektor. Han er uddannet jurist og skrev i 2018 bogen “Den syge kapitalisme“. 

Rasmus PrehnMinister for udviklingssamarbejde: Rasmus Prehn

45-årige Rasmus Prehn er oprindelig fra den københavnske vestegn, men slog sig ned i det nordjyske for at læse på Aalborg Universitet. Han blev valgt første gang i 2005 og har været sit partis transportordfører. På den post måtte han blandt andet indædt forsvare idéen om en betalingsring rundt om København - indtil Helle Thorning-Schmidt kom med “en god løsning i morgen” og aflivede idéen. Prehn måtte se sig forbigået i ministerkabalerne under Thorning-Schmidt, men kan altså nu sætte sig i stolen som ny minister for udviklingssamarbejde.   

Ane Halsboe-JørgensenUddannelses- og forskningsminister: Ane Halsboe-Jørgensen

36-årige Ane Halsboe-Jørgensen blev valgt ind i Folketinget i 2011. Derudover er hun medlem af folketingsgruppens ledelse og partiets børneordfører. Hun er blandt andet kendt for at have skrevet bogen ‘Det betaler sig at investere i mennesker’ sammen med partiets tidligere socialordfører og nyudnævnte børne- og undervisningsminister, Pernille Rosenkrantz-Theil.

Kaare DybvadBoligminister: Kaare Dybvad

34-årige Kaare Dybvad er en af den socialdemokratiske folketingsgruppes intellektuelle idéudviklere. Han har været medlem af Folketinget siden 2015 og har skrevet flere bøger om det socialdemokratiske projekt. Han er partiets boligordfører og uddannet cand.scient. i geografi og geoinformatik og kan altså nu også glæde sig over at være blevet ny boligminister.

Lea WermelinMiljøminister: Lea Wermelin

Lea Wermelin kan nu tage hul på sin anden periode som folketingsmedlem - og sin første som minister - efter hun forud for valget i 2015 overtog Jeppe Kofods plads som Socialdemokratiets spidskandidat på Bornholm. 34-årige Lea Wermelin er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet, og inden hun blev valgt til Folketinget, var hun ansat som politisk medarbejder for Socialdemokraterne på Christiansborg. 

Joy MogensenKulturminister og kirkeminister: Joy Mogensen

Joy Mogensen er den anden af to ministre, Mette Frederiksen har hentet ind udefra. Joy Mogensen har været borgmester i Roskilde Kommune siden 2011 og medlem af byrådet i kommunen siden 2005, men skifter altså nu kommunalpolitik ud med landspolitik.

, ,

Tema: Ny regering 2019

Forrige artikel Her er Danmarks nye regering Her er Danmarks nye regering Næste artikel Nicolai Wammen vil være Finansministeriets grønne kassemester Nicolai Wammen vil være Finansministeriets grønne kassemester
Løkke er fanget af sin egen retorik

Løkke er fanget af sin egen retorik

ANALYSE: SV-fantomet gav kortsigtede mandatgevinster til Venstre og styrkede Løkkes egen position. Men bivirkningerne er enorme, og Mette Frederiksen har det stærkeste udgangspunkt for en S-regering siden 1993.