Troels Lund vil igen være et "rovdyr" og åbner EU-valgkamp med angreb på Liberal Alliance

Venstre skal være bedre til at slå igen, lyder det fra V-formand Troels Lund Poulsen, der ifølge ham selv er færdig som politisk "kæledyr". Han stempler ind i EU-valgkampen med en advarsel til liberale vælgere om at stemme på LA, der i hans øjne er ved at udvikle sig til et "nationalkonservativt parti".

"Nu er der brug for, at jeg bliver et rovdyr igen," sagde Troels Lund Poulsen, da Venstre i weekenden skød EU-valgkampen i gang i Nyborg.
"Nu er der brug for, at jeg bliver et rovdyr igen," sagde Troels Lund Poulsen, da Venstre i weekenden skød EU-valgkampen i gang i Nyborg.Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Malte Bruhn

Troels Lund Poulsen havde et håndfast løfte med til partifællerne, da Venstre lørdag skød EU–valgkampen i gang med et stormøde på Hotel Nyborg Strand.

Fra scenen i den store sal lod Venstre-formanden og forsvarsministeren forstå, at han ikke længere vil holde igen med de politiske angreb i forsøget på at bevare den gode stemning.

Han hev fat i en metafor fra dyreriget, da han skulle beskrive sin nye politiske persona, der især kommer til at træde i karakter i valgkampen frem mod europaparlamentsvalget 9. juni.

"Tiden, hvor Troels Lund er et kæledyr, det er på vej til at være en epoke, der slutter. Nu er der brug for, at jeg bliver et rovdyr igen," lød det i Nyborg.

Liberal Alliance er ved at udvikle sig til et nationalkonservativt parti

Troels Lund Poulsen (V)
Partiformand og forsvarsminister

Han satte ikke ord på, hvem der konkret står for skud.

Men det tyder på, at Venstre-formanden især vil sætte sine hugtænder i Alex Vanopslagh og Liberal Alliance, der – ifølge meningsmålingerne – for tiden huser tusindvis af utilfredse Venstre-vælgere, der ikke kan se sig selv i Venstres nye alliance med Mette Frederiksen og Socialdemokratiet.

I et opfølgende interview med Altinget advarer Troels Lund Poulsen i hvert fald liberale vælgere mod at stemme på Liberal Alliance.

For Liberal Alliance er nemlig i gang med at udvikle sig til et "nationalkonservativt parti”.

V-formanden fremhæver diskussionerne om "abort" og "kvindelig værnepligt," hvor de to partier er kommet på kant med hinanden, som de tydeligste eksempler på forvandlingen hos Liberal Alliance.

"Så hvis man vil have en borgerlig, liberal politik, som ikke er nationalkonservativ, så skal man stemme på Venstre," siger Troels Lund Poulsen.

Læs også

Kommer ikke til at forlade regeringen

EU-valget i juni er ikke bare Troels Lund Poulsens første som Venstre–formand, efter han overtog posten fra Jakob Ellemann–Jensen i oktober 2023.

Det er også første gang, at Venstre og de andre partier skal møde vælgerne efter folketingsvalget og den historiske dannelse af SVM–regeringen.

Selvom Venstre befinder sig i en dyb og velbeskrevet krise, afviser Troels Lund Poulsen, at der er "mere på spil for Venstre i denne valgkamp end i andre valgkampe”.

"Men det er klart, at det her er det første valg med mig som formand. Og derfor kommer mange til at holde ekstra øje med resultatet," siger V–formanden, da han har sat sig til rette ved et lille rundt bord i hotellets foyer til et interview om partiets EU-valgkamp og sin egen rolle i den.

To mandater. Sådan lyder Troels Lund Poulsen og Venstres succeskriterium frem mod det kommende valg til Europa-Parlamentet. Ved valget i 2019 fik partiet fire mandater.
To mandater. Sådan lyder Troels Lund Poulsen og Venstres succeskriterium frem mod det kommende valg til Europa-Parlamentet. Ved valget i 2019 fik partiet fire mandater. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Allerede i januar forsøgte V–formanden at dæmpe forventningerne til partiets valgresultat. Ved valget i maj 2019 fik Venstre knap en fjerdedel af stemmerne og fire mandater.

Denne gang lyder ambitionen på to mandater.

"Det er en tilbagegang i forhold til 2019. Omvendt har vi også sagt farvel til mange af dem, der fik mange stemmer," siger Troels Lund Poulsen med henvisning til Søren Gade og Linnea Søgaard–Lidell, der begge har forladt Europa–Parlamentet til fordel for Christiansborg.

Hånden på hjertet: Vil der ikke være tale om en vælgerlussing, hvis Venstre går fra fire til to mandater?

"Jeg er nødt til at tage afsæt i den situation, vi befinder os i. Vi har sagt farvel til en del folketingsmedlemmer, og der er kommet to nye partier, der påvirker Venstres situation," siger han med henvisning til Inger Støjberg og Lars Løkke Rasmussen nye partier.

Moderaterne og Danmarksdemokraterne har – ligesom Liberal Alliance – gjort et solidt indhug i Venstres vælgerbase.

"Derfor er man nødt til at være realistisk," siger han.

Vil det få nogle konsekvenser, hvis I ikke får to mandater? Vil du for eksempel overveje at trække Venstre ud af regeringen, hvis I ikke lever op til det mål, du har sat?

"Nej. For sandheden er, at mandaterne kan rykke sig på baggrund af meget små procentforskelle. Det handler både om valgforbund og stemmeprocenten, og derfor skal man passe på med at gøre antallet af mandater til det eneste afgørende parameter," siger han og fortsætter:

"Men det er klart, at vi med EU-valget skal have et afsæt, der peger fremad. Men uanset hvordan valget ender, så kommer vi ikke til at drage den konklusion, at vi skal ud af regeringen," fastslår han.

Læs også

For bange for dårlig stemning

Troels Lund Poulsen har både på de indre og ydre linjer sagt, at han personligt kommer til at spille en central rolle i Venstres valgkamp, der har den erfarne Morten Løkkegaard som officiel spidskandidat.

Den beslutning skal ses som en afgørende del af en strategi, der handler om at bringe V-formanden højere op på danskernes lystavle.

Derfor er han nødt til at spille en langt større rolle i den hjemlige politiske debat, lyder analysen, der blev delt med offentligheden i et interview med Politiken lørdag.

Her er vi tilbage ved hans løfte om at forvandle sig fra kæledyr til rovdyr.

Uanset hvordan valget ender, så kommer vi ikke til at drage den konklusion, at vi skal ud af regeringen

Troels Lund Poulsen (V)
Partiformand og forsvarsminister

Har du været god nok til at markere dig på vegne af Venstre i den daglige politiske debat?

"Jeg har skulle vænne mig til rollen som formand. Det, kombineret med, at jeg også dagligt kommenterer på udenrigs-, forsvars-, og sikkerhedspolitik har gjort, at jeg ikke har haft det fornødne fokus på at være mere tydelig indenrigspolitisk."

"Det er derfor, jeg siger, at det er slut med at være kæledyr. Nu vil man se mig vende tilbage til, hvad jeg har kunnet før. Jeg kommer til at blive mere hårdtslående," fortsætter han.

Hvem på Christiansborg skal berede sig på angreb fra rovdyret?

"Jeg kommer stadig til at være et dresseret rovdyr. Men det er et udtryk for, at jeg kommer til at være mere til stede i den danske politiske diskussion. Og betyder også, at jeg kommer til at smide handsken i nogle sammenhænge. Jeg har tidligere været optaget af, at jeg ikke skulle skabe dårlig stemning. Det har betydet, at Venstre har været for dårlige til at slå igen, når andre partier har slået på Venstre. Vi kommer fremover til at give svar på tiltale," siger han.

Kan du komme med et eksempel på et angreb, hvor I ikke har været gode nok til at slå igen?

"Jeg kan komme med masser eksempler. Men det er ikke det, vores interview handler om. Det handler om vores EU–politik".

Kamp om borgerlige vælgere

Alligevel får man en forsmag på Troels Lund Poulsen nye, hårdtslående linje, da vi undervejs i interviewet kommer ind på den hårde konkurrence om de borgerlige vælgere frem mod EU-valget i juni.

Udover Venstre kan man som blå vælger stemme på Dansk Folkeparti og Moderaterne, der repræsenterer to yderpunkter i synet på EU.

En mere klassisk borgerlig EU-politik får man hos Konservative og Liberal Alliance, der begge har planer om at tilslutte sig den store konservative EPP-gruppe i Europa-Parlamentet. Venstre sidder – ligesom Radikale og Moderaterne – i den liberale Renew-gruppe.

Der er stærk konkurrence blandt de borgerlige partier, der alle har stjålet mange vælgere fra jer i de senere år. Hvorfor skal borgerlige vælgere egentlig stemme på Venstre?

"Fordi vi både nationalt og i EU er med, hvor beslutningerne bliver truffet. Vi sidder ikke ude på sidelinjen, hvor der råbes, skriges og holdes skåltaler".

Troels Lund Poulsen

Født 30. marts 1976 i Vejle

Student fra Tørring Gymnasium 1995

Politisk sekretær på Christiansborg fra 1995 til 1997

Formand for Venstres Ungdom fra 1997 til 1999

Pressekoordinator i Ørestadsselskabet fra 1998 til 2001

Medlem af Folketinget for Venstre fra 2001

Miljøminister fra 2007 til 2010

Skatteminister fra 2010 til 2011

Undervisningsminister i 2011

Erhvervs- og vækstminister fra 2015 til 2016

Beskæftigelsesminister fra 2016 til 2019

Økonomiminister fra 2022 til 2023

Under Jakob Ellemann-Jensens sygemelding i 2023 var han fungerende forsvarsminister

Formand for Venstre, vicestatsminister og forsvarsminister fra november 2023

Han bor på Birkehøjgaard ved Tølløse med sin hustru Anne Simonsen og datteren Andrea

Konservative og LA kommer begge til at sidde med i EPP, der trods alt er den mest magtfulde på europæisk plan. Får man ikke mere for sin stemme, hvis man stemmer på et af de to partier?

"Det tror jeg bestemt ikke, man gør... Jeg synes, det er mærkeligt, at Liberal Alliance nu er blevet et konservativt parti. Jeg troede faktisk, de var et liberalt parti. Men det må de jo så selv forklare. For EPP er et helt andet sted end den liberale gruppe. Den liberale gruppe kommer til at spille en helt afgørende rolle, når de nødvendige kompromisser skal skabes i Parlamentet."

Du siger, at Liberal Alliance er blevet et konservativt parti. Hvad mener du med det?

"At Liberal Alliance er ved at udvikle sig til et nationalkonservativt parti. Det er det, vi ser nu." 

Hvor ser du det?

"På abort og kvindelig værnepligt. Så hvis man vil have en borgerlig, liberal politik, som ikke er nationalkonservativ, så skal man stemme på Venstre," siger Troels Lund Poulsen.

I de seneste uger har især diskussionen om kvindelig værnepligt fået gnisterne til at springe på Christiansborg.

På den ene side står Alex Vanopslagh og Inger Støjberg, der står klar til at blokere for regeringens forslag om oprette en kvindelig værnepligt.

På den anden side står regeringen og Troels Lund Poulsen, der omvendt truer med at opsige hele forsvarsforliget, hvis de borgerlige partier ikke retter ind.

Altinget har fremlagt Troels Lund Poulsens udtalelser for Liberal Alliances presseafdeling. Partiets spidskandidat til EU-valget Henrik Dahl har herefter sendt en sms med svar på tiltale:

"Jeg håber, at Venstre besinder sig lidt og kommer med i kampen for et blåt Europa med mindre bureaukrati, færre byrder, et styrket indre marked og bedre kontrol med de ydre grænser."

Spørgsmålet om Europas sikkerhed bliver det vigtigste tema i Troels Lund Poulsen første valgkamp som Venstre-formand.
Spørgsmålet om Europas sikkerhed bliver det vigtigste tema i Troels Lund Poulsen første valgkamp som Venstre-formand. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Jeg er ikke arbejdssky

Troels Lund Poulsens forsøg på at træde ind i valgkampen og de hjemlige diskussioner på Christiansborg kommer på ovenpå en mildest talt hektisk uge, hvor sagen om fregatten Ivar Huitfeldt, der bare er én af flere dårlige sager i Forsvarsministeriet, eksploderede.

Jeg kommer til at smide handsken i nogle sammenhænge. Jeg har tidligere været optaget af, at jeg ikke skulle skabe dårlig stemning

Troels Lund Poulsen (V)
Partiformand og forsvarsminister

Er det ikke et problem for Venstres valgkamp, at du skal bruge så meget tid på at rydde og løse problemer og kriser i dit ministerium?

"Nej. Det er sådan en journalistisk ting, som man gerne vil have til at fylde. Jeg har én af de bedste platforme i forhold til at tale om den situation, Europa befinder sig i. Jeg har taletid stort set dagligt, når det kommer til, hvad vi skal gøre med Europas sikkerhedspolitiske situation".

Mener du stadig, at det var den rigtige beslutning at fortsætte som forsvarsminister, da du blev formand for Venstre?

"Man må løse de opgaver, der ligger på ens bord. Det er jeg i gang med at gøre nu i Forsvarsministeriet. Det kræver lidt arbejde. Men ingen anklager mig for at være arbejdssky, så jeg skal nok både klare at være formand for Venstre og forsvarsminister".

I valgkampen skal du kæmpe om stemmerne med Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen, der også står stærkt i diskussionen om Ukraine og Europas sikkerhed. Risikerer du ikke komme til at stå i skyggen af dem?

"Nej, det gør jeg faktisk ikke. Jeg synes bestemt, at jeg har min helt egen platform, som jeg udfylder så ganske udmærket. Så jeg er ikke sådan én, der føler, at jeg står i skyggen af dem. Tværtimod," siger Troels Lund Poulsen.

Ukraine skal med i EU

Forsvarsministeren og Venstre-formanden understreger, at han ser Europas sikkerhed som det vigtigste tema for de to kommende måneders valgkamp.

Han påpeger, at Venstres vigtigste mærkesag er, at Ukraine får stillet et såkaldt "associeret medlemskab" af EU i sigte.

Derudover vil Venstre kæmpe for "en fortsat stærk udvikling af Europa, når det kommer til forsvar og frihandel".

Derfor støtter han også EU–Kommissionens planer om at sætte turbo på den fælles europæiske våbenproduktion.

Et centralt mål er, at EU skal foretage op mod halvdelen af alle forsvarsindkøb hos europæiske leverandører. I dag bliver de fleste våbenindkøb foretaget i udlandet og især i USA.

Kan det ikke rokke ved Nato–samarbejdet, hvis vi begynder at købe færre amerikanske våben?

"Nej, det frygter jeg ikke. Det er vigtigt at understrege, at det ikke skal være enten eller. Det skal være både og. Amerikanerne er meget interesserede i, at europæerne gør mere og begynder at investere i vores egne kapaciteter. Men det betyder ikke, at man ikke kan købe israelsk eller amerikansk. Det synes jeg også, at Kommissionens udspil tager hensyn til".

Du mener, at Ukraine og en række andre østeuropæiske nationer skal indlemmes i EU. Er du ikke nervøs for, hvad det vil betyde for EU’s evne til at samarbejde?

"Det er ikke noget, man gør fra den ene dag til den anden. Men hvis Ukraine bliver overladt til russerne, så frygter jeg meget mere for, hvordan Europa skal klare sig i fremtiden. Diskussionen var fuldstændig den samme, da vi udvidede EU under Anders Fogh Rasmussen. Men sagen er, at det har gjort Europa stærkere, at vi fik alle de lande med. Ligesom dengang kommer det til at stille os i en bedre situation, end vi var i før," afslutter Troels Lund Poulsen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Troels Lund Poulsen

Vicestatsminister, forsvarsminister, partiformand, MF (V)
Student (Tørring Amtsgymnasium 1995)

Alex Vanopslagh

Partileder, MF (LA)
cand.scient.pol. (København Uni. 2016)

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

0:000:00