Venstre kaster borgerligheden i døden, hvis de går i regering med Socialdemokratiet

Forhandlingerne om sammensætningen af den næste regering er gået i gang. Indtil videre står en ting klart: De borgerlige partier er desperate som aldrig før, og samarbejdet i blå blok er for alvor sprængt til atomer.

Mens Venstre nu er åbne for et samarbejde hen over midten med Socialdemokratiet, er Pernille Vermund åben for et muligt samarbejde med Radikale Venstre, hvis de kan lokkes over til blå blok.

Det er blevet hver mand for sig selv, og udmeldingerne peger alle mulige desperate retninger, der var utænkelige for blot få måneder siden.

Jeg vil gerne mane til besindighed. Tiden kalder på det stik modsatte end desperation for de borgerlige partier.

Blå blok skal tage det kolossale nederlag som en invitation til at genopbygge det hus, som er faldet sammen og ligger i ruiner. Det kalder slet og ret på en alvorlig gentænkning af blå blok og borgerligheden i det hele taget. Det kalder derimod ikke på desperate forsøg på at komme i regering med sin modstander i håb om at få en smule indflydelse.

Særligt Venstre og Konservative har et stort arbejde foran sig.

Hvis der er noget jeg ikke har vidst i denne valgkamp, så har det været, hvad Venstre mente om noget som helst

Rasmus Ulstrup

Venstre, som er blevet sprængt til atomer, står foran en decideret ideologisk genopbygning. Eller måske bare helt lavpraktisk at finde ud af hvad de vil. Det er i hvert fald en god start, at man har en sammenhængende politik, som giver mening, og som danskerne kan forstå.

Den genopbygning kan selvsagt ikke finde sted, samtidig med at man er i et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet. Det vil  være en endegyldig kapitulation for partiet og for det borgerlige Danmark som helhed.

Hvis man nærer håb om en borgerlig sejr engang i fremtiden, så må man hellere tage flere valgperioder i opposition, hvis det er dét, som skal til for at opbygge en fungerende borgerlig lejr.

Prisen for at man ikke aner hvad man vil, så vi i hvert fald i det netop overståede valg.

I den sidste partilederdebat dagen før valget, anede Venstre ikke hvad deres egen udlændingepolitik var. Udlændinge og integrationsordfører Mads Fuglede havde dømt Rwanda-planerne ude en halv time inden Jakob Ellemann-Jensen tonede frem på DR1, hvor han pludselig skulle slå fast, at det passede i hvert fald ikke, at Venstre havde lagt Rwanda-planerne døde.

Som en anden Komiske Ali forsøgte han i desperation at fremføre det fortærskede budskab om, at man ved hvor man har Venstre.

Jeg tror jeg taler på manges vegne, når jeg siger, at hvis der er noget jeg ikke har vidst i denne valgkamp, så har det været, hvad Venstre mente om noget som helst.

Samtidig er det dybt utroværdigt, at Venstre nu har erklæret sig åben overfor at sikre Mette Frederiksen fire år mere på posten som statsminister, når det eneste budskab man havde i valgkampen var, at Mette Frederiksen er en magtfuldkommen og farlig leder af landet.

Det viser, at kampagnen mod Mette Frederiksen hele tiden har været en politisk strategi, der udsprang af, at man ikke selv havde noget politisk projekt. En strategi der i øvrigt var håbløs at føre som et seriøst borgerligt magtparti.

Løkke skal nok hoppe over til blå blok, hvis det er dét, som giver ham indflydelse ved fremtidige valg. Så i virkeligheden er der slet ikke så langt til magten

Rasmus Ulstrup

Både Venstre og Konservative skulle have ladet det være op til yderfløjene at stå for den populistiske magtkritik af Mette Frederiksen, og i stedet skulle de to partier have fundet ud af, hvad det opbyggelige borgerlige projekt skulle være.

Det kan de så forsøge nu, og denne gang gøre en reel indsats. Men det kræver, at de borgerlige partier ikke er desperate og hopper i kanen med fjenden ud fra en kortsigtet kalkule om en smule indflydelse.

Som debattøren Mikkel Andersson ganske rigtigt sagde i Debatten efter valget, var det helt åbenlyst, at den borgerlige lejr ingen sammenhængende, opbyggelig fortælling havde i valgkampen.

Hvor Socialdemokratiet gik til valg på at skabe tryghed for danskerne, gik de borgerlige partier til valg på ingenting. Udover at nævne mink hver gang muligheden bød sig.

Sagt med andre ord: Der er rigeligt med arbejde at give sig til for blå blok, nu hvor minkkampagnen forhåbentligt er færdig og muligheden for et opbyggeligt projekt er til stede.

Det er måske ligefrem en gave for blå blok, at de nu kan sætte sig ned og reetablere deres eksistensgrundlag og finde ud af hvad blå blok egentlig er for en størrelse, og hvilken rolle de forskellige partier skal spille.

Det gælder lige så meget for Venstre som for Konservative og Liberal Alliance. Hierarkierne skal genforhandles, og rollerne fordeles. Det samme gør sig gældende for Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige.

Løkke skal nok hoppe over til blå blok, hvis det er dét, som giver ham indflydelse ved fremtidige valg. Så i virkeligheden er der slet ikke så langt til magten, hvis de kan udnytte de næste fire år rigtigt og skabe en sammenhængende fortælling.

Men forudsætningen er, at Venstre ikke kaster det borgerlige Danmark i døden i ren desperation.