10 måder blockchain kan ændre civilsamfundet

Med blockchain findes der for første gang et digitalt system til værdi – penge, obligationer, musikrettigheder, valgstemmer, leverandørkæder, gerninger – som kan flyttes, gemmes og håndteres sikkert og privat. Og samtidig deles ligeligt mellem utallige partnere.

Det skaber uendelige muligheder, og blockchainprojekter fra NGO’er spirer frem verden over.

Men mange af dem er stadig pilotprojekter, og det kan være svært at gennemskue, hvad teknologien egentlig kan byde på.

Derfor har Altinget lavet et overblik over 10 af de måske største muligheder, blockchain skaber for NGO’er og civilsamfundet.

1) Økonomisk transparens: følg hver en krone
Kryptovaluta såsom bitcoin er uden tvivl den mest omtalte del af blockchainpaletten. Og det er ikke helt uden grund.

Fordelen ved kryptovaluta er, at du kan sende midlerne direkte fra afsender til modtager og spore midlerne hele vejen.

På den måde kan man undgå høje bankgebyrer, få midlerne sikkert forbi korruptionsfælder, spore skatteunddrivelse og reducere friktionen betydeligt.

Kryptovaluta er derfor særligt velegnet til at udveksle værdi mellem aktører, som ikke nødvendigvis har tillid til hinanden, og når der skal foregå store transaktioner på tværs af landegrænser.

I modsætning til bitcoin, som er en enormt svingende valutakurs, vil man i NGO-sammenhæng typisk vælge en ’stabil coin’. Det er en kryptovaluta, der følger en ’ægte’ valuta, såsom dollaren.

Udfordringen ved kryptovaluta består blandt andet i at udbrede kendskabet til teknologien blandt lokalbefolkninger.

 2) Effektiviser administrationen - og frigør midler til flere projekter
Effektivisering og bureaukratisering er ofte set som hinandens modsætninger.

Ikke desto mindre kan netop sammensætningen af disse være et af de største potentialer for civilsamfundet i forbindelse med blockchainteknologien.

Det er ingen hemmelighed, at der er en vis administration forbundet med at skabe velgørenhedsprojekter.

Eksempelvis når en NGO får penge fra Danida eller EU, som administreres i deres finanssystem - og derefter sendes gennem en bank til en NGO i Uganda. Derefter vil revisionen undersøge, om pengene er blevet brugt til det, de skal. Sidst ryger revisionen til Udenrigsministeriet, så de ved, at pengene er kommet det rette sted hen.

Med blockchain kan man automatisere denne proces med smart contracts.

Smart contracts eksisterer uden mellemmænd og er i stedet baseret på en kode, der sikrer, at en aftale overholdes. Dermed kan man digitalisere den tillid, der normalt ligger i dokumentationen og automatisere store dele af den administrative proces.

Blockchain kan derfor reducere de administrative omkostninger - effektivisere bureaukratiet - og dermed frigive mandetimer, der kan bruges til endnu flere altruistiske formål.

3) Gennemsigtig leverandørkæde kan fremme bæredygtighed
En af de mest iøjnefaldende muligheder ved blockchain er transparens. Man kan nemlig følge alle tidligere led i informationskæden.

Derfor gør teknologien det muligt at spore et produkt fra start til slut, fordi man kan synliggøre alle led i en leverandørkæde – uanset om det handler om frugt fra syden eller tøj fra østen.

I den ene ende er der en form for automatiseret dataindsamling - det kan være via satellitter, monitorer, termometre, eller alt andet der indsamler den information, man har brug for - og gennem blockchainen sendes informationen til den anden ende, hvor der vil være en brugerrettet platform.

Eksempelvis har WWF Verdensnaturfonden skabt en blockchain, der kan spore en tuns vej fra havet til supermarkedet. Dermed kan man sikre sig, at reglerne for bæredygtigt fiskeri overholdes.

Konkret vil hverken fiskeren eller køberen i supermarkedet komme direkte i kontakt med den komplekse blockchainteknologi. Overvågningen af tunen foregår via satellitter, mens forbrugeren kan scanne en QR-kode på sin smartphone.

Det muliggør bæredygtighed i en hel ny skala, hvor man kan sikre sig, at bestemte retningslinjer for bæredygtighed overholdes og samtidig giver forbrugeren muligheden for at træffe et oplyst valg, når man handler.

4) Aktiver og involver lokale
Med blockchainteknologien kan man sikre sig, at bestemt adfærd håndhæves, som når lokale i et tredjeverdensland modtager penge til at kunne sikre undervisning til børn eller bevare naturens biodiversitet.

Det skaber tilmed et incitament hos de lokale om at leve op til kravene, fordi de hver måned bliver belønnet for deres indsats.

Gennem en smart contract kan man automatisere informationsoverførslen. Den ene vej sendes information om, at retningslinjer overholdes, og den anden vej sendes midlerne. Hvis ikke aftalen overholdes, stopper pengeoverførslen automatisk.

Yderligere kan det aktivere lokalbefolkningen i fælles projekter.

WWF arbejder med en model, hvor hele lokalsamfund bliver belønnet for ikke at jage truede dyrearter. I fællesskab skal de beslutte, om pengene skal bruges til en ny skole eller vejnet.

 5) Donorkontrol: Inspirér til at donere endnu flere penge
Incitamentsmodellen går også den anden vej: når man som donorer kan se præcist hvad pengene går til, skaber det incitament til at blive ved med at donere – måske endda at donere endnu flere penge.

I øjeblikket arbejdes der på projekter, hvor man kan forbinde donorer direkte med de mennesker, der modtager midlerne, i stil med ordninger som PlanBørnefonden.

Helt konkret vil en donor kunne få en opdatering om, når solcellerne i et bestemt hjem er sat op og se, at en familie har strøm.

Yderligere kan man skabe målstyrede donationer á la Kickstarter og 10er.dk, hvor man kan støtte bestemte projekter  -og følge med undervejs.

6) Indsaml penge – uden at nogen behøver at betale
Med blockchain kan donorer give velgørenhedsmidler, helt uden at de skal have penge op af lommen. De skal bare dele kraften fra deres computerprocesser.

Det lyder måske som trylleri, men det er baseret på rå computerkraft.

Med såkaldt ”kryptovaluta-mining” kan man donere strøm fra sin computerprocessor. Som donor skal man blot klikke ind på en hjemmeside og trykke "start". Man vil måske mærke, at computeren bliver langsommere, fordi dens kraft bruges til at løse algoritmer. Dette indtjener kryptovaluta til NGO’en, som kan veksles til velgørenhedsmidler.

På den måde kan enhver støtte et godt projekt, helt uden at betale for det. Og det er jo oplagt at donere lidt computerkraft, når man holder kaffepause og alligevel er væk fra computeren.

Unicef i Australien lavede en hjemmeside kaldet The Hopepage, der gik viralt og indsamlede store summer af velgørenhedsmidler til børn over hele verden.

7) Datademokratisering: informationen ejes af lokalsamfundet
Data er det nye olie, siges det.

Og med blockchain kan værdien af denne ’nye olie’ gives til civilsamfundet ved at give lokale ejerskabet over egne data. 

Et eksempel er, når NGO’er eller andre organisationer indsamler store mængder af data omkring lokale forhold. Det kunne være årets høst i en bestemt region, som kan varsle en potentiel katastrofe under opsejling. Nationale varslingssystemer bruger enorme pengebeløb på at indsamle denne type af data.

Med blockchain kan man automatisere dataindsamlingen og sørge for, at informationerne hele tiden opdateres i realtid.

Yderligere kan man med blockchainteknologien lade den lokale landmand have ejerskab over informationen, hvilket vil skabe en form for "datademokratisering".

På den måde kan man give de lokale muligheden for at styre, hvem der får adgang til deres data. Og det står dem frit for at sælge det videre og på den måde tjene penge på det.

8) Filantropisk kontrol: Impact investering
Filantropiske investeringer i grønne tiltag så vidt som socialøkonomiske virksomheder har vist sig at være både populært og effektivt. For godgørenhed og bæredygtighed kan nemlig være en god forretning.

Blockchainteknologien giver investorer mulighed for at få større indflydelse på, hvilke sager der er er relevante at investere i.

Et eksempelvis kunne være en blockchain-platform, hvor grupper kollektivt kan beslutte sig for at finansiere værdifulde projekter. Samtidig kan de holde sig ajour om projektets fremskridt undervejs.

Denne form for donordikterede finansieringsmodeller vil kunne skabe mere entusiasme omkring investeringsprocessen – og samtidig lade mindre kendte projekter finde vejen til investorernes bevidsthed.

9) National dataindsamling
Blockchain er en enormt sikker måde at opbevare store mængder af data. Et blockchainnetværk er nærmest umulig at hacke eller manipulere med, fordi enhver computer i netværket har adgang til de præcis samme data.

Derfor er teknologien oplagt til at skabe store nationale dataindsamlingssystemer i tredjeverdenslande, der ikke har samme registreringssystemer, som vi har i Danmark. Det vil blandt andet kunne bruges til sundhedssystemer og registrering af børnefødsler.

Unicef i Sydafrika har lavet en slags "digital logbog", som bruges i forbindelse med uddannelsessystemet. Gennem en blockchain kan man sikre, at skolelærere faktisk dukker op og underviser, og dernæst at de bliver betalt for det.

10) Tænk ud af boksen: værdi er mange ting
”Det handler ikke om at forstå teknologien, men om at se dens muligheder,” sagde Roman Beck i dette interview, som mange af Altingets blockchainkilder efterfølgende har erklæret sig enige i.

Som det typisk er med nye teknologier, er der masser af børnesygdomme. Blockchain er hverken perfekt eller færdigudviklet, og derfor findes der ingen manual for, hvilke udfordringer teknologien kan løse.

Med den såkaldte ”Boost Token” har Unicef eksperimenteret med at lave et system, der kvantificerer og dokumenterer gode gerninger, mens The World Food Programme har forsøgt sig med at uddele madbilletter i flygtningelejre, der er baseret på blockchainteknologi - for at undgå omkostninger og gebyrer.

Blockchain handler nemlig ikke bare om kryptovaluta eller leverandørkæder.

Det handler om at dykke ned i fantasiens digitale verden og tænke i helt nye muligheder og løsninger, som verden måske endnu ikke kender til.