Alternativet: SSA-aftalen tvinger os til at vælge mellem hjemløse og voldsramte børn. Det hænger ikke sammen

Ryst pengeposen

I disse dage får de altså beskeden: Får de lov til at fortsætte deres arbejde, eller skal de fortælle de mennesker, der er afhængige af deres støtte, at det er slut?

Vi i Alternativet er med i SSA-aftalen.

Initiativerne i den er både gode og nødvendige, og socialminister Sophie Hæstorp Andersen (S) løste sin forhandlingsopgave fint; hun fik stort set alle partier med.

Det skal også anerkendes, at hun har sat arbejdet med en ny og mere stabil støttemodel i gang, og det er vigtigt.

Kritikken i det følgende handler derfor ikke om socialministerens rolle. Den handler om den politiske konstruktion, som gør det tydeligt, hvor lavt frivillige foreningers arbejde reelt prioriteres af regeringen, og hvor begrænset oppositionens indflydelse er, selv når vi formelt indgår i en bred aftale.

Uden et reelt løft bliver vi i praksis ved med at sidde og diskutere, om vi helst vil sikre de hjemløse misbrugere eller de unge med svære spiseforstyrrelser.

Se afsendere i faktaboks

Vi tager den lige fra oven: I år er SSA-reserven stort set det eneste sted, oppositionen overhovedet kan få reel indflydelse på de socialpolitiske prioriteringer, da finansloven er låst.

Pengeposen indeholder 557 millioner kroner, der skal fordeles over fire år, og det lyder måske af meget? Men det meste er disponeret af regeringen, før forhandlingerne går i gang.

Omkring 150 millioner går til faste driftsopgaver, blandt andet tilskud til Sclerosehospitalet og Videnscenter for Hovedpine. Poster, som naturligt burde ligge på finansloven, da de er ganske nødvendige sundhedsinitiativer og ikke rettet mod "de grupper i velfærdssamfundet, som har de største udfordringer".

Yderligere cirka 100 millioner er bundet til initiativer, regeringen allerede har besluttet andetsteds. Resten går til regeringens egne (gode) forslag om bevillinger til frivillige organisationer. Således er en meget lille del af puljen til reel forhandling – vel omkring 50 millioner kroner.

Ikke langt med småbeløb

I praksis betyder det, at vi bliver sat til at rykke rundt på småbeløb og vælge mellem indsatser, der alle er nødvendige:

Skal støtten gå til hjemløse grønlændere eller til børn, der lever med vold i hjemmet? Skal man prioritere mennesker med svær depression, der risikerer at miste deres værested – eller voksne med senfølger efter overgreb, som mister deres eneste specialiserede fællesskab? Skal unge med misbrug i familien have et rådgivningstilbud – eller skal det være mennesker med alvorlig social isolation?

Mange livsvigtige frivillige organisationer ender derfor med et stort nul i støtte og må efter sådanne forhandlinger lukke. Vi er altså ikke med til at udvikle socialområdet. Vi er med til at fordele tab.

Alternativet foreslår at afsætte en milliard kroner ekstra om året til civilsamfundets sociale arbejde.

Se afsendere i faktaboks

Samtidig har vi en finanslov på 1.300 milliarder kroner, hvor kun Konservative blev inviteret med til forhandlinger.

På årets finanslov fandt man ikke plads til de nævnte sundhedsindsatser. Til gengæld blev der fundet næsten 60 milliarder ekstra til forsvar og yderligere ti milliarder til nye indkøb – for ikke at nævne de 75 millioner i småt brændbart, som udvalgte politikere får til at promovere sig selv i deres lokalområde – til for eksempel gangstier, en lokalfestival eller en badebro.

Det viser i praksis, hvilke politiske problemstillinger der vægtes højest, og hvem der igen må nøjes med resterne.

Oveni kommer skattelettelserne. Finansloven lemper skatter og afgifter for knap 15 milliarder kroner. En almindelig lønmodtager får nu måske 200 kroner mere om måneden, og vi kan alle spare 50-60 kroner om måneden på kaffe og chokolade. Hurra for det.

Tænk, hvis man "bare" havde sat 100 millioner kroner ekstra af til de frivillige foreninger: Man vil kunne få så meget forebyggelse for de penge.

Et reelt løft kræver en milliard

Men foreninger, der forebygger mistrivsel, psykiske sammenbrud, vold, hjemløshed og social deroute, får endnu et år med uvished og midlertidighed, hvis de da ikke må dreje nøglen helt om.

Det hænger dårligt sammen med påstanden om, at man fører økonomisk ansvarlig politik.

For vi ved præcis, hvad der sker, når forebyggelsen svigtes. Et konkret eksempel er, at kommunerne bruger omkring svimlende 24 milliarder kroner om året på specialiserede botilbud. Mange af de borgere kunne have boet i egen bolig, hvis de havde fået støtte i tide.

Det er veldokumenteret, at manglende tidlige indsatser fører til både højere udgifter og langt mere alvorlig mistrivsel. Problemet er således, at vi først griber ind, når problemerne har vokset sig så store, at de kræver de dyreste løsninger.

Derfor er det ikke kun socialt utilstrækkeligt at fastholde de frivillige organisationer på et økonomisk minimum. Det er også økonomisk uansvarligt.

Når man sparer på de indsatser, der forebygger mistrivsel og social nedtur, ender regningen senere som langt dyrere, specialiserede løsninger, som først sættes i gang, når problemerne for længst er blevet akutte.

Alternativet foreslår at afsætte en milliard kroner ekstra om året til civilsamfundets sociale arbejde. For uden et reelt løft bliver vi i praksis ved med at sidde og diskutere, om vi helst vil sikre de hjemløse misbrugere eller de unge med svære spiseforstyrrelser.

Det er valg, der aldrig burde stilles op over for hinanden og da slet ikke i et rigt samfund som vores.