Forsker: Danskerne har mistet troen på fremtiden. Det viser et politisk system, der er udfordret

Liberale demokratier vakler

Meget sigende har danskerne også mistet troen på fremtiden. Ifølge samme undersøgelse, tror blot 24 procent af danskerne, at deres efterkommeres liv bliver bedre i end deres eget.

32 procent mener endda, at deres efterkommeres liv bliver værre eller meget værre. Lignende undersøgelser peger på en international tendens, hvor vi for første gang i lang tid ser antagelsen om automatisk forbedring af livsvilkår på tværs af generationer erodere.

Det er måske ikke den store overraskelse, at pessimismen har tag i danskerne i en tid, som er præget af global handelskrig, geopolitisk usikkerhed, stigende ulighed, langvarig krig på det europæiske kontinent, demokratisk tilbagegang og en klimakrise, der ikke bare kommer, men allerede er her.

Vores institutioner og deres politiske tidshorisonter matcher ikke de problemer, de skal respondere på.

Nicklas Larsen
Udviklingschef, Instituttet for Fremtidsforskning

Ikke desto mindre er det tankevækkende. For med den manglende tro på fremskridtet vakler en af grundantagelserne for de liberale demokratier.

At kortlægge danskernes syn på fremtiden er ikke blot en akademisk øvelse. Vores forventninger til fremtiden kan både være et symptom på dybereliggende samfundsmæssige bevægelser og en afgørende faktor for, hvordan vores samfund udvikler sig.

På den ene side har vi en tendens til at lade vores tolkning af samtiden præge vores forventning til fremtiden.

En pandemi i dag bliver nemt til en frygt for flere pandemier i morgen. Når russerne truer os i dag, forventer vi også, at de truer os på lang sigt. Uanset om det egentlig passer.

På den anden side risikerer vi, at pessimismen slår over i nihilisme og risikerer at underminere legitimiteten af det politiske system, hvilket kan gøre pessimismen til en slags selvopfyldende profeti.

Vores fremtidspessimisme afspejler vores samtid og risikerer samtidig at skabe vores fremtid, hvis vi ikke aktivt udfordrer den med andre handlingsrum, der gør det muligt at vælge noget andet.

Forandring i systemet

Vores undersøgelse efterlader ingen tvivl om, at danskerne efterspørger substantielle, strukturelle forandringer af det politiske system.

Helt konkret er der efterspørgsel på nye politiske institutioner, som kan hjælpe politikerne med at træffe mere langsigtede beslutninger, der rækker ud over den næste valgperiode.

Eksempelvis en Kommissær for Fremtidens Generationer, som man har haft succes med i Wales. Ifølge vores undersøgelse bakker 55 procent af danskerne op om sådan et tiltag. Kun ti procent er imod.

Med den manglende tro på fremskridtet vakler en af grundantagelserne for de liberale demokratier.

Nicklas Larsen
Udviklingschef, Instituttet for Fremtidsforskning

De seneste år er hensynet til fremtidige generationer kommet højere op på dagsordenen i international politik.

Sidste år underskrev FN's 193 medlemslande en Fremtidspagt på FN's generalforsamling i New York. Denne pagt præsenterer et nyt etisk princip i international politik i form af en generationskontrakt, der tvinger beslutningstagere i hele verden til at tilgodese fremtidige generationers interesser.

Samtidig har Ursula von der Leyen udpeget en Kommissær for Intergenerationel retfærdighed og funderet Europa-Kommissionens arbejde i strategisk foresight.

Det er et vigtigt signal, for fælles for vores største samfundsudfordringer er, at de ikke kan løses inden for rammerne af et system, der primært tager højde for nutidens vælgere, nutidens økonomi og nutidens interesser.

Vores institutioner og deres politiske tidshorisonter matcher ikke de problemer, de skal respondere på. Derfor er intergenerationel retfærdighed ikke et "tema", men et nødvendigt styringsprincip.

Længere end de politiske taler

Tag blot de områder, hvor presset er størst: Pensionssystemerne hviler på en befolkningspyramide, som ikke længere eksisterer.

Færre unge finansierer flere ældre, uden at systemet tilpasser sig. Manglende klimaindsats efterlader en unødigt stor regning til fremtidige generationer. Boligmarkedet er blevet skævt på en måde, der systematisk rammer yngre generationer og skaber en voksende strukturel ulighed.

Repræsentativt demokrati er presset af demografiske skift, hvor ældre vælgergrupper fylder mere, mens dem, der lever, skal leve med konsekvenserne i fremtiden, fylder mindre. Det tvinger os til et centralt spørgsmål:

Hvordan sikrer vi, at fremtidens interesser faktisk bliver repræsenteret i beslutninger, der i stigende grad træffes af og for en aldrende nutid?

Det afgørende er, om vi tør omforme vores politiske og økonomiske systemer, så de faktisk rummer fremtiden.

Nicklas Larsen
Udviklingschef, Instituttet for Fremtidsforskning

Her bliver intergenerationel retfærdighed ikke blot et etisk hensyn, men et strukturelt svar over for fremtidens generationer, der kan forlænge demokratiets tidshorisont, fordele byrder og gevinster mere retfærdigt samt sikre, at beslutninger ikke trækker veksler på fremtidens generationer.

Det afgørende er, om vi tør omforme vores politiske og økonomiske systemer, så de faktisk rummer fremtiden og ikke blot refererer til den i politiske taler.

Vi kender til mange af redskaberne:

Medborgersamlinger, budgetter, der belønner bæredygtige valg, impact-evalueringer, der rækker længere end enkelte valgperioder frem, nye regnemodeller og etisk repræsentation af fremtidens generationer, dér hvor beslutningerne tages.

Det eneste vi mangler, er modet til at gøre dem til faste styringsmekanismer. Som eksempler har europæiske lande som Island, Wales og Finland etableret konkrete politiske organer, der arbejder med foresight og varetager fremtidige generationers interesser.

Ikke på bekostning af nutiden, men for at skabe mere robuste, langsigtede løsninger på tidens komplekse udfordringer.

Et fingerknips løser intet

Danmark har ikke taget denne dagsorden til sig endnu. Vi har endnu ikke lanceret nogle initiativer, der skal forankre FN's fremtidspagt, og vi venter stadig på at finde ud af, hvordan disse idéer skal udfoldes politisk. Men vi er ikke på bar bund.

Danmark skal blot se mod Wales og lade deres model inspirere et politisk organ, der arbejder for fremtidige generationers trivsel.

Andre har vist vejen for os, og vi ved, at der er folkelig opbakning.

Danskernes optimisme kommer ikke tilbage med et fingerknips. For vi kan ikke løse klimakrisen, genetablere den regelbaserede verdensorden og ende alverdens krige alene. Desværre.

Men vi kan sætte et eksempel: Genetablere tilliden til det hjemlige politiske system og udvikle vores egne institutioner, så de er rustet til at skabe en fremtid, vi kan være bekendte at give videre til det og dem, der skal leve med konsekvenserne af alt det, vi gør eller ikke gør.