Seks organisationer: Ny finansieringsmodel risikerer at glemme vigtigt hjørne af civilsamfundet

Helle Cleo Borrowman, Boris Lauritzen m.fl.
Se alle afsendere i faktaboksen nedenfor
Vi er en række brugerorganisationer, der er gået sammen om dette debatindlæg målrettet vores folkevalgte.
Vi repræsenterer forskellige målgrupper og metoder, men vi deler en bekymring: At vores særlige organisationsform bliver overset i en ny grundfinansieringsmodel for civilsamfundet.
Vi er bekymrede for, at forhandlingerne vil munde ud i en model, der ikke tager højde for den særlige værdi, mennesker med levede erfaringer bidrager med, når vi organiserer os i brugerorganisationer – en organisationsform, der adskiller sig væsentligt fra de traditionelle frivillige foreninger.
Helle Cleo Borrowman, Landsforeningen Spor
Boris Lauritzen, Foreningen Outsideren
Fransiska Mannerup, De Anbragtes Vilkår
Lærke Demant-Ladefoged, Hus Forbi
Per Laudrup, Landsforeningen for PTSD-ramte og pårørende
Christina Ytzen, Peer-Netværket
I organisationer, hvor flere bestyrelsesrepræsentanter og medarbejdere har egne udsatte erfaringer, og medlemmerne hjælper hinanden på tværs af sårbarheder, kan det ikke drives alene som projekter.
Det kræver nogle anderledes organisatoriske rammer, som tager højde for de særlige hensyn, der er nødvendige at tage, når man har levet eller stadig lever i en udsat position.
Hvis vi vil et mangfoldigt civilsamfund med reel indflydelse fra dem, det handler om, så skal vi også turde investere direkte i de fællesskaber, der gør det muligt.
Politisk efterspørgsel på brugernes perspektiver
Vi er organiseret, ledet og drevet af mennesker med levede erfaringer. Vi er mennesker, der lever – eller har levet – i udsatte positioner og sammen skaber forandring. Vores arbejde hviler på et unikt fundament af erfaring, fællesskab og gensidig forståelse.
Vi skaber initiativer, der hjælper os selv og hinanden, og vi bidrager aktivt med viden og perspektiver, der styrker samfundet som helhed.
Der er heldigvis en voksende efterspørgsel på brugerperspektiver – fra politikere, embedsværk, fonde og i den offentlige debat. ”Dem, det handler om” skal høres.
Helle Cleo Borrowman med flere
Se afsendere i faktaboks ovenfor
Der er heldigvis en voksende efterspørgsel på brugerperspektiver – fra politikere, embedsværk, fonde og i den offentlige debat. ”Dem, det handler om” skal høres.
Det hilser vi meget velkommen. Men det kræver ressourcer og den rigtige organisering at involvere mennesker med levede erfaringer på en ordentlig måde.
Selvom vores arbejde ikke altid passer ind i skemaer og standardiserede ydelser, skaber vi uvurderlige gevinster – både for den enkelte og for samfundet.
For os handler det ikke kun om hjælp, men om deltagelse. Om, at målgrupper i udsatte positioner ikke blot skal modtage, men også styrkes i vores mulighed for at bidrage og blive hørt.
Det handler om demokrati – om retten til at tale på egne vegne og få reel indflydelse på de systemer, der former ens liv.
Bredere kriterier i den nye model
Det er helt afgørende, at vi som samfund også er villige til at investere i de fællesskaber og strukturer, der gør det muligt.
Vi bakker op om Civilsamfundets Brancheforenings forslag til en ny grundfinansieringsmodel. Det er et vigtigt skridt mod at sikre civilsamfundets bæredygtighed. Men for at alle kan være med, foreslår vi, at der i en endelig model indarbejdes tilpassede kriterier for brugerdrevne organisationer.
Vi foreslår:
- At der indarbejdes kriterier for driftsstøtte, som anerkender værdien af levede erfaringer og peer-fællesskaber.
- At deltagelse anerkendes som en kvalitet i sig selv – og at virkningsbegrebet udvides til også at inkludere empowerment, fællesskab og demokratisk stemme.
Brugerorganisationer kan ikke drives som projekter alene. Det kræver tryghed, fleksibilitet og ressourcer, hvis borgere i udsatte positioner skal kunne deltage uden at brænde ud. Vores måde at organisere på forudsætter en anden forståelse.
Vi ønsker ikke mere støtte til grundfinansiering end andre frivillige foreninger, men blot at der medtænkes kriterier, der også sikrer vores organisationsform.
Vi opfordrer jer, der nu skal forhandle, til at tage ansvar for, at civilsamfundets styrke ikke kun måles i effektivitet og styringslogikker – men også i medejerskab, fællesskab og demokratisk stemme.
Det handler ikke om særbehandling. Det handler om lige muligheder for dem med andre forudsætninger. Ikke om parallelstrukturer, men om at værne om den mangfoldighed, som gør civilsamfundet stærkt.
Brugerorganisationerne er allerede en del af løsningen. Nu har vi brug for jeres opbakning til, at det også kan blive en del af fremtiden.
Artiklen var skrevet af
Helle Cleo Borrowman, Boris Lauritzen m.fl.
Se alle afsendere i faktaboksen nedenfor
Omtalte personer



























