Carolina M. Maier: Socialdemokratiet indfører regulering og kalder det frihed

I et interview i Weekendavisen siger udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S), at Danmark er blevet et mindre liberalt land på grund af indvandringen.

Det er på flere planer et yderst interessant interview – blandt andet fordi Tesfaye mere eller mindre får lov til at bringe sine budskaber og påstande uden større kritisk journalistisk interferens fra intervieweren. Når nu Weekendavisens interviewer ikke vil stille de kritiske spørgsmål, så lad mig.

Jeg undrer mig dels over, at Tesfayes påstand om, at indvandringen har gjort vores land mindre liberalt, får lov til at stå uimodsagt. Tesfaye peger på, at der de seneste årtier er sket en række statslige reguleringer. Han nævner selv dels friskoleområdet som et felt, der er blevet underlagt strammere politisk styring, samt gymnasieområdet, som snart kan se frem til det i form af tvungen elevfordeling.

Det er naturligvis indiskutabelt, at vores land har gennemgået en række indskrænkninger i de liberale frihedsrettigheder. Det har jeg selv begrædt igen og igen. Det, der undrer mig, er, at påstanden om, at indskrænkningerne skyldes indvandringen, får lov at stå tilbage som en uimodsagt fortælling.

Det er vel ikke indvandringen i sig selv, der har gjort vores land mindre liberalt? Det er politikernes reaktion på indvandringen – og nok mest af alt på frygten for den. For alt imens den ene symbolpolitiske lov efter den anden, som indskrænker borgernes frihed, er blevet gennemført, er det gået fremad med integrationen – flere indvandrere og efterkommere kommer i arbejde, og flere får en uddannelse.

Det, der i virkeligheden er sket, er ikke, at indvandringen har gjort vores land mindre liberalt. Det er, at indvandringen igen og igen er blevet brugt som ammunition for de seneste regeringer  – uagtet om de har været røde eller blå – til med Dansk Folkepartis dunkle ånde i nakken og med bukser rystende af frygt for at miste stemmer og dermed taburetter at gøre vores land mindre liberalt.

Frihed kan staten kun give os ved ikke at ville bestemme over, hvordan vi lever vores liv. Frihed er lige dér, hvor staten giver slip.

Carolina Magdalene Maier

Det er ikke indvandringen, kære integrationsminister. Det er jer, der skruer på knapperne.

Det næste, der undrer mig, er Tesfayes påstand om, hvad frihed er. I interviewet i Weekendavisen begræder Tesfaye, at der er en skæv fordeling af etnisk danske og ikke-etnisk danske elever på gymnasierne. Det er ikke frihed, siger han.

I et frit land er vi alle blandet sammen, skal vi forstå. Derfor advokerer han for politisk regulering, for som han siger: "Man skal forstå, at for en socialdemokrat er velfærdsstaten ikke noget, der indskrænker vores frihed. Den realiserer friheden for de fleste, og derfor ryster vi ikke på hånden."

Undskyld, Tesfaye, men avispapiret ryster altså ganske meget i min hånd, når jeg læser præcis de ord. For hvorfor har I socialdemokrater patent på, hvad frihed er?

Hvilke bøger er det, I har læst, som påstår, at et frit samfund er et samfund, hvor staten regulerer med henblik på, at vi alle skal ligne hinanden, og at alle er blandet sammen som et kilo bland-selv-slik fra weekendturen til Sverige?

For hvad forstår vi egentlig ved frihed? For mig er frihed ikke det, staten giver mig. Tværtimod. Det, som staten giver, er tryghed, og det er fint – og trygt og rammesat og sikkert.

Frihed er noget helt andet. Frihed kan staten kun give os ved ikke at ville bestemme over, hvordan vi lever vores liv. Frihed er lige dér, hvor staten giver slip. Frihed er det rum, hvor vi vover pelsen – hvor vi ikke ved, hvor vores beslutninger fører os hen.

For mig er frihed for eksempel ikke, at staten har besluttet, at mine børn kan vælge mellem de samme 18 studieretninger, ligegyldigt hvilket gymnasium de søger ind på i hele landet. For mig er frihed, at det enkelte gymnasium selv må udbyde de retninger, de måtte ville.

Jeg troede egentlig, at jeg delte denne forståelse af frihed med de klassiske liberale partier. Men Venstre – efter eget udsagn Danmarks liberale parti – står bag ghettoplan, smykkelov og burkalov og synes, at ansigtsgenkendelse er i orden.

Det er paradoksalt nok sådan, at de eneste partier, der synes at kæmpe for den forståelse af frihed, som er den frihed, som staten ikke er involveret i, er Enhedslisten, Alternativet og Radikale. Måske også det nye Fremad, hvis man spår efter de hidtidige takter.

Det er paradoksalt, fordi det er partier med meget forskellige ideologiske udgangspunkter. Alligevel burde disse partier overveje at etablere et mere reelt samarbejde i kampen for borgernes frihedsrettigheder. Jeg kan ikke være den eneste, der er bekymret.