Bliv abonnent
Annonce

Bølgerne gik højt, da Radikale vragede Mia Nyegaard. Nu venter nye udfordringer for partiet i København

Mia Nyegaard har været radikal kultur- og fritidsborgmester siden 2017. 
Mia Nyegaard har været radikal kultur- og fritidsborgmester siden 2017. Foto: Søren Dahl

I lobbyen foran mødelokalet var det svært at ane den tunge alvor, der dannede baggrunden for søndagens ekstraordinære årsmøde i Radikale Venstres københavnske afdeling.

På kryds og tværs blev der udvekslet krammere, et "tak for sidst" og "længe siden".

Men i krogene anedes den egentlige årsag til, at et rekordstort antal københavner-radikale havde havde valgt at bruge deres søndag eftermiddag på årsmødet, der blev afholdt i Det Færøske Hus, få hundrede meter fra Hovedbanegården:

Nemlig spørgsmålet om, hvorvidt kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard fortsat skulle være Radikales københavnske spidskandidat ved kommunalvalget i 2025.

Alternativet til det var at vrage borgmesteren og derved følge den mistillidserklæring, som samtlige af Mia Nyegaards partifæller på rådhuset for to uger siden havde indgivet mod hende. 

Point for forsøget 

Det havde på forhånd været småt med meldinger for eller imod Nyegaards fortsatte kandidatur fra borgmesterens eget bagland.

Læs også

Det var da også meget få, der havde lyst til at svare på det spørgsmål, før mødet gik i gang. 

"Point for forsøget" og "ingen kommentarer" var blandt svarene fra de radikale medlemmer, der gik forbi de fremmødte journalister ved indgangen til Det Færøske Hus. 

En ældre herre, der ønskede at være anonym, gav dog sin mening til kende:

"Jeg synes, at det er ærgerligt, at vi igen står i en situation, der splitter partiet, og hvor vi pådrager os negativ opmærksomhed," bemærkede han.

Et "igen", der henviste til, at Radikale i København nu for anden gang i træk var ved at skille sig af med en frontfigur på en mindre end ønskværdig måde.

Mia Nyegaards forgænger, tidligere beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev, måtte i 2017 trække sig.

Det skete efter anklager om, at hun havde udnyttet sin position til at fremme en personlig vens byggesager og lånt et festlokale på Københavns Rådhus til sit eget private bryllup uden at betale for det. 

Interview-fri zone

Radikale Venstres politiske topledelse har ikke officielt blandet sig i spørgsmålet om tillid til eller imod Mia Nyegaard.

Flere gjorde det klart, at der havde været tale om et højstemt møde, hvor det var tydeligt, at de fremmødte "havde meget på spil"

Der var da heller ingen folketingsmedlemmer, der havde fundet vej til søndagens møde i Radikales københavnske fraktion. 

Der var dog sendt forstærkning fra Christiansborg i form af en pressechef, der lod de få fremmødte journalister vide, at lobbyen og gården foran Det Færøske Hus var interview-fri zone.

Angiveligt på grund af en aftale med bygningens ejere. Men også for, at de fremmødte radikale skulle kunne tale sammen i fred.

Derfor foregik store dele af søndagens godt tre timer lange møde for pressens vedkommende med den klassiske disciplin at vente foran lukket dør. 

"Har lyst til at kæmpe"

Efterhånden som mødet lakkede mod enden, forlod enkelte medlemmer Det Færørske Hus hovedrystende og med forstemte miner.

Læs også

Til sidst kom den absolutte hovedperson, Mia Nyegaard, ud og præsenterede resultatet af eftermiddagens afstemning for gruppen af fremmødte journalister, der nu var vokset til en håndfuld: 

88 medlemmer havde stemt for at fjerne borgmesteren som spidskandidat, mens 43 af de fremmødte havde stemt i borgmesterens favør. 6 havde stemt blankt. 

Derved stod det klart, at Mia Nyegaard ikke kommer til at stå øverst på de radikale stemmesedler i København til kommunalvalget i november 2025.

Hun havde dog ved mødets afslutning ikke gjort op med sig selv, om det betyder, at hun også trækker sig som kultur- og fritidsborgmester. 

"Der er udtrykt mistillid til mig som spidskandidat, men jeg forstod på de øvrige medlemmer af den radikale gruppe, at de har meget at takke mig for. Blandt andet en masse radikale resultater. Så det skal jeg lige hjem og tænke over," lød det fra kultur- og fritidsborgmesteren.

Ekstra Bladets udsendte journalist ville gerne vide, om Nyegaard ikke havde lyst til at vende sine partifæller ryggen, nu hvor de åbent havde erklæret mistillid til hende. 

"Nej, jeg har faktisk lyst til at blive og kæmpe for de københavnere, der har stemt på mig, og for, at vi kommer videre som parti," konstaterede Mia Nyegaard.

For andre handlede det slet og ret om, at borgmesterens politiske boldøje i de foregående fire år har været ude af trit med baglandets ønsker

Et "hæsligt" møde

Mødet fortsatte en rum tid efter, at Mia Nyegaard havde forladt Det Færøske Hus.

Her besluttede de resterende medlemmer at udskyde valget af en ny spidskandidat til januar 2025, ligesom man også først endeligt vælger de resterende københavnske kommunalvalgs-kandidater til næste år. 

Flere gjorde det klart, at der havde været tale om et anspændt* møde, hvor det var tydeligt, at de fremmødte "havde meget på spil". 

"Men der var ikke ting, der rent fysisk blev kastet gennem luften, og det er jo positivt i lyset af den situation, vi stod i," bemærkede en. 

En anden konstaterede mellem øjensynligt hårdt tiltrængte drag af en cigaret, at eftermiddagens seance havde været "hæslig". 

Politiske skæverter

Blandt de menige radikale medlemmer, der var interesseret i at tale med pressen efter mødet, var der flere forklaringer på, hvorfor Mia Nyegaard i sidste ende var blevet fravalgt som spidskandidat.

Læs også

Nogle pegede på de sager om problematisk arbejdsmiljø, der af flere omgange har præget Mia Nyegaards sekretariat på Københavns Rådhus. 

For andre handlede det slet og ret om, at borgmesterens politiske boldøje i de foregående fire år har været ude af trit med baglandets ønsker.

Her blev Mia Nyegaards ambition om at afholde "verdens mindste OL" i København blandt andet nævnt som en skævert.

Ingen kommentarer

Hos de øvrige fire medlemmer af Radikales gruppe på rådhuset, var der ingen lyst til at kommentere søndagens begivenheder. 

Emil Moselund, der som den eneste har kommenteret mistillidserklæringen mod Mia Nyegaard offentligt, skyndte sig videre fra Det Færøske Hus, og henviste i en efterfølgende sms til ledelsen af den københavnske partiforening for kommentarer.

Heller ikke partiets gruppeformand, Christopher Røhl, var mulig at få i tale. 

Som nummer to i det radikale magthierarki rygtes han ellers som eneste seriøse bud på en ny radikal spidskandat. 

Også det spørgsmål må både journalister, det radikale bagland og ikke mindst de københavnske vælgere fortsat vente på at få besvaret.



Rettelse 10.21: Tidligere i reportagen har mødet i Det Færøske Hus været beskrevet som højstemt. Det er efter artiklens udgivelse blevet rettet til anspændt, da det er mere retvisende for situationen omkring mødet i Radikale Venstres vælgerforening. 

Annonce
Annonce
IconNyeste job
Vis alle

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026