Fonde: Forskningsfonde bør tage hensyn til kendt bias i fordelingen af midler

Som ansøger er man anonym, hvilket giver plads til at indsende opsigtsvækkende idéer, som man ellers er mindre tilbøjelig til at ville præsentere, fordi man som ung forsker kan være bange for at få hård kritik af de fagfæller, der bedømmer ens ansøgning.

Samtidig er den konsensusdrevne arbejdsmetode i bedømmelsespanelerne justeret sådan, at hver bedømmer i panelet, via et såkaldt trumfkort, kan indstille én ansøgning til støtte, som de finder særligt innovativ – også selvom de andre bedømmere i panelet ikke er enige.

Strategien giver således mulighed for i højere grad at bevilge støtte til risikofyldte og anderledes projekter – og bedømmelsespanelet behøver ikke at være enig i, at det er en god idé.

I Lundbeckfonden kan op til halvdelen af de projekter, der bevilliges støtte, udløses på et trumfkort. Resten udvælges på baggrund af den samlede score, som bedømmerne har givet ansøgningerne.

Villum Fonden har en lignende ordning.

Med det design håber vi om nogle år at kunne vurdere, om trumfkortet, og dermed reelt, om det individuelle panelmedlem, kan spotte en nyskabende forskningsidé bedre end den konsensusdrevne indstillingsmetode.

Lodtrækning kan give mere fair fordeling
For at mindske bias og forbedre diversitet med hensyn til faglige emner, anciennitet, race, køn og sociale prestigemekanismer afprøver blandt andet Det Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd i New Zealand og The Swiss National Science Foundation (SNSF) en model, hvor projektbevillinger tildeles ved hjælp af et modificeret lotteri.

Her identificerer bedømmelsespaneler på klassisk vis den gruppe af ansøgninger, der er mest støtteværdige. Hvis denne pulje overstiger de midler, der er til rådighed, foretages lodtrækning blandt ansøgningerne, indtil midlerne er brugt op.

Metoden er interessant og praktiseres i en modificeret version blandt andet af Volkswagen Stiftung i Tyskland.

Erfaringer fra panelbedømmelser i offentlige og private fonde i Danmark og udlandet viser, at man næsten altid kan dele indkomne ansøgninger – ofte flere hundrede – op i tre grupper:

En gruppe med ganske få exceptionelle ansøgninger. Dernæst en gruppe, der består af et større antal støtteværdige ansøgninger og endelig en gruppe af ansøgninger, der ikke er støtteværdige.

Den lille gruppe af ansøgninger af exceptionel kvalitet (ofte under fem procent af ansøgningerne) bør altid først sikres bevilling.

Hvis gruppen af støtteværdige ansøgninger overstiger de midler, der er til rådighed, er det i dag bedømmelsespanelernes opdrag at prioritere denne gruppe af ansøgninger, indtil midlerne er opbrugt.

Dette er et tidskrævende og vanskeligt arbejde for panelmedlemmerne, og det er netop disse situationer, der kan medføre uønskede valg.

Derfor kunne det for denne gruppe være interessant at få undersøgt, om lodtrækning er en lige så effektiv metode at udvælge ansøgninger på. En lodtrækning ville sikre mindre bias og en større diversitet blandt de udvalgte ansøgninger.

Med hensyn til det indledende spørgsmål er vores svar, at bedømmelsespaneler er det "mindst ringe" værktøj til udvælgelse af forskningsansøgninger ved åbne opslag.

Forskningsfondene bør dog i stigende grad tilpasse bedømmelsesprocesserne i forhold til forskningsprogrammets formål, kendt bias og de succesrater, man forventer.

Vi har givet to eksempler herpå, hvor vi i øjeblikket afprøver den ene. Vi håber, at andre fonde har mod på at afprøve den anden.