Foreningslivet kan være løsningen, når afmagten vokser. Jeg fik selv min stemme som anfører for håndboldholdet

Jeg tror, at den oplevede afstand er en nøgle til at forstå den demokratiske mistillid – og dermed også til at mindske den. Det får mig til at tænke over, hvordan vi kan skabe mere nærhed i demokratiet, og hvordan vi kan styrke mulighederne for, at flere kan tage del i demokratiet og i samtalen om, hvor vi skal hen.

For mit eget vedkommende fik jeg min stemme i foreningslivet, og jeg tror at foreningslivet er en fuldstændig central aktør i børn og unges demokratiske dannelse.

Jeg har ikke diskuteret verdenssituationen ved aftensmaden i min barndom, og i folkeskolen sagde jeg ikke et kvæk – særligt ikke, når det handlede om at diskutere. Jeg var simpelthen bange for at sige noget forkert, eller at nogle ville være uenige i det, jeg sagde. Min dansklærer opfordrede mig konstant til at "sige noget mere". Jeg nikkede, men jeg turde ikke når det kom til stykket.

Hvad jeg ikke sagde og havde en mening om i skolen, havde jeg derimod på mit håndboldhold. Fuldstændig parallelt med min "stille-tid" i klasselokalet var jeg på mit håndboldhold anfører og en af de bærende kræfter.

Demokratisk deltagelse handler netop ikke kun om viden, men særligt om øvelse. Og det kræver trygge rum, hvor man kan fejle og udvikle sig. Her har foreningslivet et kæmpe potentiale.

Camilla Aavang Poulsen
Vicedirektør, Ungdomsøen

Jeg talte på holdets vegne, jeg diskuterede taktik, træningsindhold og endda klubanliggender. Til håndbold følte jeg mig tryg, kompetent og oplevede, at jeg havde noget vigtigt at bidrage med.

Så her øvede jeg mig – uden jeg vidste det – på demokratiet. Og jeg tror, at det var med til at så nogle frø og nogle erfaringer, som jeg kunne overføre til det mere etablerede uddannelsessystem og mit liv generelt. Det skete ikke gennem en pædagogisk plan for demokratisk dannelse – men gennem praksis. Det er det, vi på Ungdomsøen kalder "doing above learning".

Det var faktisk først i gymnasiet, hvor jeg begyndte at afprøve det "at sige noget" i timerne. Først lidt og så lidt mere. Det fortsatte jeg med, og i dag er jeg heldigvis tryg ved at sige min mening, men de gamle skeletter kan stadig spøge (for eksempel lige nu, når denne kommentar skal publiceres).

Demokratisk deltagelse handler netop ikke kun om viden, men særligt om øvelse. Og det kræver trygge rum, hvor man kan fejle og udvikle sig. Her har foreningslivet et kæmpe potentiale.

Foreningslivet bidrager til demokratisk dannelse, og jeg tror, at det for nogle – lige som det var for mig – kan være et alternativ til for eksempel den demokratiske dannelse, man møder i skolen. Jeg har set det i Ombold, hvor fodboldfællesskaber skaber mulighed for deltagelse og indflydelse for mennesker i udsatte positioner, og på Ungdomsøen, hvor unge planlægger events og deltager i Ø-råd – og øver sig i demokratiet i praksis.

Og netop unge på for eksempel erhvervsuddannelser og mennesker i udsatte positioner – som rapporten specifikt peger på – har jeg set blomstre i disse fællesskaber, når de får mulighed for at bidrage og tage ansvar

Så når vi i næste omgang skal diskutere løsningerne på den demokratiske mistillid og afmagt, som nu er kortlagt, håber jeg, at vi – i tråd med Trivselskommissionens anbefalinger – også vil huske foreningslivet som ramme for at 'øve sig på demokratiet'.

Skolen spiller en rolle, ja – men foreningslivet må ikke undervurderes som demokratisk træningsbane. Det kan noget andet – og for nogle, som mig selv, noget vigtigere.